Billigt i Brønderslev: Staten sparer penge på udflytning af arbejdspladser
Foto: Daniel Mikkelsen
Beskæftigelsesministeriet har regnet på udgifterne, og det viser sig, at der er en pæn besparelse i at have flyttet arbejdspladser til Brønderslev.
Beregninger viser, at der er en årlig besparelse på knap en halv million kroner ved at flytte 37 statslige arbejdspladser til Brønderslev.
Der er rigtig mange fordele ved Nordjylland, og nu har Beskæftigelsesministeriet får øjnene op for en ganske håndgribelig og kontant en af slagsen.
Beregninger fra ministeriet har nemlig vist, at staten sparer penge på at have flyttet et kontor fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra København til Brønderslev.
Det er ganske simpelt fordi huslejen er lavere i Brønderslev, at mna hvert år sparer langt over 400.000 kroner på at have flyttet adressen for de 37 arbejdspladser til Brønderslev. Det er en besparelse på 30 procent, oplyser ministeriet. Dermed er det altså win-win situation, hvor Nordjylland har fået arbejdspladser, og staten har sparet penge.
- Det er glædeligt at se. Udover at vi får flyttet mange statslige arbejdspladser ud i landet, så får vi også mere for pengene til husleje. Det var jo en af de forventede fordele ved at flytte fra de dyre adresser i København, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (Venstre).
Den årlige husleje per kvadratmeter er 772 kroner i Brønderslev, mens den gennemsnitligt var 1100 kroner i København. Samtidig er omkostningerne ved flytningen endt i den lave ende af det beløb, som man oprindeligt havde estimeret. Forventningen var 7-14 millioner kroner, og regningen er endt på 8,4 millioner kroner.