Peter glemte bryllupsdagsgaven: Særlig auktion reddede ham
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Line Kolind, der er formand for Dronninglund Handel, og som har tøjbutikken Holle Holle, siger at det handler om at samle byen og om at gøre noget godt.
Auktion i Dronninglund samlede 35.000 kroner ind til Knæk Cancer, og undervejs blev Peter Hermansen reddet på målstregen på sin bryllupsdag.
Peter Hermansen var ikke klar over, hvilken speciel dag det var, da han vågnede op lørdag morgen. Det var nemlig hans 29 års bryllupsdag, men det havde han misset.
Derfor havde han ingen bryllupsgave klar til sin hustru Jette Hermansen. Men heldigvis kom en særlig auktion Peter Hermansen til hjælp.
Vil slå sidste års donation
Lørdag middag afholdte Dronninglund Handel auktion på byens torv. Forretninger og erhvervsliv i byen havde doneret en stribe varer, som skulle bortauktioneres til højestbydende. Al indtjening bliver en del af handelsforeningens donation til dette års Knæk Cancer.
- Det er noget, vi gør for at støtte op om en god sag. Det er ren og skær donationer og frivilligheden, der gør, at det bliver godt, siger Line Kolind, der er formand for Dronninglund Handel.
Sidste år indsamlede handelsforeningen 61.000 kroner til Knæk Cancer, og målet er, at det beløb bliver endnu højere i år. Det er ved hjælp af lørdagens auktion og et musik og komik-show i næste uge.
- Opbakningen har været kæmpestor. Man bliver helt rørt, fordi det er alle, der har været med. Om det så er erhvervsdrivende, der har købt billetter til vores arrangement torsdag, eller det er butikkerne, der har doneret til auktionen. Det er helt vildt, siger Line Kolind.
Glemt bryllupsgave
Midtvejs i auktionen er det et smykke fra en af byens forretninger, der er på auktion. Og det er en halskæde, som Peter Hermansen har udset sig.
Han ender med at vinde auktionen - til trods for at han endnu ikke har set, hvordan smykket ser ud.
- Nu giver jeg den til min kone. Hun har bryllupsdag i dag, og det har jeg så også. Men jeg har fået en gave i dag, men jeg har ikke fået købt noget til hende. Så nu er den reddet, siger han med et grin, lige efter han har vundet smykket.
- Jeg er godt tilfreds. Det tror jeg også, hun bliver, siger han kort efter, da han har åbnet æsken og ser smykket.
Peter Hermansens køb var med til at sikre, at auktionen i alt samlede 35.000 kroner ind til Knæk Cancer. Og i næste uge er der flere arrangementer på programmet, hvor man håber på, at man kan overgå sidste års donation på 61.000 kroner.
- Det er en succes, at vi kan lægge så mange penge i vores pulje til vores store indsamling. På fredag skal vi gerne lave et rigtigt stort beløb, og nu er vi godt på vej, siger Line Kolind.
Og hvordan blev halskæden så modtaget hos Peter Hermansens kone?
- Den er flot, og jeg er glad for den. Så det var en god dag i dag, siger Jette Hermansen.