Ny udvikling i bizar rundstykkesag
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Mystikken breder sig.
Hans og Grete er på spil.
I går kunne TV2 Nord berette om den kaskade af hvidt brød, der var spredt på gågader og stræder i den indre del af Brønderslev.
Ingen har dog ønsket at stå frem som bagmænd.
Nu har sagen taget en ny drejning.
Brødspor overalt
Der blev fundet mere end bare krummer i hele byen, fremgik det både af kommentarspor på Facebook og af TV2 Nords besøg på stedet.
'Hele vejen på Bredgade, og op til McDonald's er der rundstykker på vejen - jeg kan være i tvivl om, der er en rundstykke-invasion, måske'.
'Der er også franskbrød og rundstykker i Algade'.
'Der lå også hen af Dannebrogsgade'.
'Jeg så nogle rundstykker på Frederiksgade i morges ved 6-tiden'.
Men hvad går godt til rundstykker og franskbrød - ud over tandsmør og en tyk skive ost?
Rullepølse!
Tiltrækker skadedyr
Det er den lokale slagtermester, Allan Krabbe fra Slagter Krabbe, der har produceret den pågældende rullepølse.
- Jeg har set opslaget, siger han, da TV2 Nord fanger ham.
- Det er jo bare en, der laver sjov. Han har været nede og købe en rullepølse, og sat den på en bænk, og så skrevet ”nu regner det også med rullepølser i Brønderslev”, fortsætter Allan Krabbe om den ufrivillige reklame hans rullepølse nu har fået.
Generelt har slagtermesteren dog et forbehold overfor den mystiske trend i byen.
- Jeg synes ikke, det er så godt med de rundstykker. Det tiltrækker jo forskellige skadedyr, så det er jo ikke lige den bedste prank, understreger han.
Humoren kan han dog godt se.
- Det er et lille sjovt opslag, men så er der heller ikke mere i det, siger han og oplyser, at han ikke har solgt mere rullepølse, der skulle 'udstilles' rundt omkring i byen.