Direktør tiltalt for bedrageri: - Hvad siger du til, at jeg sygemelder dig?

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det var mens direktøren ejede et spisested, at han angiveligt snød både ansatte, kunder og kommune.

Hvad siger du til, at jeg sygemelder dig, og så kan vi lave nogle penge?

Sådan havde direktøren, en 30-årig mand, blandt andet sagt til en af sine ansatte på grillbaren Ædedolken i Brønderslev.

Det fortæller den tidligere ansatte onsdag morgen, da han er i Retten i Hjørring for at vidne mod sin daværende chef.

Fidusen ved sygemeldingen var, at direktøren så ville modtage refusion fra Aalborg Kommune under den pågældende medarbejders 'sygdom'.

- Jeg troede simpelthen, det var løgn

Tidligere madbud ved Ædedolken

- Det sagde jeg bare klart og tydeligt til ham, at det skulle han overhovedet ikke. Jeg var ikke syg, og det nummer skulle jeg ikke være en del af, fortæller den ansatte, der arbejdede som madbud i virksomheden i mindre end halvanden måned, inden han selv valgte at sige op i slutningen af august 2022.

Et par dage efter den bizarre samtale med chefen, modtog han alligevel en besked i sin e-boks fra Aalborg Kommune.

I beskeden stod der, at han var blevet sygemeldt fra sin arbejdsplads, hvor han arbejdede 37 timer om ugen.

- Jeg troede simpelthen, det var løgn, sagde den tidligere medarbejder og fortsatte:

- Det var helt hen i vejret. Jeg var ikke syg, og jeg var desuden kun ansat i ti timer om ugen og ikke 37, som der stod i brevet fra kommunen.

Socialt bedrageri, afpresning og ulovlig tvang

Der er afsat fire retsdage i sagen mod den tidligere direktør.

Ved Retten i Hjørring er han tiltalt for socialt bedrageri, bedrageri af grov beskaffenhed, afpresning af grov beskaffenhed og ulovlig tvang.

De kriminelle forhold skulle være foregået, mens han var direktør og indehaver af grillbaren 'Ædedolken' i Brønderslev.

Det er anklagemyndighedens påstand, at den 30-årige har begået socialt bedrageri mod Aalborg Kommune for 17.612 kroner og mod Brønderslev Kommune for 25.250 kroner.

Bedrageriet er foregået ved, at arbejdsgiveren har modtaget refusion for sygemeldte medarbejdere. Problemet er bare, at de pågældende medarbejdere ikke selv mener, at de var syge og dermed ikke burde have været sygemeldt.

Han er også tiltalt for at have snydt 17 kunder ved at få kunderne til at møde op i restauranten i troen om, at de skulle have tilbagebetalt et depositum for emballage eller lignende.

Men i stedet for at modtage det aftalte beløb retur, blev de vildledt til atter at betale beløbet til direktøren.

De 17 beløb ligger i størrelsesordenen 500 til 4.612 kroner.

Ingen penge i kassen

I alt ti vidner er indkaldt for at afgive forklaring ved Retten i Hjørring onsdag.

Flere af vidnerne fortæller i store træk samme historie.

De blev ansat i sommeren 2022, men allerede da de skulle have deres første lønudbetaling, var der problemer.

Lønnen kom aldrig.

Det skete for eksempel for en ung mand, der var ansat som tjener på grillbaren.

- Så sagde jeg bare til ham (red. chefen), at jeg ikke skulle arbejde der mere. Så sagde jeg op, siger den unge mand.

Et par dage senere modtog han en mail fra sin tidligere chef.

I mailen stod der, at chefen rejste et erstatningskrav mod tjeneren på 150.000 kroner, som han havde fem dage til at betale.

- Der besluttede jeg mig for at gå til 3F, fordi det kunne jo ikke passe, tænkte jeg, siger den unge mand i retten.

Madbuddet, der ikke ville sygemeldes

Det samme erstatningskrav modtog madbuddet, da han sagde op, fordi han ikke ville lade sig proforma sygemelde.

Også han blev af sin tidligere arbejdsgiver gjort opmærksom på, at han skulle betale 150.000, og hvis han ikke gjorde det, ville han blive anholdt af politiet og retsforfulgt.

I retten forklarede den 30-årige, at han mener, erstatningskravene var fuldt berettiget.

- De havde en 14 dages opsigelsesperiode, som de forbrød sig mod. Det er enormt ressourcekrævende, når man skal ud og rekruttere nyt personale, siger den tiltalte.

Da tjeneren havde meddelt chefen, at han ikke ville komme tilbage til sit arbejde, fordi han ikke havde modtaget løn, modtog han til sin store forbavselse en besked i sin e-boks fra Brønderslev Kommune.

Ligesom madbuddet havde fået det, så fik tjeneren nu en besked om, at kommunen havde registreret, at han var blevet sygemeldt fra sit arbejde ved Ædedolken.

- Det var helt galimatias, siger den tidligere tjener og ryster på hovedet.

Tidligere dømt ved civilt søgsmål

Fagforeningen 3F har tidligere anlagt et civilt søgsmål mod direktøren på vegne af ti af deres medlemmer.

I 2023 blev den 30-årige dømt til at udbetale den løn til de ansatte, som de aldrig havde fået.

Det var han dog ikke i stand til, da virksomheden var gået konkurs, og medarbejderne fik i stedet pengene fra Lønmodtagernes Garantifond.

I samme ombæring blev direktøren politianmeldt, og det er altså derfor, han nu er tiltalt i en straffesag ved Retten i Hjørring.

Det er anklagemyndighedens påstand, at den 30-årige skal idømmes en fængselsstraf, såfremt retten finder ham skyldig.

Retssagen mod den 30-årige fortsætter i næste uge.

Den 30-årige nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.


Nathalie har været syg med særlig kræftform i 14 år og har fået 186 behandlinger

Foto: Nathalie Rouqette

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

For Nathalie Rouquette er der ingen tvivl om, at hendes forløb også har været hårdt for familien.

Nathalie Rouquette har et helt særligt liv, men af anderledes årsager, end du og jeg måske har.

Det startede i 2011, da hun ventede sin datter, Nikita. Her oplevede hun flere gener, som lægerne dengang mente var forbundet med hendes graviditet. Men det var det ikke.

- Fem måneder efter fødslen gik jeg så til min egen læge, som konstaterer, at jeg har brystkræft, og at jeg har haft det, imens jeg var gravid, fortæller den i dag 50-årige mor til tre.

Tre måneder som rask

Efter et længere behandlingsforløb, som både inkluderede kemoterapi og en operation, hvor Nathalie Rouqette fik fjernet sit ene brys, blev hun endelig erklæret rask i december 2013.

- Tre måneder senere opdager jeg forandringer i min hud, hvor brysterne havde været, og her kunne lægerne så fortælle mig, at det var kommet tilbage, fortæller Nathalie Rouquette.

Foto: Nathalie Rouqette

Det viste sig at være brystkræften, der stadig havde et tag i hende. og det overraskede hende, fordi hun jo lige havde fået dem fjernet.

- Jeg havde aldrig hørt om, at det fandtes, så jeg blev meget forbavset, siger hun.

Brystkræft i huden

Meldingen fra lægerne blev efterfølgende, at brystkræften i huden var kronisk, og at hun godt kunne se ind i en fremtid med mange behandlinger.

- Jeg tænkte, at jeg jo klarede den første gang, så det skal jeg nok igen. Lægerne kan ikke holde mig rask, men indtil videre har de kunnet holde det på afstand, forklarer Nathalie Rouquette.

I år er hun på 186 behandlinger med den såkaldte 'Perjeta' kur og har været syg med kræft i 14 år.

- Jeg har rigtig meget at kæmpe for, og så er jeg heldig med mit sind. Så jeg lader det ikke slå mig ud.

Familien er det vigtigste

For Nathalie Rouquette er der ingen tvivl om, at hendes forløb også har været hårdt for familien, men de er efterhånden blevet vant til det alle sammen.

- To af mine unger har aldrig kendt til andet, end at 'mor skal til lægen'. Det har nok været sværest for min ældste, der var 13 år gammel, da vi fik beskeden, fortæller hun.

Foto: Nathalie Rouqette

Selvom hendes hverdag er meget anderledes fra mange andres, så har Nathalie det heldigvis godt, og hun lever et liv, hvor alt hendes fokus er på hendes mand og deres børn.

- Man ved aldrig, hvad morgendagen bringer, afslutter Nathalie Rouquette.


Claus blev snydt: - Det er træls, men det er jo, fordi man er lidt naiv

Foto: Privatfoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Han bryder sig ikke om at stikke sig selv, og så tog han chancen på nettet.

Claus Christensen fra Bedsted i Thy har haft sukkersyge i fem år, men han hader de daglige nålestik, der skal måle hans blodsukkerniveau. 

Men så dukkede der et interessant tilbud op på Facebook. 

En blodsukkermåler til 300 kroner, der bare skulle sættes på enden af fingere - nærmest som var det en tøjklemme. 

- Det ville gøre det så meget nemmere for mig, siger 68-årige Claus Christensen. 

Men det viste sig, at 'tøjklemmen' slet ikke kunne måle blodsukkerniveauet. Den kunne i bedste fald lave usikre målinger på puls og iltniveau, fortæller han.  

- Det er da træls, men det er jo, fordi man er lidt naiv. Det ville jo have været rart, for jeg bliver lidt øm i fingeren af at stikke mig selv. 

Diabetesforening advarer

Claus Christensen købte produktet af mærket Bikenda, og han er tilsyneladende ikke den eneste, der blevet snydt af producenten.

På Trustpilot fremgår det, at flere købe har været utilfredse med deres køb. "Det er det rene fup", lyder det blandt andet i en af anmeldelserne

Nu er Diabetesforeningen ude at advare diabetikere om at købe glukosemåleinstrumenter af dette mærke.

Ifølge foreningen misbruger Bikenda også deres røde logo i forskellige annoncer. 

- Diabetesforeningen har ikke noget med Bikenda at gøre og kan ikke stå inde for produktet, de tilbyder, og de har ikke fået godkendelse til at benytte vores logo til deres markedsføring. Det er misbrug af vores logo og den tillid, som ligger i vores navn, skriver de i et opslag på Facebook.

Foto: Privatfoto

På Claus Christensens ubrugelige blodsukkermåler fremgår der ikke et logo af Diabetesforeningen. Han mindes heller ikke at have set det på Facebook-annoncen, hvor han blev fristet.

Men én ting er sikkert: Han fortryder sit køb.

Men burde du ikke have undersøgt sagerne lidt bedre?

- Jo, helt sikkert. Jeg burde have undersøgt, om det var rigtigt. Men når man sidder i situationen, tænker man jo, at det går nok.

- Det hele ser jo meget tilforladeligt ud, men nu må jeg fortsætte med nålene, afslutter han. 

TV MIDTVEST ville gerne have lavet et interview med Bikenda. Men det har ikke været muligt at finde kontaktoplysninger på firmaet. 


Se de vilde billeder: Kæmpe vindmøllevinger bliver losset

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I slutningen af december landede tre enorme vindmøllekomponenter på havnen i Hanstholm. Nu befinder et sæt kolossale vindmøllevinger sig samme sted.

Et sæt enorme vindmøllevinger er i øjeblikket ved at blive losset på havnen i Hanstholm. Det viser en video, TV MIDTVEST har modtaget en video, hvor man kan se vingerne på havnen. 

Vindmølleproducenten Siemens Garmesa har over en periode fået transporteret store komponenter til testcenteret i Østerild. 

Tilbage i december bliver tre komponenter til en enorm vindmølle transporteret fra Siemens Garmesa's fabrik i Brande til Hvide Sande, hvorfra de blev sejlet til Hanstholm. Herefter blev de kørt videre til testcenteret. 

Transporten tiltrak sig dengang stor opmærksomhed, og TV MIDTVEST var med hele fra Brande til Østerild. Du kan genopleve transporten gennem både video og tekst ved at gennemgå vores liveblog. 

Siemens Garmesa har ikke ønsket at oplyse, hvilken vindmølle delene skal bruges til. 


Alles Lægehus i endnu et tillidsbrud: Langt værre end først antaget

Arkivfoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Alles Lægehus var offer for et hackerangreb i starten af december måned sidste år.

- Det er skræmmende, at man ikke kan sikre sig imod, at det her sker.

Sådan siger Anja Flou Zaar fra Hjørring.

Reaktionen sker i kølvandet på DRs artikel, der nu afslører, at beskeden som nuværende og tidligere patienter modtog tidligere på året, var langt mindre fyldestgørende i forhold til omfanget af de stjålne oplysninger.

I dag er det kommet frem, at patientjournaler og journalnotater også er blevet hacket fra Alles Lægehus.

Sådan stod der i eboksen:

De stjålne oplysninger omfatter: navn, adresse, telefonnummer, mailadresse, cpr-nummer og i mindre grad af personoplysninger.

- Jeg har ikke nogle oplysninger, som de kan bruge til noget. Men det er trist, at nogle kan finde på at bruge sådan noget mod andre, siger hun.

Kalder på lovgivning

Primært er det den manglende lovgivning på området, som Anja Flou Zaar savner. Hun forstår ikke, at andre lægehuset end sit eget, må lægge inde med personfølsomme oplysninger.

- Det betyder jo bare, at der er flere steder at hacke sig frem til dem. Jeg synes virkelig, der burde blive lavet noget lovgivning på området, lyder det.

Men selv lovgivere går ikke fri for hacking. Tidligere har TV2 Nord fortalt, hvordan Per Larsen (K) også blev ramt af det digitale angreb på Alles Lægehus.

- Hvis der er nogen, der får stjålet deres identitet på baggrund af det her, hvem skal så stå til ansvar for det? Det kan have uoverskuelige konsekvenser for folk, hvis de udsættes for identitetstyveri, sagde Per Larsen dengang.

Ikke en enlig svale

At Alles Lægehus i første omgang ikke har fortalt om den reelle alvor af angrebet overrasker ikke Anja Flou Zaar.

- Det er jo ikke første gang, at Alles Lægehus ikke har styr på sine ting. Jeg synes man burde have meldt det klart ud fra start, for det her gør jo kun meget værre for dem, siger hun.

Sådan svarede Alles Lægehus på hackerangrebet

I en mail til TV2 Nord skriver Alles Lægehus følgende om sagen:

Vi følger løbende udmeldingerne fra Center for Cybersikkerhed og er fuldt bevidste om det høje trusselsniveau for angreb fra cyberkriminelle i Danmark. Vi samarbejder med en anerkendt professionel leverandør om vores IT og hosting af vores servere. Og vi følger best practice for IT-sikkerhed og implementerer løbende foranstaltninger for at styrke vores systemer og sikkerhed. Samtidig må vi erkende, at selv omfattende sikkerhedsforanstaltninger ikke kan garantere beskyttelse mod meget ressourcestærke kriminelle grupper.

Vi har fra begyndelsen arbejdet vedholdende sammen med politi, myndigheder og anerkendte eksperter i it-sikkerhed for at håndtere angrebet – og det gør vi fortsat. Vi ser på denne hændelse med den største alvor, og vi har handlet ud fra at kunne kommunikere så hurtigt som muligt og helst direkte med alle berørte, så snart de præcise omstændigheder og tilgængelige informationer gav os mulighed for dette. Der er sendt information til alle patienter i vores databaser via e-boks.

Vi er meget kede af de gener, som de berørte oplever efter det hackerangreb, kriminelle har gennemført på vores system. Hvis patienter har spørgsmål eller tvivl, skal de ikke tøve med at kontakte os på data@alleslaegehus.dk. Så vil vi hjælpe med svar og konkret information om opbevaring af data m.m. Vi behandler alle henvendelser grundigt og fortroligt. Det betyder også, at der godt kan gå nogle dage, før man får svar på en henvendelse.


Parti laver egen undersøgelse af forløb op til havne-skandale

Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Venstre har sideløbende med advokatfirma undersøgt, hvad der gik forud for skandalen på Frederikshavn Havn.

Den advokatundersøgelse, som skal klarlægge, hvad der førte til det økonomiske kaos på Frederikshavn Havn, er blevet både dyrere og mere omfattende end forventet.

Det er den blandt andet, fordi Venstres byrådsgruppe sideløbende med advokatfirmaet Bech-Bruuns undersøgelse har lavet deres egen undersøgelse af forløbet. Det materiale har man fået lov til at aflevere til advokatfirmaet.

- Vi havde brug for at få et overblik over selve forløbet og over, hvem, der vidste hvad, hvornår, hvilke oplysninger havde de, hvem fik dem videre og så fremdeles, siger Jan Bjeldbak, der er formand for Venstres gruppe i byrådet i Frederikshavn Kommune.

Har modtaget 680.000 e-mails

Byrådet i Frederikshavn Kommune besluttede i april sidste år at iværksætte en advokatundersøgelse af forløbet omkring Frederikshavn Havn, og hvad der førte til de økonomiske problemer, som havnen var i.

Advokatfirmaet Bech-Bruun har ud over det formelle materiale som referater, regnskaber og vedtægter modtaget 680.000 e-mails og nu altså også Venstres afdækning af havnesagen.

Hvad vil I gerne have, at det her bidrager til?

- Vi har sagt fra dag ét, at vores mål er at nå ind til sandheden om, hvad der er foregået nede på havnen. Det er det, det her handler om. Vi kunne jo bare have holdt vores undersøgelse for os selv, men vi ville faktisk gerne bringe den videre til advokatundersøgelsen, så de også har de oplysninger, vi har, og måske også anlægger nogle af de vinkler, som vi synes, er vigtige, siger Jan Bjeldbak.

Det ser ud til, at nogen har brudt deres tavshedspligt på havnen

Jan Bjeldbak

TV2 Nord har tidligere afdækket, hvordan en kommunal medarbejder på en hemmelig lydoptagelse forklarer, hvordan kommunen bevidst sorterer dokumenter væk i det materiale, som udleveres til pressen og dermed holdes hemmeligt for offentligheden.

Ud over den hemmelig lydoptagelse har TV2 Nord afsløret, at vigtige dokumenter om Frederikshavn Havns økonomiske problemer, som blev sendt til borgmesteren og kommunaldirektøren, ikke blev forelagt for byrådet.

- Det, vi har fundet frem til, er netop, at der er nogen, der har siddet med nogle oplysninger, som de ikke har bragt videre. Det er ikke bare noget, vi hiver ud af den blå luft. Det kan vi dokumentere. Og det nye er så måske, at det ser ud til, at nogen har brudt deres tavshedspligt på havnen. Det håber jeg også kommer med i advokatundersøgelsen, siger Jan Bjeldbak.

Advokatundersøgelsen ventes fremlagt i slutningen af februar.