Mangel på respekt for skolepatruljerne: - Det er rigtig træls
Skoleelever oplever ofte manglende hensyn og respekt fra bilisterne, når de hopper i den gule vest.
- Bilerne holder ikke, når vi går ud for at hjælpe nogle elever over vejen. Det er rigtig træls, for vi vil jo gerne have at alle skal føle sig trygge og komme over vejen, siger Marie Dandanell 7.b, der lige er startet i skolepatruljen i Brønderslev.
Marie og kammeraterne i skolepatruljen føler, der ikke er nok respekt om skolepatruljerne.
En undersøgelse har vist, at fire ud af ti skolepatruljer har oplevet ubehagelige situationer, hvor trafikanter ikke viser hensyn til dem og deres arbejde, og det er ikke godt nok, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik, der har indledt en kampagne, der skal gøre opmærksom på problemerne.
Det er helt uacceptabelt
Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Ikke kun billister
Og det er ikke kun bilisterne, der glemmer at vise respekt for skolepatruljernes arbejde. Der er også eksempler på cyklister og fodgængere, der ikke respekterer skolepatruljernes anvisninger, fortæller Torben Madsen, der er leder for skolepatruljerne i Brønderslev.
- Det er cyklister, der kører bagom skolepatruljerne og fodgængere, der går igennem, selvom der er afspærret, siger han.
Torben Madsen forstår ikke, hvorfor det kniber med respekten for skolepatruljerne.
- Vi er rigtig glade for, der kommer fokus på de her problemer. For der skal jo vises respekt for de unge, der står tidligt op for at sikre deres kammeraters skolevej i morgentrafikken, siger han.
De fleste siger, de respekterer skolepatruljerne
En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at 98 procent af bilisterne har respekt for skolepatruljernes arbejde. Ikke desto mindre har fire ud af ti skolepatruljeelever oplevet ubehagelige oplevelser, når trafikanter ikke viser hensyn, lyder det fra rådet i en pressemeddelelse.
I nogle tilfælde hvor en bilist ikke respekterer skolepatruljen, husker snarrådige elever at notere bilens registreringsnummer, hvorefter skolepatruljeinspektøren kontakter politiet. Det er noget, som kan have en positiv effekt på den konkrete bilists opførsel overfor skolepatruljen.
- I dansk politi bakker vi fuldstændig op om skolepatruljernes arbejde. Ser vi trafikanter, som ikke følger skolepatruljens anvisninger, er det en overtrædelse af færdselsloven, som vi sigter dem for, siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
- Det er helt uacceptabelt, at skolepatruljerne i nogle tilfælde ikke bliver respekteret, så vi hilser indsatsen velkommen, understreger han.