Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Læge nægter at have fejlet

Foto: Arkivfoto

Neurolog Martin Kelkelund har ikke haft mulighed for at stille op til TV, men han har sendt et skriftligt svar til TV2 Nord.

Mette Nielsen fra Hals fik i 2020 konstateret den sjældne sygdom Myasthenia Gravis - noget, som en blodprøve indikerede fem år tidligere.

Mette Nielsen fra Hals er netop blevet tilkendt 80.000 kroner fra Patienterstatningen.

I 2015 pegede et blodprøvesvar på, at hun led af den sjældne sygdom Myasthenia Gravis, men der blev aldrig fulgt op på blodprøven, og i fem-seks år levede Mette Nielsen i det, hun selv kalder "helvede", inden diagnosen endelig blev stillet i 2020 af en anden neurolog. 

Se indslaget om erstatning til Mette Nielsen her.

I afgørelsen fra Patienterstatningen bliver ansvaret for den forsinkede diagnosticering placeret hos neurolog Martin Kelkelund, som afsluttede behandlingen uden at afklare, hvad Mette fejlede.

Neurolog Martin Kelkelund har ikke haft mulighed for at stille op foran kamera og besvare TV2 Nords spørgsmål i sagen, fordi han har været i USA. Han har desuden ikke ønsket at blive interviewet via en netforbindelse. 

Han har i stedet accepteret vores tilbud om et skriftligt interview, som vi bringer i dets fulde og uredigerede længde. 

Spørgsmål: Patienterstatningen skriver til dig som “Ansvarligt behandlingssted”. Hvad er din kommentar til Patienterstatningens afgørelse?

Svar: Jeg er uenig og uenig i de præmisser som Patienterstatningen ligger til grund. Man tager slet ikke stilling til patientens eget ansvar for at følge en udredning eller ansvaret hos patientens egen læge. Jeg mener faktisk, at afgørelsen er udtryk for dårlig juridisk håndværk.

Spørgsmål: Erkender du ansvaret for, at den afgørende blodprøve aldrig fik indflydelse på Mettes behandling?

Svar: Nej. Patienten udebliver fra aftaler og ender pga. dette med at blive afsluttet her i klinikken. Patienten får ej heller taget blodprøver i første omgang. Hun skal mindes om, og da de endelig bliver taget hos egen læge, får jeg aldrig svaret. Svarene går til egen læge incl. den omtalte speciel blodprøve i relation til Myastenia Gravis. Da patienten flere uger efter afslutning her i klinikken, idet hun udebliver, kontakter klinikken får hun meddelt, at vi gerne følger op på det hele men det kræver en ny henvisning fra egen læge. Herefter hører vi aldrig mere fra patienten. Man skal være klar over, at det at gå hos en speciallæge er ikke det samme som at have et forløb hos egen læge. Til speciallæge kræves en henvisning som har en vis varighed, og der er knyttet nogle ydelser, regler og funktioner til denne. Når man som patient afsluttes så overgår behandlingsansvaret utvetydigt til egen læge. Derudover kan man godt have Myastenia Gravis med en negativ blodprøve, hvorfor udredningen af denne tilstand ikke er så simpel, som det måske lyder. Det kræver dog at patienten samarbejder.

Spørgsmål: Hvem mener du bærer hovedansvaret?

Svar: Det gør primært patientens lægehus som har rettet i, hvem som skulle modtage blodprøvesvar, men patienten har så sandelig også et ansvar. Som patient har man et ansvar for eget helbred, så længe man ikke er umyndiggjort eller dement. Patienten lader stå til i årene efter på trods af, at hun oplagt burde have søgt speciallæge igen. Den her sag er en erstatningssag og med Patienterstatningens afgørelse, umyndiggør man patienten. I alle andre erstatningsmæssige sager vil man jo kigge på, hvad skadelidte selv har gjort for at minimere skaden. Patienten har intet gjort. Hun udebliver uden afbud fra aftaler med efterfølgende undskyldninger om, at hun skulle på arbejde.

Spørgsmål: Hvordan har du det med, at spørgsmålet om en evt. fejl er forældet efter fem år - og altså i dette tilfælde først blev erkendt, da det var for sent?

Svar: Jeg mener som udgangspunkt at de 5 år er rimelige. Det handler også om retssikkerheden for dem der klages over. Som årene går bliver hukommelsen dårligere og nuancer af et sagsforløb kan gå tabt. Vi har her i klinikken tradition for at udarbejde udførlige journaler, hvilket jeg da kun kan være glad for i denne sag.

Spørgsmål: Nu placerer Patienterstatningen ansvaret hos dig. Havde du foretrukket en lægefaglig afgørelse?

Svar: Patienterstatningen tager sig i virkeligheden alene stilling til det erstatningsmæssige. Man kan sagtens få tilkendt erstatning uden der er sket en fejl. Det er derfor man i Danmark har Patienterstatningen som tager sig af det erstatningsmæssige, og Styrelsen for Patientklager som tager sig af evt. fejl udført af autoriserede sundhedspersoner. Der er flere eksempler på, at Patienterstatningen udtaler lægefaglig kritisk som siden hen underkendes af Styrelsen for Patientklager, idet sidstnævntes sagsbehandling er meget mere grundig og nuanceret i relation til det lægefaglige. Patienterstatningen roder sig ud i noget i den her afgørelse, som jeg mener ikke er korrekt, så en ordentlig lægefaglig gennemgang havde været på sin plads.

Spørgsmål: Hvilken lære synes du man kan drage af denne sag - og hvilken lære drager du selv?

Svar: Jeg havde da gerne været denne sag foruden, men sådanne sager afføder altid selvransagelse hos alle læger incl. mig selv. Vi er ikke blevet læger i et ønske om at skade patienterne. Patientsikkerhed er alfa omega. Her i klinikken har vi endnu engang gennemgået alle vores skriftlige procedure og rutiner. Vi har ikke kunnet optimere det yderligere. Behandlingsansvaret for blodprøvesvar overgik til egen læge den dag, hvor man rettede i, hvem som skulle modtage svar og den dag, hvor patienten blev afsluttet her i klinikken til egen læge. Det er og bliver altså non-diskutabelt. Derudover rejser sagen interessante spørgsmål om patientansvar. Når du som patient ikke følger en udredning eller udebliver, hvem har så ansvaret ? Jeg mener, det er patienten selv. Patienten er hverken under myndighedsalder, kognitiv svækket eller særlig social udsat. Vores sundhedsvæsen er ikke en børnehave med ubegrænsede ressourcer. 

Læs Mette Nielsens reaktion på Martin Kelkelunds svar her:


Julemanden rejste langt alene: Så væltede børnene ind

Foto: Asger Christiansen

Foto: Asger Christiansen

Selvom der ikke var siddepladser nok, var der husrum nok, da julemanden rejste afsted med veteranbanen.

Du troede måske, julemanden ankom i kane, men der tager du fejl.

I hvert fald når det gælder Mariager, for her ankommer han i god gammeldags stil med Veterantoget, Hadsund-Peter.

Selvom den gamle motorvogn har rundet 98 år - og dermed er den ældste køreklare motorvogn i hele Danmark - kan den stadig trække en fuld vogn.

Og det var en MEGET fuld vogn julemanden kørte med søndag for at komme ind til Mariager og tænde lysene på juletræet på Torvet.

Vognen har 73 siddepladser og 8 klapsæder, men hele 92 juleglade mennesker, især børn, lykkedes med at komme på turen.

Der var enorm opbakning på julemandens rejse. Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

Julemandens rejse til Rosernes By, Mariager, var en kort, men hyggelig fornøjelse. Den rødklædte og hvidskæggede julemand stod og ventede på perronen i Lunddalen. Resten af turen til Mariager kørte nemlig på skinner og tog kun 10 minutter.

- Der var rigtig god stemning i motorvognen. Der var en sitren af forventning hos børnene. Julemanden var som altid i godt humør, og stort se alle børn fik en krammer af den trivelige gamle mand, lyder det fra togføreren Kurt Becher.

Det blev en varm ankomst i Mariager, idet omkring 50 personer stod klar for at modtage den gamle julemand. Herefter blev han af pony-vognmanden bragt ind til Torvet i flot vintersol, hvor juletræet blev tændt.

Julemanden var omgivet af børn på sin tur Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

En unik julegaveidé

Ifølge togfører Kurt Becher kører julemanden med veteranbanen igen næste jul.

- Kan man ikke vente et helt år på at få en tur med den sjove gamle motorvogn, skal man blot kigge forbi hos veteranbanen i sommermånederne, hvor Hadsund-Peter suser frem og tilbage mellem Mariager og Handest, fortæller han.

Og hvis man tænker, at man selv vil bestemme, hvem der skal ombord på den knap 100 år gamle vogn, ja, så er der en helt særlig mulighed.

- Står man lige og mangler ideen til en original julegave, fortæller togføreren, så kan man jo leje Hadsund-Peter og få sit helt eget særtog. - Se, det er en julegave, der vil blive husket!


Landsby skal skaffe en halv million for at vække købmandsbutik til live

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Der bliver solgt anparter for 2500 kroner per styk.

Borgerne i Ravnkilde måtte i slutningen af september vinke farvel til landsbyens købmandsbutik, men snart kan der igen blive tændt lys i butikslokalerne.

En lokal arbejdsgruppe forsøger nemlig at vække købmandsbutikken til live igen. Mandag aften er der indkaldt til borgermøde, hvor der bliver gjort status, og hvor man forsøger at lodde stemningen blandt borgerne i området i forhold til at stable en ny butik på benene.

- Der er rigtig mange ting, som ser ud til at lykkes, men vi skal lige have det hele til at falde på plads. Borgernes opbakning er det afgørende, så hvis der kommer positiv tilbagemelding i aften, og vi får solgt nogle anparter, er jeg helt sikker på, at vi starter en butik, siger Jan Værum Nørgaard, der er med i 'Købmandsgruppen' i Ravnkilde.

Arbejdsgruppen, som står bag mandagens borgermøde, har lavet det indledende arbejde, som skal til, hvis Ravnkilde igen skal have en købmandsbutik. Nu er man dog nået til et punkt, hvor der er behov for blandt andet et økonomisk fundament.

- Vi arbejder lige nu på at købe bygningerne, men det er jo betinget af, at vi skaffer pengene, siger Jan Værum Nørgaard, som fortæller, at en ny købmand er klar, hvis praktikken falder på plads.

- Vi har en lokal borger, som arbejdede i den nu lukkede butik, og hun vil gerne fortsætte.

'En stor joker i baghånden'

Den store hurdle er nu, at der skal penge i kassen. 'Købmandsgruppen' skyder i forbindelse med borgermødet salget af anparter i gang. De bliver solgt for 2500 kroner per styk.

- Vi skal have solgt anparter, og det bliver lidt klemt af, at det er jul, og folk vil bruge penge på noget andet. Jeg håber, at vi midt i december har en afklaring af, hvor meget vi får ind igennem salg af anparter, siger Jan Værum Nørgaard og understreger:

- Vi skal i hvert fald på den anden side af en halv million kroner for, at det er en succes.

Jan Værum Nørgaard er optimistisk i forhold til at nå i mål. Han fortæller, at 'Købmandsgruppen' har en nyhed, som bliver præsenteret på mandagens borgermøde.

- Vi har en stor joker i baghånden, så det er en cliffhanger, siger Jan Værum Nørgaard.


TV 2: Så meget skal landmændene nedbringe deres CO2-udslip

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den grønne trepart tager udgangspunkt i det mest vidtgående af de mulige scenarier.

Søndag aften landede regeringens længeventede aftale om den grønne trepart endelig.

Et af de helt store knudepunkter, der har været set frem til med en del nervøsitet hos især de nordjyske landmænd, har været mængden af kvælstof, som de skal nedbringe deres landbrug med.

Og her kan de næppe ånde lettede op.

Grøn trepart tager nemlig afsæt i scenarie 1 – med undtagelse af ét sted

Regeringspartierne samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået aftale om 'Implementering af et Grønt Danmark'. Det nationale indsatsbehov tager udgangspunkt i scenarie 1 – med undtagelse af Bornholm.

Den grønne trepartsaftale

  • Samlet afsættes 43 mia. kr. til omlægning af Danmarks arealer via Danmarks Grønne Arealfond. 

  • Der kommer en CO2-afgift på landbruget: Danmark bliver det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget. 

  • Etablering af 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar bliver urørt skov. 

  • Udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde til skabelse af enge og moser, der fremmer vilde fuglearter. 

  • Plantes næsten én milliard træer, svarende til en linje af træer, der kan nå 38 gange rundt om jorden. 

  • Fem nye naturnationalparker tilføjes, så Danmark samlet får 21 naturnationalparker.

  • Lokale treparter etableres, hvor kommuner og lokale aktører spiller en central rolle i planlægningen og implementeringen.  Lokale omlægningsplaner skal udarbejdes inden for ét år.

Det betyder, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons. Det står der i aftalen, som TV 2 har set.

Aftalepartierne er også enige om, at der på tværs af landegrænser bør opereres ud fra fælles miljømål, og at Danmark derfor straks skal tage initiativ til at indgå en interkalibreringsaftale med Sverige og Tyskland.

TV2 Nord har tidligere talt med bekymrede landmænd om netop CO2-nedbringelse og en mulig CO2-afgidt.


Er du klar på vinteren? Den kommer meget snart.

Mandag er altid starten på en ny uge, men denne gang en uge med et markant vejrskifte.

Det bliver nemlig snart meget mere vinterligt, så frem med handskerne, huen og vinterdækkene.

I dag holder temperaturerne sig dog stadig over frysepunktet med en morgentemperatur på to til fire grader.

Det betyder også, at de enkelte byger, dagen byder på, vil komme som regn. Så der bliver ikke bygget snemænd i endnu.

Vinden vil være frisk fra nordvest, og i eftermiddag kommer temperaturerne op på omkring fire til seks grader.

Aftenen vil være overvejende klar, og temperaturerne vil begynde at falde nedad og nærme sig frysepunktet.

Måske allerede i nat kan der komme en mere vinterlig byge.

Klik og lad Solvej Vindblæs fortælle dagens vejrudsigt:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Se vejrudsigten her:


Peter Gade sætter ord på samarbejde med Axelsen

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Peter Gade fremover skal være træner for OL-guldvinderen Viktor Axelsen.

Henrik ’PK’ Rohde og Peter Gade kommer til at dele trænerrollen fra næste år.

To af de største danskere inden for badmintonsporten slår pjalterne sammen.

Søndag formiddag annoncerede Viktor Axelsen, at han har indgået et samarbejde med legenden Peter Gade, som sammen med Henrik ’PK’ Rohde skal træne og coache Axelsen.

Peter Gade fortæller, at han i lang tid har haft en løbende kontakt med den danske stjerne, og nu var momentet det rigtige.

- Viktor har givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at få mig ind over som træner i den sidste del af hans karriere. For mig er det en superspændende udfordring at være med til at prøve at skabe de absolut bedste rammer for Viktor, siger Peter Gade til TV 2 Sport.

- For mig personligt er det virkeligt, virkeligt spændende at kunne arbejde med et menneske, der er så dedikeret og så professionel, og som jo allerede har en fantastisk karriere. At få lov til at finde de ekstra procenter på de forskellige områder sammen med Viktor er en vildt spændende udfordring.

Et pressemøde fra 2014 med en ti år yngre udgave af Gade og Axelsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Skal finde de små procenter

Ifølge Peter Gade har Viktor Axelsen indledt samarbejdet, fordi han hele tiden vil finde inspiration, udvikle sig og hele tiden vil lægge på, så ”han stadigvæk synes, at det her er sjovt.”

- Selvom han har performet på et vanvittigt højt niveau hele vejen igennem sin karriere, skal vi prøve at kigge på nogle af de små procenter, der kan være på de forskellige områder, siger Gade.

Hvorfor først nu, hvis I har haft kontakt i længere tid?

- Det, tror jeg, er et spørgsmål om timing, og hvor Viktor er, og hvordan hans setup har været indtil nu. Jeg tænker, det har været et naturligt tidspunkt at starte samarbejdet på i 2025.

Viktor Axelsen, der fylder 31 år i januar, skriver selv, at han føler, at der er brug for ekstra input til, hvordan han får det maksimale ud af resten af karrieren.

- Jeg var så heldig, at jeg trænede med Peter i slutningen af hans karriere, og med Peters badmintonviden kombineret med hans erfaring med at spille i sine 30'ere er jeg sikker på, at han kan hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde den kommende tid, skriver Axelsen.

Deler turneringerne mellem sig

Viktor Axelsen har haft sin eget træningssetup i Dubai, siden han i sommeren vandt OL-guld i Tokyo i 2021. Den træning kommer nu til at blive suppleret med træning på Peter Gades akademi i Danmark, når Axelsen er i landet. Gade kommer også til at være i Dubai på udvalgte tidspunkter.

- I forhold til turneringer vil der være nogle, som ’PK’ har ansvaret for, der vil være turneringer, hvor jeg er med Viktor, og der vil også være turneringer, hvor vi er der sammen.

Hos Badminton Danmark ser de positivt på samarbejdet.

- Det lyder spændende med et samarbejde mellem Viktor og Peter Gade – det, tror jeg, bliver godt. Vi har et godt samarbejde og en god dialog med både Viktor og Peter, og det ser vi frem til at fortsætte med afsæt i den nye, skriver Jens Meibom i en udtalelse til TV 2 Sport.

Fakta om ’Peter Gade Academy’

Da Peter Gade i maj 2018 stoppede som fransk landstræner, valgte han i stedet at starte et uafhængigt badmintonakademi med base i Gentofte Badmintonklub.

Her har en lang række danske og internationale spillere siden været forbi for at træne i kortere eller længere perioder, ligesom Yonex-sponsorerede spillere har mulighed for at træne på akademiet.

”Vi håber at få spillere ind, der vil arbejde på specifikke områder, men også nogen, der træner op til store begivenheder og mere langsigtede mål i karrieren,” udtalte Peter Gade ved opstarten i 2018.

Ingen tidshorisont

Er der sat en tidshorisont på samarbejdet?

- Viktor og jeg har det sådan, at nu prøver vi det her af det næste stykke tid, og så ser vi, hvordan det går. Hvordan det fungerer for Viktor først og fremmest, og hvordan det fungerer for mig, og så evaluerer vi på det. Forhåbentlig bliver det en positiv oplevelse, som vi begge to kan få stor glæde af, siger Peter Gade.

De første aktiviteter, de kommer til at have sammen, vil være i januar og februar. Først gælder det German Open i slutningen af februar og starten af marts, inden All England er det første store mål senere i marts 2025.

I sin aktive karriere, hvor Gade vandt fem VM-medaljer, et All England-trofæ og et hav af andre titler, nåede han at være en del af verdenstoppen i næsten 15 år, inden karrieren sluttede i 2012.