'Græder du, far'? Sælger kendt kål til konkurrent
Foto: Anders Ekström
Formelt overdrages virksomheden 1. februar.
Selvom den traditionsrige spise skal laves i Sønderjylland, vil den også i fremtiden blive lavet efter samme opskrift.
I 40 år er der blevet produceret vendsysselske grønlangkål i Vendsyssel.
Så det er ikke for meget at kalde det enden på en æra, når den velkendte julespise fremover skal produceres i Sønderjylland.
- Da jeg stak hånden frem for at give håndslag, sagde min søn Ronnie til mig; jamen, græder du far? Og det gjorde jeg, for selvfølgelig er det vedmodigt, lyder det fra ejer Bjarne 'Bamme' Sørensen, der har kogt kål i 40 år.
Vendsysselske grønlangkål er nemlig solgt fra og bliver overtaget af konkurrenterne fra Sønderjysk Kål 1. februar.
De sidste har forladt fabrikken
Produktionen er dog allerede nu lukket ned, og det betyder, at de sidste vendsysselske kål har forladt fabrikken i Harken.
- Det er et familieforetagende, og jeg har lavet det i 40 år, men det er jo ikke sådan, at folk spiser mere og mere grønlangkål - forbruget faldt en lille smule i år, siger Bjarne ”Bamme” Sørensen.
Men selvom det er konkurrenterne, der nu overtager, gør det ikke ondt på ejeren.
- Vi har jo været konkurrenter, men vi har aldrig lavet de samme produkter. Vi prøvede engang at komme ind på markedet for sønderjysk kål, og det blev der en sag ud af, og så måtte vi ikke skrive på vores produkt, at det var sønderjysk kål, men blot at de var egnet til at bruge til det.
Plantebaseret eventyr venter
Du skal dog ikke være bekymret for, at de vendsysselske grønlangkål vil lide samme skæbne som de sønderjyske, der ifølge Bjarne 'Bamme' Sørensen er noget flydende sjap.
For når der fremover skal produceres vendsysselsk grønlangkål i Sønderjylland, er det efter den gamle, velkendte opskrift og med samme logo og indpakning.
Nu vil de i Harken koncentrere sig om at lave plantebaserede produkter. For mens folk måske ikke spiser så meget af den traditionsrige spise, ser det anderledes ud med de mere utraditionelle plantebaserede alternativer til kød.
- Vi har lavet plantefrikadeller, som vi blandt andet producerer til Dansk Catering, som er helt uden kød i. Jeg er jo sikker på, der bliver mere og mere af det, siger Bjarne 'Bamme' Sørensen.