Forældre i protest over kommunens sparekniv: Børn skal pilles tidligere ud af børnehaven
Foto: Signe Goldmann / Ritzau Scanpix
Ved at gøre børnehavebørn til førskolebørn forsvinder kravet om minimumsnormering - og det er langt billigere for kommunen.
I aften er der byrådsmøde i Brønderslev Kommune, og noget tyder på, at byrådssalen bliver godt fyldt. For mere end 100 forældre og bekymrede borgere har i sinde at møde op.
Der er nemlig lagt op til, at de store børnehavebørn, som skal starte i skole efter sommerferien, skal starte i SFO allerede i april. Altså fire måneder før skolestart.
- Politikerne har fundet ud af, at de kan undgå at give børnene minimumsnormeringer, der passer til børnehavebørn ved at sende dem tidligt i SFO. Så hedder det førskolebørn, og så behøver de slet ikke den samme normering, forklarer Mette Buus, der er en af forældrene bag en underskriftsindsamling mod forslaget.
Underskriftindsamlingen har lige nu knap 1.400 underskrifter.
Protest senere i dag
Brønderslev Kommune kan spare 1,9 millioner kroner om året ved sende at børnene tidligere i SFO. Men det er for lille en besparelse til, at Mette Buus og forældrene fra kommunens distrikter kan forstå det.
- Jeg synes det er så lidt penge, at jeg ikke fatter, de ikke kan finde det et andet sted – eksempelvis ved nogle cykelstier, siger hun.
FAKTA
Forældregruppen har siden torsdag fået 700 medlemmer på Facebook.
Der er tæt på 1400 underskrifter mod forslaget.
Den nedre grænse for at sende børn i SFO er 4 år og 10 måneder.
115 forældre har meldt sig til at møde op i byrådssalen i aften.
Siden torsdag i sidste uge har hun og en gruppe forældre fra bestyrelserne i kommunens børnehaver arbejdet sammen. De har oprettet en Facebook-gruppe, startet underskriftsindsamlingen og mobiliseret en protest i dag klokken 17.00 i Brønderslev.
Siden har de også været i dialog med flere lokalpolitikere, men det er ikke Mette Buus indtryk, at de er lydhør.
- Vi føler, at der bliver trukket noget ned over hovedet på os, som vi ikke selv har bedt om og indflydelse på. Vi har indsendt høringssvar, som er sendt på vegne af alle forældre i børnehaverne. Det er jo rigtig mange forældre – det er utroligt, at man kan sidde det overhørig, mener hun.
Brønderslev Kommune skal de kommende år spare, for der er ikke mange penge at gøre med i kommunekassen.
Det forstår Mette Buus, men hun er ikke enig i at spare på denne måde.