Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Far stak mor for øjnene af fælles barn – nu falder dommen

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hvad der skulle have været en fredelig overdragelse af et fælles barn endte med et knivstikkeri på en parkeringsplads i Aalborg.

Noget gik helt galt en fredag aften i august, da en 29-årig mand og en kvinde, som han har barn med, mødtes på en parkeringsplads for at overdrage barnet op til weekenden. 

Situationen eskalerede, og ifølge anklageskriftet i sagen stak den 29-årige mand kvinden flere gange. 

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.


Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.


Retsmødet for denne sag er fastsat til onsdag 12. oktober ved Retten i Aalborg.


Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Onsdag er sagen efter planen for retten i Aalborg.

Barn sad i bilen

Det voldelige overfald fandt sted på parkeringspladsen ved Kvickly i Vestbyen i Aalborg fredag 12. august ved 21-tiden om aftenen. 

Der var flere vidner til stede, ligesom det fælles barn også kunne følge begivenhederne fra morens bil.

Indslag fra 12. august om overfaldet på parkeringspladsen.

Det fremgår af anklageskriftet, at manden er tiltalt for at have stukket kvinden flere gange. Han ramte hende i hænderne med det resultat, at hun fik flere læsioner. 

Han er også tiltalt for at have forsøgt at ramme hende med kniv på kroppen, hvilket han dog ikke lykkedes med.

Smadrede rude

Vidnerne på parkeringspladsen greb ind og fik ringet efter hjælp.

Det fik manden til at smadre en rude på kvindens bil, hvor hans barn ifølge sagens oplysninger fortsat opholdt sig under det voldelige opgør - og så stak han af.

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Politiet nåede dog hurtigt frem og fik fanget manden. 

- Jeg slår dig ihjel

Den 29-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden episoden på parkeringspladsen. 

Udover grov vold er han også tiltalt for trusler mod kvinden, da han ifølge anklagerne under overfaldet sagde: ”Jeg slår dig ihjel” eller lignende.

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Det fremgår ikke før sagens start, hvordan manden forholder sig til de alvorlige anklager, ligesom der heller ikke er kommet noget frem om årsagen til, at overdragelsen af barnet gik så galt.

Udover straf for grov vold, trusler og ulovlig besiddelse af to knive, så lægger politiets anklager også op til, at manden udvises af Danmark, at hvis han bliver dømt i retten.


- Vi kan ikke være det bekendt, siger Aalborg-profil om nederlag

GOG cementerede sin førsteplads i herreligaen.

Der er ikke liv og glade dage i øjeblikket hos Aalborg Håndbold.

For ikke nok med at de i sidste spillerunde tabte til Mors-Thy Håndbold, tabte Aalborg-mandskabet 33-27 til GOG lørdag.

Og det er noget af en skuffende omgang for de forsvarende mestre.

- Vi kan ikke være det bekendt, den måde vi spiller på i dag (lørdag, red.), siger Sebastian Barthold til TV 2 Sport.

- Vi laver alt for mange, nemme tekniske fejl, som de eksekverer i den anden ende, og så bliver det hele kampen igennem jagtende, når vi sætter os selv i den situation, tilføjer Aalborg-profilen.

GOG 33-27 Aalborg

  • Pausestilling: 17-13

  • Topscorer: Aleks Vlah (9 mål)

Med GOG-sejren cementerer det gulblusede mandskab sin førsteplads i Herreligaen, hvor de har maksimumpoint efter seks spillerunder.
Sebastian Barthold scorede fire mål i topbraget mod GOG, men nordmanden er bestemt ikke tilfreds med sin egen præstation.


For fire år siden fik Tina brystkræft: I dag danser hun til indsamling

Ifølge Kræftes Bekæmpelse dør knap 1800 nordjyder hvert år af kræft. Lyserød lørdag skal samle penge ind til kampen mod brystkræft.

I 2020 blev der nemlig fundet en knude i Tina Mærsk Kjellerups bryst. Heldigvis på en størrelse, så der kunne laves en brystbevarende operation, men hun har siden skullet igennem massevis af kemoterapi.

- Det har været hårdt. Jeg har arbejdet samtidig – det var mit eget valg - for jeg synes ikke, jeg kunne sætte mig ned i sofaen og bare sige "okay, det skal vi igennem". Nej, jeg kunne lige så godt lave noget produktivt. Så det var arbejde, kemoterapi og træning, fortæller hun.

Derfor var hun lørdag mødt op til danseevent i DGI Huset, hvor der skulle danses for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. I forbindelse med Kræftens Bekæmpelses indsamling mod brystkræft har der nemlig været afholdt lyserød lørdag flere steder i landet.

Ikke kræftfri endnu

Fra 9.30-12.15 lørdag dansede hun så løs, for at støtte op. Og heldigvis er, som hun selv siger, dans også hendes store passion.

- Så derfor er det helt naturligt for mig at stille op til det her i dag.

Selvom brystkræften har gjort, at hun ikke længere kan give sig 100 procent, som hun ellers ville ønske, så stopper det hende ikke for at danse i den gode sags tjeneste.

Brystkræften er dog ikke helt væk, men som hun selv siger, "jeg er på den gode side nu."

- Jeg er færdig med næsten alle mine behandlinger, så jeg har et lille års tid tilbage, så er jeg ude af de sidste ting. Så jeg er på et rigtig godt sted, og så håber jeg selvfølgelig bare, at det ikke kommer igen. Det er altid en frygt, man har med sig, konstaterer hun.

I gennemsnit får 4.877 kvinder nemlig diagnosticeret brystkræft om året, mens cirka 1.077 kvinder dør af brystkræften om året.

- Det rammer alle

Det er ikke første gang, at der er danseevent i DGI Huset i anledning af lyserød lørdag.

Ifølge Brian Dybsø, som er en af danseinstruktørerne bag, så har det været der i mange år. Og forhåbentlig mange endnu.

- Det er jo et fællesskab, der bakker op om, at der er noget, vi skal passe på hinanden for. For det rammer alle - også mænd, påpeger han.

- Det giver en god energi. Det giver et smil på læben for noget, der er ret træls for rigtig mange, fortæller Brian Dybsø om danseeventet.

Flere nationaliteter til nordjysk maraton - særligt en vækker begejstring

Foto: Skagen Marathon

Der var rekordmange løbere med til årets Skagen Marathon.

Lørdag løb rekordmange med til dette års Skagen Marathon. Der var i alt 40 forskellige nationaliteter repræsenteret af de i alt 3500 løbere.

- Arrangementet gik forrygende godt, konstaterer Nicolai J. Nissen, turistdirektør for Toppen af Danmark.

Her var 250 af løberne fra Norge, og det lægger man ekstra mærke til i turistbranchen.

- Det er et godt tegn, at særligt nordmændene er på vej tilbage i Vendsyssel i år. Selvom resten af landet ser ud til igen at være gået tilbage i antallet af norske turister, har vi i vores del af landet haft fremgang i antallet af besøgende fra Norge i år i den samlede sæson, når man sammenligner med samme periode i 2023, fortæller turistdirektøren.

Ifølge turistdirektøren var maratonet en stor success af flere årsager.

- Dels på grund af de dygtige kolleger, der har arbejdet mange måneder på at planlægge det, men ikke mindst fordi solen skinnede fra en skyfri himmel, og de mange løbere og tilskuere oplevede Skagen fra sin smukkeste efterårsside, pointerer han.


Efter 15 år kan nordjysk by endelig åbne dørene for tocifrede millionprojekt

Det er den lokale friskole, der står bag projektet.

Hotdogs, tapas og sodavand blev i dag lørdag delt flittigt ud på Lyngbjerggårdskolen i Godthåb i Aalborg.

Her kunne bestyrelsen nemlig vise friskolens nye multihus, Godthuset, frem. Godthuset har kostet i omegn af 15-16 millioner kroner, og har været 15 år undervejs. Det er blevet til efter en lang række sponsorater og ikke mindst indsamlinger fra de lokale.

- Det skal bruges til en skoledag, som jo skal folde sig ud i de mange forskellige lokaler, der er her, som har meget praktisk karakter, men også en idrætshal her, som man kan lave alverdens gode aktiviteter i, forklarer Erik Steffensen, der er skoleleder på Lyngbjerggårdskolen.

Godthuset skal danne rammerne for leg og læring, og når den sidste elev er taget hjem, bydes byens borgere indenfor, hvorefter multihuset kan give plads til et aktivitets- og fritidsliv for hele byen.

- Jeg synes, det er helt fantastisk og en kæmpe gave til byen, lyder det fra Maria Lyngholm, der er beboer i Godthåb.

Hvad tænker du, Alfred, om at du kan få lov at lege herinde?

- Jeg synes bare, det er fedt. Jeg glæder mig til idræt og billedkunst, konstaterer Alfred Lyngholm, der går i 1. klasse på skolen.


Rotteinvasion? I nordjysk kommune er antallet af anmeldelser fordoblet

Foto: Linda Kastrup, Scanpix

Der er faktisk en forklaring på, hvorfor der er flere rotter i år.

I hele landet oplever skadedyrsbekæmpere usædvanligt mange anmeldelser om ubudne rotter i forhold til årstiden.

- Jeg kan faktisk ikke mindes, at vi har haft en sådan voldsom juli og august måned rottemæssigt set. Det må jeg bare sige, siger formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer Claus Schultz til TV2.

TV 2 har kontaktet en række kommuner for at høre, om de kan genkende skadedyrsbekæmpernes beretninger om en travl periode. I alt otte kommuner melder om øget antal af anmeldelser om rotter.

Stigningen er ifølge mediet mest bemærkelsesværdig i Aalborg, hvor man ifølge miljøspecialist hos Aalborg Kommune Kirsten Dyhr-Jensen, har set en fordobling i antallet af anmeldelser i forhold til sidste år på samme tid.

- Det er helt tosset. Det plejer at være rimelig stille hen over sommeren, det har det ikke været i år, siger hun til TV 2.

Derfor er der flere rotter

Tilbage i juli kunne TV2 Nord fortælle, at rotterne var på vej frem i Nordjylland, hvilket både borgerne i Aalborg Kommune, og kommunen selv, også havde bidt mærke i dengang.

Her fortalte Kirsten Dyhr, at der primært er to faktorer der spiller ind, når det kommer til rotteforøgelsen.

- I 2023 havde vi et oldenår. Det betyder at træerne producerer meget mere frugt, og de frugter er så faldet ned fra træerne til rotterne. Og fordi de har haft så meget overflod af mad, har de avlet ekstra meget, forklarede biologen dengang.

Hun påpegede desuden, at de våde måneder i sommer også spiller en rolle.

Det er normalt i vintermånederne, at rotterne når deres talmæssige højdepunkt. Og det så da også sådan ud - indtil man nåede slutningen af marts.

Det var nemlig heromkring, at rotteproblemet begyndte at eskalere ifølge Kirsten Dyhr.