43-årig på udgang overfaldt mand og kvinde, der er blevet sendt på sygehuset
Sent fredag aften blev en mand og kvinde overfaldet i Asaa ved et værtshus i byen.
Efter overfaldet blev de begge to sendt på sygehuset, men der er tale om mindre skader, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Ole Buus.
- Det er nogle flænger i hovedbunden, og så er det nogle sår og skrammer, fortæller vagtchefen.
Han tilføjer, at den 43-årige mand, der begik overfaldet, er blevet anholdt af politiet, og at der er tale om en sag med kvalificeret vold. Han var desuden på udgang fra fængslet og sendes derfor tilbage til det fængsel, hvor han allerede opholdt sig i ved en tidligere dom.
Alligevel er det blevet vurderet, at manden ikke fremstilles i grundlovsforhør, oplyser vagtchefen.