Lodsejere og kommune i strid om jord
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Lodsejere er endt i en strid med Aalborg Kommune om et stykke jord i LIlle Vildmose.
Lodsejere mener, at Aalborg Kommune krænker deres ejendomsret ved at grave på deres jord. Kommunen mener derimod, at man har ret til at fortsætte et større naturprojekt.
En gruppe lodsejere ved LIlle Vildmose er endt i en bitter strid med Aalborg Kommune. Det hele drejer sig om 50 hektar jord, som ejes af lodsejerne, men hvorpå Aalborg Kommune er i gang med at udføre arbejder i forbindelse med et stort naturprojekt.
Lille Vildmose udgør i alt 7600 hektar fredet højmose, og det er altså et lille hjørne af denne fredning, at lodsejernes tilsammen 50 hektar befinder sig. I forbindelse med et større naturprojekt i Lille Vildmose er kommunen i gang med at grave på lodsejernes jord, og det mener lodsejerne ikke, at de har lov til.
- Vi har fået en erstatning, det er rigtigt. Men det var for at undlade at dyrke vores jord som landbrugsjord, siger Helle Jensen, som er datter af en af lodsejerne.
For ni år siden fik lodsejerne en erstatning på 70.000 kroner per hektar for ikke at dyrke deres jord, men de mener ikke at have givet lov til at kommunen udfører arbejde på jorden. Lige nu er kommunen i gang med et gravearbejde i forbindelse med en dæmning, der er en del af et naturgenopretningsprojekt, og det er på den baggrund, at lodsejerne nu protesterer.
Lodsejerne mener nemlig, at den erstatning, de har fået, kun var for at de ikke skulle dyrke deres jord, og de vil have yderligere erstatning eller have eksproprieret deres jord, hvis kommunen skal fortsætte med at grave på jorden, og fordi dele af jorden er ved at blive oversvømmet på grund af det igangværende dæmningsprojekt.
Til gengæld mener kommunen, at de er i gang med et projekt, som de har lov til at fortsætte med.
Striden endte for nylig med, at Aalborg Kommune tilkaldte politiet, som anholdt en af lodsejerne, der opholdt sig på den den af jorden, som kommunen var i færd med at grave på.