Varmeregning æder hele Ruth og Hans Jørgens folkepension
Foto: Carl-Emil Søe / TV 2
Det er dyrt at varme husene i Skarp Salling op, og derfor frygter flere nu for byens fremtid.
Borgerne i landsbyen Skarp Salling nær Løgstør gruer for den kommende vinter.
De 103 husstande i byen er opvarmet med enten træpiller eller gas, der er steget voldsomt i pris i løbet af i år.
Hos Ruth og Hans Jørgen Svendsen lød varmeregningen for august og september på 19.000 kroner. Det er det samme som de får i pension - tilsammen.
- Den seneste regning betalte vi i rater, og vi er særligt bange for regningen til januar, siger Ruth Svendsen.
Onsdag aften var der indkaldt til borgermøde i byen. Her udtrykte flere bekymring for landsbyens overlevelse.
- Alle i byen har det svært lige nu. Ikke mindst byens lejere - de flygter jo herfra, siger Ruth Svendsen.
Brug for mere hjælp
Hun frygter, at den lokale brugs må lukke, hvis ikke der kommer en hjælpende hånd. Det er byens livsnerve, og så vil der pludselig være otte kilometer til mad og medicin.
- Alle i byen snakker om det, siger hun.
Hvad kan politikerne gøre for at hjælpe en by som Skarp Salling?
- Enten må de sætte gasprisen ned, eller også må de give os en skærv, siger Hans Jørgen Svendsen.
Og hans hustru bakker ham op.
- Vi skal nok have en hjælpepakke mere. De 5000 kroner (til folkepensionister, red.), vi har fået, gavner ikke ret meget. Det er en dråbe i havet i forhold til de regninger, der kommer lige nu, siger Ruth Svendsen.