Utrygge borgere vil starte Natteravnene op i Hobro
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord
Trine Leth Sørensen er til daglig selvstændig og handicaphjælper i Hobro, og hun er initiativtageren til projektet om at starte en lokalafdeling med Natteravnene op i byen.
En gruppe frivillige forsøger nu at komme i kontakt med både politiet, Natteravnene, SSP og det lokale erhvervsliv for at få gang i samarbejdet om en ny lokalafdeling for Natteravnene.
To anmeldelser om voldtægter i Hobro i løbet af de seneste par uger har gjort borgere utrygge ved at færdes i byen efter mørkets frembrud.
Derfor er en gruppe frivillige nu gået sammen om at forsøge at etablere en ny lokalafdeling af Natteravnene i byen. Håbet er, at det kan skabe ekstra tryghed.
- Jeg kan se inde på 'Facebook Hobro'-siden, at der er rigtig mange, der skriver, at de er utrygge ved at gå i Hobro i nattelivet. Og da min veninde og jeg var ude at gå en tur forleden, talte vi om, at vi egentlig også er begyndt at være utrygge ved at gå alene, når det er mørkt, forklarer Trine Leth Sørensen fra Hobro, der er initiativtager til at få startet den frivillige lokalafdeling op i byen.
- Så det skal vi have stoppet, og vi skal have fokus på, at det skal være et sikkert sted at være, siger hun.
Lokale frivillige bakker op
Indtil videre har mere end 100 frivillige meldt sig til at hjælpe, hvis lokalafdelingen af Natteravnene kommer op at stå. Én af de frivillige er Adam Cadby, der til daglig er studerende i Hobro.
- Jeg meldte mig, fordi jeg gerne vil være med til at skabe mere tryghed. Jeg vil gerne gøre noget godt for andre og hjælpe der, hvor jeg kan, siger Adam Cadby og fortsætter:
- Og så tror jeg også på, at der er et stort fællesskab i at være med i Natteravnene, siger han.
Initiativtager Trine Leth Sørensen glæder sig over den store opbakning.
- Det er jo helt vildt. Jeg var optimistisk i starten og tænkte, at hvis der var omkring 20 stykker, så ville det være fedt. Men mere end 100 frivillige er langt over min forventning. Det er virkelig fedt, siger hun.
Synlighed og tryghed
Trine Leth Sørensen forsøger nu at komme i kontakt med både politiet, Natteravnene, SSP og det lokale erhvervsliv for at få startet lokalafdelingen samt et samarbejde op.
Men hun understreger også en pointe angående formålet med den frivillige gruppe.
- Det er ikke meningen, at det skal være en gruppe af folk, der selv render rundt og jagter. Vi skal være i samarbejde med politiet og de aktører, der kan gøre en indsats, som vi ikke kan, siger Trine Leth Sørensen og uddyber:
- Vi er frivillige, som er her for at skabe tryghed og nogle rammer, der gør, at de unge føler, de kan være sikre i byen. Alt hvad der handler om lovgivning, anholdelser og så videre, tager politiet sig af. Det skal vi overhovedet ikke være en del af, fastslår hun.
De to voldtægtsanmeldelser, som blev nævnt i begyndelsen af artiklen, drejer sig om en episode, der fandt sted på Mariagervej den 26. september. Her forsøgte en mand at voldtage en 30-årig kvinde.
Den anden episode skete for nylig på Torvet i centrum af Hobro, hvor en 20-årig kvinde natten til lørdag blev fastholdt og afklædt af tre mænd. Her forklarer politiet, at det endnu er uklart, hvorvidt der var tale om fuldbyrdet voldtægt eller et forsøg, der blev afbrudt. I denne sag søger politiet desuden stadig vidner til overfaldet.
Ifølge Nordjyllands Politi er der ikke noget, der tyder på, at de to anmeldelser har relation til hinanden.