Susanne har altid været en ener – nu har hun kommandoen over 1700 soldater
Foto: Candofilm
Susanne Kiholm Lund øjeblikket før hun får overdraget kommandoen.
Et enormt ansvar hviler på oberst Susanne Kiholm Lunds skuldre. Hun har overtaget kommandoen over Trænregimentet.
Stream programmet "Jeg har kommandoen" nederst i denne artikel.
- Jeg kan godt mærke, at jeg får en ærefrygt, når jeg kører ind her. Det er som at komme hjem igen.
Det er torsdag 6. oktober. En stor dag for Susanne Kiholm Lund og for soldaterne ved Trænregimentet.
Det er nemlig dagen, hvor Susanne overtager kommandoen over regimentet og omkring 1700 soldater i Aalborg og Vordingborg efter oberst Jess Møller Nielsen, der går på pension.
I bilen på vej ind på Aalborg Kaserner, hvor Trænregimentet holder til, er Susanne Kiholm Lund rolig og spændt.
Snart træder hun ud på plænen, hvor der er parade med alle de soldater, som hun nu skal være chef for.
Det var her i Trænregimentet, at hun begyndte sin karriere. En karriere, hvor hun ofte har stukket ud. Og nu vender hun altså ”hjem” for at stå i spidsen af det hele.
En rollemodel
Susanne Kiholm Lund begyndte sin militære tjeneste i 1988 ved Trænregimentet i Aalborg, hvor hun var i 12 år inklusiv en udsendelse til Balkan.
Senest har hun arbejdet i Forsvarschefens Ledelsessekretariat på Kastellet i København.
Da hun satte foden inden for døren på Aalborg Kaserner i slutningen af firserne, var hun lidt af et særsyn.
- Der var ikke andre piger end mig. Der var ingen tvivl om, at jeg dengang var en ener, siger Susanne Kiholm Lund.
I dag er omkring 25 procent af de nye soldater kvinder, og Susanne oplever, hvordan det for unge piger i dag er naturligt, at de selvfølgelig også kan blive oberster og generaler, hvis de sigter efter det.
- Jeg er en rollemodel, for ”if you can’t see it, you can’t be it.” Nu kan man jo se, at jeg er blevet chef for Trænregimentet, siger hun.
- Verden er blevet mere usikker
Trænregimentet er et ud af ni regimenter i Hæren. Regimentet har ansvaret for logistik og er en vigtig brik, når soldater sendes i mission.
Det betyder også, at ansvaret er til at tage og føle på som chef.
- Verden er blevet mere usikker, og vi kigger ind i en udvikling af den type operationer, vi skal indgå i. Vi kigger også ind i et forsvarsforlig, som politikerne vil pålægge os at undersøge, og der kommer jeg til at sidde i spidsen for udviklingen af Trænregimentet og logistiktroppernes fremtid, siger Susanne Kiholm Lund.
Det er også hende, der skal sikre, at soldaterne har de kvalifikationer, det kræver at være udsendt.
- Vi sender ingen soldater i missioner, hvis ikke de er gode nok til at de kan løfte opgaverne og passe på sig selv, siger hun.
Ikke et skrivebordsarbejde
En af de helt store udfordringer, Susanne Kiholm Lund ser for sig, er at rekruttere og fastholde personel.
- Hvis vi skal vækste i fremtiden, som meget peger på, så skal der være flere mennesker, og det er mennesker, vi er i kamp om med resten af samfundet, siger hun.
For at imødekomme udfordringen vil hun arbejde for, at Trænregimentet er et sted, hvor man har lyst til at møde på arbejde.
Og så har Susanne Kiholm Lund fokus på diversitet i køn, alder og etnicitet.
Selvom ansvaret et stort og opgaverne tunge, er stillingen som chef for Trænregimentet en drømmestilling for Susanne Kiholm Lund, og hun glæder sig til opgaverne, der venter.
- Mit job bliver at gå derude og tale med folk og lytte til, hvad der foregår, for at sætte en strategisk retning. I virkeligheden gælder det om at være sammen med soldaterne – det er også derfor, jeg har søgt jobbet. Det er ikke et skrivebordsarbejde, jeg har fået, siger hun.