Selvom hænder og ryg driller, kan 87-årig kunstner ikke lade være
Agnete Brittasius har modtaget over 30 priser for sine værker.
Agnete Brittasius har lavet kunst, siden hun var fem år gammel, og hun har ingen planer om at stoppe.
Se ”Gejst” længere nede i denne artikel – eller på TV2 PLAY.
87-årige Agnete Brittasius laver ikke bare kunst, fordi hun godt kan lide det. Hun gør det, fordi hun ikke kan lade være.
- Det er noget, jeg er født med, siger hun og smiler.
Som femårig gravede hun ler i en bæk og formede figurer af leret. Da familien skulle flytte nogle år senere, og hun ikke længere kunne få fat på ler, hjalp hendes farfar hende med at få lersten fra nogle bekendte, der arbejdede på et teglværk.
Der er ikke noget, der hedder pension for kunstnere
Agnete Brittasius
- Jeg har formet, tegnet og malet hele livet. Nogle gange spørger folk, om jeg ikke skal til at holde op, men der er ikke noget, der hedder pension for kunstnere, fortæller hun i programmet "82 år som kunstner - Gejst".
Se programmet lige her:
Små mænd og korsfæstede fisk
Agnete Brittasius formede ofte små figurer, der forestillede mænd, da hun var barn. Som voksen har hun beskæftiget sig meget med fortællende skulpturer baseret på Bibelens historier.
- Mange spørger, om jeg er religiøs, men jeg skal ikke ud og forkynde noget. Jeg fortæller historierne fra Bibelen, fordi jeg synes, de er spændende, siger hun.
Størstedelen af hendes kunst har hun solgt, men haven gemmer alligevel på en lille skulpturpark, ligesom kunstværker pryder væggene i hjemmet i Frederikshavn.
Et af værkerne hedder ”En bedre død end i olie”:
- Jeg fik masser af kritik for det værk. Det var blasfemi og alt muligt, siger Agnete Brittasius.
Migræne og fejloperation
For Agnete Brittasius har kunst hjulpet hende gennem svære perioder med sygdom.
Hele sit liv har hun døjet med voldsom migræne. Faktisk så voldsom, at hun blev udtaget som én blandt 100 danskere til en særlig behandling på Rigshospitalet.
Her fik hun medicin, som hjalp hende i første omgang, men som 25 år efter gjorde, at hun fik en lammelse.
- Jeg blev spurgt, om jeg ville lægge sag an mod medicinalfirmaet, men jeg sagde, at de gav mig gode år, da mine børn var små. Vi ved jo, at der er bivirkninger ved al medicin, siger Agnete Brittasius.
Senere betød en fejloperation, at Agnete Brittasius fik svært ved at holde på afføringen. I dag har hun stomi.
- Fejloperationen er det værste, jeg har været udsat for. Jeg glemmer aldrig en prisuddeling i Frankrig, hvor jeg skulle op og modtage en af hovedpriserne. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne holde på afføringen. Det var forfærdeligt, siger Agnete Brittasius, der efter at have modtaget prisen styrtede hen på sit hotelværelse.
Jeg må acceptere, at der er nogle ting, jeg døjer med
Agnete Brittasius
Når smerterne har været store, har kunsten været et frirum.
- Hvis jeg har haft meget ondt og er stået op om natten, har jeg kunnet arbejde og blive fanget af det. Det er måske det, der har holdt mig oppe, siger hun.
- Aldrig giv op
I dag er Agnete Brittasius næsten fri for migræne. Til gengæld driller ryggen, og hun må støtte sig til en rollator, når hun går, ligesom hun heller ikke længere kan styre sine hænder på samme måde som i sine unge dage.
- Jeg må acceptere, at der er nogle ting, jeg døjer med. Men idéerne er der, og de bliver ved med at være der, siger hun.
Agnete Brittasius har valgt at fokusere på alt det gode. På sine børn og børnebørn, og på at hun fortsat kan arbejde i sit værksted.
- Det er vigtigt aldrig at give op. Det er vigtigt at stå op om morgenen, være tilfreds og glæde sig over livet, siger den 87-årige kunstner.
Se ”82 år som kunstner – Gejst” længere oppe i artiklen eller på TV2 Play.