Michael blev omringet af fem mænd på gaden, da han kyssede en fyr
Michael Bjerring som Mizz Privileze.
Som ung havde Michael Bjerring svært ved at passe ind. Nu turnerer han som Mizz Privileze og insisterer på, at der skal være plads til alle.
Se ”Drag queen i Aalborg – Gejst” nederst i artiklen eller på TV2 Play.
- Der er intet at skamme sig over. Am I right?
Et rungende bifald lyder fra den fyldte sal. På scenen står Mizz Privileze, der bruger pronominerne "de/dem" .
Mizz Privileze er vært ved aftenens show, og de stråler af selvtillid, mens de præsenterer den ene optræden efter den anden på Aalborg Street Food, der denne aften lægger rammer til Aalborg Drag Fest.
På scenen er der alt fra drag queens til tryllekunstnere. Alle er velkomne – bare de har noget på hjerte.
Det har Preben, der er nonbinær og bruger pronominerne "de/dem". De optræder som Lathisya Adore, og deres optræden handler om, da de blev voldtaget.
- Det er vigtigt at snakke om seksuelle krænkelser, og at det sker derude. Jo mere vi snakker om det, jo mindre tabubelagt bliver det, siger Lathisya Adore fra scenen, og publikum kvitterer med hujen og klappen.
"Bøsse" blev brugt som skældsord
Det er Mizz Privileze, der står bag Aalborg Drag Fest. Inde bag Mizz Privileze er Michael Bjerring, der har gjort dét at være drag-performer til en levevej.
Når Michael Bjerring ikke optræder som Mizz Privileze, bruger han pronominerne "han/ham".
Alle, der har været gennem noget lort, fortjener at kunne vende det om til noget positivt
Annie Rection
Han har boet i Aalborg i 21 år, og som ung homoseksuel kæmpede han med at finde sin plads.
- Det var svært at finde sig selv som ung 15-årig. Jeg vidste godt, at jeg var til fyre, men at være feminin og have glittertrøje på var ikke supersejt på Vejgaard Østre Skole, hvor ”bøsse” blev brugt som et skældsord, siger Michael Bjerring.
Han husker blandt andet en episode, hvor han kyssede en fyr på gaden i Aalborg.
- Der blev jeg omringet af fem fyre, der sagde, at det skulle vi lade være med at gøre i offentligheden. Sådan nogle ting sætter desværre nogle trælse spor, siger Michael Bjerring.
Han flyttede til København, hvor han begyndte på læreruddannelsen. Undervejs stillede han op i ”Danmark har talent”.
Som om den første drag i verden fik Mizz Privileze guld-buzzeren i programmet, og de nåede hele vejen til finalen.
Der er noget særligt og helende over at stå i den hjemby, som har betydet meget for mig, men som også har givet mig slag
Michael Bjerring
Michael Bjerring gennemførte læreruddannelsen, men lever i dag af at optræde og underholde – blandt andet med det inkluderende festkoncept Shamelezz, som handler om, at man ikke har noget at skamme sig over.
Blev spyttet på
En af dem, der også optræder ved Aalborg Drag Fest, er Annie Rection. Hun er fra Aalborg, og hun oplever, hvordan det er nærmest terapeutisk at vende tilbage til sin hjemby og optræde.
- Det er anden gang, jeg er med, og jeg tænker stadig på den følelse, der gik gennem min krop sidste gang, jeg var her, siger Annie Rection.
Hun flyttede fra Aalborg til Aarhus og senere København, fordi hun oplevede meget homofobi. Blandt andet, da hun på sin 19-års fødselsdag blev spyttet på, da hun var i Gaden.
Derfor er det også en helt særlig fornemmelse at stå på scenen i Aalborg til et bragende bifald.
- Alle, der har været gennem noget lort, fortjener at kunne vende det om til noget positivt og blive hyldet for det. Det er fandeme terapeutisk, siger hun.
- En god måde at lave aktivisme på
Michael Bjerring kalder sig selv for ”dragtivist”, og ved at iføre sig paryk, guldstøvler og glimmerkjoler, er han samtidig afsender af et budskab.
Han har blandt andet krævet, at der skal være kønsneutrale toiletter ved events i København, hvor han har optrådt med Shamelezz-konceptet, fordi det er mere inkluderende.
Når han så er vendt tilbage et par måneder efter, har han oplevet, hvordan stedet er fortsat med at have kønsneutrale toiletter, fordi de har set, at det gav god mening.
- Det tror jeg, er en rigtig god måde at lave aktivisme på, siger Michael Bjerring.
Han er forstående over for, at der stadig hersker fordomme om drag-performere, men han håber, at han kan være med til at bryde fordommene.
Show for show, optræden for optræden stiller han op som Mizz Privileze og viser, at de er stolt over at være den, de er.
Og at optræde i Aalborg er en helt speciel oplevelse.
- Der er noget særligt og helende over at stå i den hjemby, som har betydet meget for mig, men som også har givet mig slag – både fysisk og mentalt – for at være den, jeg er. I aften bliver vi alle hyldet på scenen og klappet af for at være præcis, som vi har lyst til, siger Michael Bjerring.
Se hele programmet lige her: