LGBT+ fællesskab er skabt i mindre nordjysk by: - Det behøver ikke kun foregå i de store byer
En ny LGBT+ forening er åbnet i Aars for at imødese behovet for et fællesskab, der ellers normalt mest finder sted i de store byer.
- Det er altid rart at møde ligesindede, siger Lars-Erik Sieg fra Gedsted.
Han er mødt op i den nye LGBT+ forening i Aars. Han har aldrig været medlem af en LGBT+ forening før, og han har kun opsøgt et lignende fællesskab i Viborg en gang før. Ifølge ham selv, er han heller ikke typen, man vil se komme marcherende med det regnbuede flag.
Alligevel er han positiv over initiativet.
- Det er godt, at der nogle, der tager initiativ til sådan noget her, og så ville jeg lige tjekke ud, hvad det er for noget, siger Lars-Erik Sieg.
Den nye LGBT+ forening holder til på biblioteket i Aars en aften om ugen hver anden uge. Formålet er at samle alle LGBT+ personer fra Aars og omegn, som dermed kan møde ligesindede, få råd og støtte - og generelt samles til et nyt fællesskab.
På foreningens Facebookside står der:
"Det er vigtigt for os, at skabe trygge rammer for alle, uanset om man er ude til sin omgangskreds eller ej. Vi ønsker, at det bliver et sted, hvor man kan få lov at finde ud af, hvem man er, uden at bekymre sig om at andre får noget af vide."
"Mennesker er som diamanter"
Lars-Erik Sieg er 55 år, og det er mange år siden, at han sprang "ud af skabet" som homoseksuel. Han tror derfor ikke på, at han vil bruge foreningen på samme måde, som for eksempel unge, der ikke er sprunget ud endnu eller er afklarede.
- Der er kommet mange bogstaver både foran og bagved, og mange varianter i, hvordan man identificere sig. Det har jeg også måtte spørge de unge om, for jeg har altid bare betragtet et helt menneske, og så gør det sådan set ingen forskel for mig, om man er det ene, eller det andet, siger Lars-Erik Sieg, der heller ikke selv går og vifter med sin seksualitet.
- Jeg betragter mennesker lidt som diamanter, for vi har alle sammen nogle fasetter, og jeg vil gerne at mine naboer kender mig for den person og det menneske jeg er, med humor og godt humør. At jeg så også er homoseksuel, det er en anden faset, og så kan man diskutere om man vil vise den eller ej, men for mig er det meget naturligt, for det er bare sådan jeg er, siger han.
Tættere på end storbyerne
Ideen om at starte en LGBT+ forening i Aars opstod, efter at foreningens forperson, Sam Møller Glashoff, og en række andre, efter flere besøg til LGBT+ miljøer og fælleskaber i Aalborg, kom på, at de måske kunne lave noget lignende - bare tættere på dem selv. De tog derfor ideen op til vurdering på Facebook, hvor flere ytrede et ønske om et fællesskab i Aars.
- LGBT+ personer er alle steder, også ude i de små samfund, der er bare flere tilbud og mere åbenthed om det i de store byer, men vi nåede frem til, at det kan der også godt være i de mindre byer, siger Sam Møller Glashoff.
I Nordjylland er der indtil videre LGBT+ foreninger i Aalborg og Thy – og nu også i Aars. Ifølge Sam Møller Glashoff vil det være mere attraktivt at være LGBT+ person i udkantsdanmark, hvis der findes fællesskaber.
- Det jeg oplever er, at mange rykker til de større byer, fordi der er et miljø for LGBT+ personer, og et sted at mødes med nogle, der kan forstå, hvad man er gået igennem, siger Sam Møller Glashoff.
28 procent er stærkt ensomme
Det mønster genkender de hos organisationen LGBT+ Danmark. For det har været reglen nærmere end undtagelsen, at mennesker i LGBT+ miljøer har sat kursen mod de større byer som København, Odense og Aarhus, hvis de skulle finde ligesindede.
Organisationen LGBT+ Danmark bakker derfor op om de små foreninger, de ser flere og flere af ude i de mindre samfund.
- De er vigtige. Man danner sin identitet meget ved at spejle sig i andre, der har nogle af de samme livserfaringer eller udfordringer som en selv, siger Susanne Branner Jespersen, der er Sekretariatschef ved LGBT+ Danmark.
Ifølge organisationen er 28 procent fra LGBT+ miljøet stærkt ensomme. Og det kan netop afhjælpes af fællesskaber, mener Susanne Branner Jespersen.
- Det mindsker ensomhed at være sammen med nogle, man har noget at være fælles om. Og når man er en minoritet, så kan det være vigtigt at finde andre fra den samme minoritet, siger hun.
Foreningen er et neutralt miljø
Selvom Lars-Erik Sieg ikke er typen, der marcherer med det regnbuede flag eller kommer som ny LGBT+ person i foreningen, så håber han på, at det nye fællesskab i Aars kan være til gavn - specielt for de unge.
- Det er helt klart en anden tid i dag, end da jeg sprang ud for mange år siden, og mange ting er lettere i dag. Men det er rart, at de kan favnes alle sammen, for det er vigtigt, at man ikke bliver dømt, og det her er et neutralt miljø, så det er rigtig godt, siger Lars-Erik Sieg.
Foreningen holder julelukket nu, men åbner op igen efter nytår.