Pendler begejstret for flere afgange fra lufthavnen: - Men det er jo spild af penge
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord
Anders Falkensten er bagagemedarbejder i Aalborg Lufthavn. Han tager toget til og fra job.
Nordjyske Jernbaner tror at de kan få større succes med at køre tog til Aalborg Lufthavn end DSB.
Anders Falkensten hiver rejsekortet op af lommen og tjekker ind på standeren på perronen ved Aalborg Lufthavn.
Han er bagagemedarbejder i lufthaven og tager toget til og fra arbejde. Derfor passer det ham godt, at Nordjyske Jernbaner er begyndt at køre på strækningen, så der nu er halvtimes drift på banen.
- Nu har jeg haft lidt overarbejde i dag, så er det dejligt, at jeg ikke skal vente en hel time på det næste tog. Nu kan jeg tage toget hver halve time, siger Anders Falkensten, der tager toget ind til Aalborg, hvor han bor.
Hvis vi kunne få et nul bagved og altså få 30 passagerer med hvert tog, så kunne det da være et rigtig flot tal
Martin Sort Mikkelsen, Adm. Direktør, Nordjyske Jernbaner
Tre passagerer per tur
Nordjyske Jernbaner skulle være gået i gang med at køre på den tre kilometer lange banestrækning i december 2021. Men selskabet manglede lokoførere, og derfor blev kørslen udsat i et år.
Nu er de så begyndt at køre på strækningen - dog er der ikke så mange passagerer med.
- Det store antal er ikke kommet endnu, men vi ligger på en gennemsnit på cirka tre passagerer per tur derud. Vi håber, at det skal være lidt mere kendt, at de blå tog nu også kører til lufthavnen, og vi håber på, at det får antallet af passagerer til at stige yderligere, siger Martin Sort Mikkelsen, direktør, Nordjyske Jernbaner.
Stikprøve viste få passagerer
De første to år af banens levetid er det kun DSB, der har kørt på strækningen.
I december 2021, da banen var et år gammel, lavede en TV2 Nord en stikprøve. Den viste, at der over et døgn i gennemsnit var 1,6 passagerer med hvert tog.
Alligevel mente bestyrelsesformanden for lufthavnen, Thomas Kastrup-Larsen (S), at banen har sin berettigelse.
- Den her bane kommer til at give mange muligheder for at få flere passagerer til Aalborg Lufthavn, særligt i forhold til det midtjyske og århusianske marked, sagde Thomas Kastrup-Larsen til TV2 Nord den 8. december 2021.
Tre kilometer for 300 millioner kroner
Banen går fra Lindholm Station og ud til Aalborg Lufthavn.
Det er en strækning på tre kilometer, og den har kostet 300 millioner kroner. Den blev vedtaget i et trafikforlig i 2013 af et bredt flertal i Folketinget. Allerede inden den blev vedtaget, advarede Harry Lahrmann og flere andre trafikforskere om, at banen ville være en dårlig investering. Her ti år senere fastholder han sin kritik.
Det er fint for mig, men udover det, er det jo dumt
Anders Falkensten, passager
- Når nu banen er der, så er det vel fint nok at forsøge at lave halvtimes drift på den. Men det vil ikke give ret mange flere passagerer. Banen har været en rigtig dårlig investering. Det er udenfor enhver tvivl, siger trafikforsker ved Aalborg Universitet, Harry Lahrmann.
Han tror ikke på, at banen til lufthavnen nogensinde kan blive en succes. I hvert fald ikke så længe, der er gratis parkering i Aalborg Lufthavn.
Strækningen er en stikbane fra Lindholm Station, og det betyder at, det kun er folk, der kommer sydfra, der kan køre direkte med toget ud til lufthavnen.
Hvis man kommer nordfra, så skal man stige om i Lindholm, og dermed er banen mindre attraktiv for vendelboerne.
- I stedet for at bygge banen, kunne man have omdøbt Lindholm Station til Aalborg Airport, og sat en shuttlebus ind. Så havde man fået passagerer både fra syd og nord. Det havde måske været en meget bedre ide, og det havde ikke kostet 300 millioner kroner, siger Harry Lahrmann.
"Kan gøre det bedre end DSB"
Når DSB kører til Aalborg Lufthavn, kommer toget helt fra København. Nordjyske Jernbaners tog starter i Skørping. Den kortere tur gør, at Nordjyske Jernbaner tror på, at de kan køre mere rettidigt og med færre aflysninger end DSB.
- Det er lettere at køre i kortere løb, end når man kører helt fra København. Derfor kan vi opretholde en højere præcision. Vi er kendt for at køre præcist i forvejen. Der er mindre, der kan gå galt på en kort strækning, siger Martin Sort Mikkelsen.
Indtil nu viser Nordjyske Jernbaners egen passagertælling, at de i gennemsnit kører med tre passager på strækningen. Men ambitionerne er meget større.
Få mere om sagen i videoen her:
- Vi skulle jo gerne højere op end tre passagerer. Hvis vi kunne få et nul bagved og altså få 30 passagerer med hvert tog, så kunne det da være et rigtig flot tal, men spørgsmålet er, om vi kommer så højt i gennemsnit. Det er måske optimistisk, siger Martin Sort Mikkelsen.
Selvom Anders Falkensten er glad for banen til lufthavnen, så forstår han ikke rigtigt, hvorfor den blev bygget.
- Det er lidt spild af penge at lade toget køre helt herud for fem personer. Det er fint for mig, men udover det, er det jo dumt, siger Anders Falkensten.