Skole er allerede ramt af corona - nu kommer eleverne ikke tilbage før 2022
Restriktionerne oveni et smitteudbrud betyder, at de yngste elever på skolen skal være hjemme i næsten en måned.
Den fem yngste klasser på Muldbjergskolen i Hjørring er blevet sendt hjem på grund af smitte med covid-19. Nu når de ikke i skole igen før jul.
Det tegner til at blive en lang december for næsten 500 skolebørn, der i denne uge er blevet sendt på hjemmeundervisning i Hjørring.
Det skyldes et smitteudbrud med covid-19, hvor 146 elever er testet positive.
For hver dag der går, så ryger der mere personale.
Kenneth Kjærsgaard, skoleleder
Oveni i det meddelte statsministeren på et pressemøde onsdag aften, at alle skolebørn fra 0. til 10. klasse i grundskolerne sendes hjem fra 15. december til og med 4. januar.
- For de yngste bliver det en meget lang juleferie. Vi havde en forhåbning om, at vi ville nå at få børnene ind kort og sige god juleferie, men det kommer vi nok ikke til nu, siger skoleleder på Muldbjergskolen, Kenneth Kjærsgaard.
Breder sig hurtigt
Kenneth Kjærsgaard forstår godt, at det er en træls situation for skoler, der endnu ikke har oplevet smitte med corona.
- Jeg kan jo godt følge de skoler, som ikke har smitte, kan føle de bliver trukket med ned på baggrund af andre skoler, siger han.
Forældrene kommer jo alle til at skulle passe deres børn, samtidig med, at de skal passe deres arbejde.
Kenneth Kjærsgaard
Men samtidig har smitten også spredt sig meget hurtigt på Muldbjergskolen, og derfor er det det rigtig tiltag at sende elever hjem lige nu, mener skolelederen.
- Nu har vi jo set, hvor hurtigt man kan gå fra et lavt antal smittede til et stort antal smittede over kort tid. Så jeg synes , det var en rigtig beslutning at hjemsende de yngste elever.
Hårdt for forældrene
For de yngste elever på skolen ender det nu næsten med, at der går en måned, før de kommer i skole igen. Og det bliver en hård tørn for forældrene, lyder det.
- Forældrene kommer jo alle til at skulle passe deres børn, samtidig med, de skal passe deres arbejde, forklarer Kenneth Kjærsgaard.
Restriktioner for uddannelsesinstitutioner
Fra 15. december:
- I grundskolerne hjemsendes børnene fra 0. til 10. klasse hjem til og med 4. januar. Det gælder dog ikke elever på specialskoler og specialklasser.
- Også sfo'er og andre fritidstilbud holdes lukket i samme periode.
- Der tilbydes nødpasning for elever omfattet af lukningen.
Fra 19. december:
- Efterskoler og frie fagskoler skal holde lukket til og med fredag 7. januar.
Når der er corona er i omløb, er børnepasning hos bedsteforældre og venner nemlig ofte udelukket på grund af smittemæssige hensyn. Og så er det mor og far, der har den.
Alligevel har de nordjyske forældre kun udvist forståelse overfor skolen og de ansatte.
- Den første reaktion på, at vi lukkede ned i tirsdags var, at det var fornuftigt, siger Kenneth Kjærsgaard, der kalder samarbejdet med forældrene "fantastisk".
Håber på et uafbrudt 2022
Frem til 15. december kan flere hjemsendelser af elever ikke udelukkes. Som lærere, elever og forældre tilknyttet til skolen bliver testet, meldes flere og flere positive med covid-19. Og det skaber usikkerhed på arbejdspladsen.
- For hver dag der går, så ryger der mere personale. Så lad os få det overstået, siger Kennet Kjærsgaard.
Han krydser nu fingre for, at der ikke kommer flere nedlukninger, når han igen kan byde eleverne velkomne i det nye år.
- Så kan vi håbe på, at mange af børnene er vaccinerede, når de kommer tilbage igen, slutter han.
Vi interviewede skolelederen om det store smitteudbrud. Se indslaget her: