Minkavlerne på Gjøl sætter endeligt punktum
Foto: Daniel Mikkelsen / TV2 Nord
Forfatter og tidligere minkavler Kaj Christensen (tv.) og tidligere minkavler fra Gjøl Jørgen Westergaard (th.)
Alle avlere fra hele Danmarks minkhovedstad medvirker i en ny bog, der hylder en særlig æra, som nu er slut.
Minkavlere på Gjøl – hele historien. 212 siders historie om en milliardindustri i en nordjysk nordjysk landsby med under 500 indbyggere.
Arbejdet med at samle beretninger og fortællinger fra de over 30 minkavlere, der holdt til på Gjøl i efteråret 2020, begyndte i løbet af foråret 21. Måneder efter, at regeringen havde beordret alle danske mink aflivet i forsøget på at undgå coronamutationer.
Forfatterne Kaj Christensen og Børge Lindegaard har været på rundtur for at høre de forskellige minkavleres erindringer og oplevelser om og med branchen; hvor Danmark har har stået for 35 procent af verdens minkproduktion – 12 procent af den danske produktion fra Gjøl.
- Det er helt klart en historie, der fortjener at blive fortalt, for der er en masse mennesker, der har været afhængige af det her erhverv, siger Jørgen Westergaard, der selv er tidligere minkavler, og hvis far var primus motor for erhvervets udrulning på Gjøl.
Fra fire til 90.000 mink
Birger Westergaard begyndte tilbage i 40’erne med tre tæver og én han. I november 2020 havde det udviklet sig til 36 avlere i området og op mod 90.000 avlsdyr.
- Bogen kan dokumentere, hvor vigtig minkavl har været, og hvor gode ting, den har gjort i generationer, siger Kirsten Just, der er formand for Gjøæ Lokalhistorisk Forening, der står bag bogudgivelsen.
Minkproduktionen oplevede sin storhedstid i de tidlige 10’ere, men allerede mod udgangen af årtiet, begyndte salget at gå ned ad bakke.
Advarselslamperne blinkede dog langt fra så alvorligt, som da coronaen rullede ind over landet, og regeringen besluttede, at alle mink skulle aflives.
- Vi havde holdt ved. Der har været år, hvor der ikke var råd til to slags pålæg på brødet, men det har vi klaret, og det ville vi gøre igen, siger forfatter Kaj Christensen, der selv er tidligere minkavlere. En karriere, der faktisk begyndte hos Westergaards.
Stadig uforstående
Både avlere og forfatter er stadig både ærgerlige og uforstående over regeringens beslutning om at aflive alle danske mink, og de er ikke mindst kede af, at deres erhvervseventyr fik så brat en ende.
Derudover håber de, at bogudgivelsen og de mange fortællinger fra hele Danmarks minkhovedstad kan være med til at mindes minkavl for, hvad det har gjort for området.
- Det er vigtigt at bevare fortiden og nutidens historie for eftertiden, så man kender sine rødder, siger Kirsten Just.
Se hele indslaget fra Gjøl: