Hvalpen Ivan træner til politihund – dumper han en enkelt test, er han ude
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Politikommissær Casper Jacobsen og schæferen Ivan.
Det kræver masser af træning og disciplin, hvis man skal være politihund. I serien “Ivan – Lovens Lange Snude” følger vi hvalpen Ivan.
Der er meget på spil for politikommissær Casper Jacobsen. Han har åbnet sit hjem for den lille sorte schæfer Ivan på otte uger, og de næste fire måneder er afgørende for, om de to bliver et fast makkerpar de næste mange år.
Efter fire måneder skal Ivan nemlig til en mentaltest og til et dyrlægetjek, og hvis en af de to test går galt, er Ivan ikke egnet som politihund – og så skal han have en ny familie.
I serien “Ivan – Lovens Lange Snude” følger vi Ivans udvikling i de første fire måneder. Se første afsnit her:
Træner i lufthavnen
Bare to dage efter, Ivan er ankommet til sit nye hjem hos Casper Jacobsen i Frederikshavn, skal han på arbejde for første gang.
Der er rigeligt at lære for den lille uldtot, hvis han skal bestå mentaltesten fire måneder senere.
- Det er vigtigt, at hundene kommer ud og prøver en masse. De skal blandt andet vænne sig til at komme ud og køre i bilen og køre stærkt, siger Casper Jacobsen.
Et godt sted at træne er i Aalborg Lufthavn, der med sine glatte gulve og mange mennesker er udfordrende for en lille, uprøvet hvalp.
Også forlystelsesparker og banegårde er gode steder at træne de kommende politihunde.
- Hvalpe er supermodtagelige over for alt det, man præsenterer dem for, siger Casper Jacobsen.
Ivan skal være en del af familien
Det er anden gang, Casper Jacobsen skal have en politihund, og han er begejstret for Ivan lige fra begyndelsen.
- Ivan er en hurtig og frisk dreng. Han er utroligt nysgerrig. Har han fundet noget spændende, undersøger han det, selvom jeg kalder på ham. Det kan være hamrende irriterende, men det er godt, når han bliver ældre, at han undersøger tingene, siger Casper Jacobsen.
Tjenestehunde bor hos deres hundeførere. Hundeførerne bestemmer selv, om hundene primært skal bo i en hundegård i tilknytning til huset, eller om de skal med helt ind i stuen og være en del af familien.
- For mig er det utrolig vigtigt, at Ivan er en familiehund. Jeg har ham med alle steder, siger Casper Jacobsen.
Om Ivan består de vigtige test og dermed fortsat skal være en del af Casper Jacobsens familie, kan du se i “Ivan – Lovens Lange Snude” på TV2 Nord Salto onsdage klokken 19.50.
Stream første afsnit lige her: