Hollandsk bomtrawler taget på fersk gerning
Billedet er taget af besætningen på 'Vestkysten'. Det viser den ulovlige inderpose, som en hollandsk bomtrawler har fisket med.
Skærpet kontrol fører til dokumentation for, at en hollandsk bomtrawler fisker med ulovlig inderpose.
De udskældte hollandske bomtawlere, der af flere omgange er beskyldt for at fiske ulovligt langs de nordjyske vestkyster, er igen havnet i myndighedernes søgelys.
Fiskeristyrelsen har ved en aktion for nylig fået dokumentation for, at en hollandsk båd har fisket med et såkaldt inderpsoe.
Fidusen er, at de godkendte størrelser i netmaskerne giver de mindre fisk mulighed for at slippe ud af nettet, så fiskerne kun fanger de størrelser, de har tilladelse til. Men med inderpose fanger trawlerne langt flere, mindre fisk, men ender med en samlet set større fangst.
- På den måde holder man al fangst tilbage, og det gør man formentlig for at øge sin fangstmængde, siger Hanne Jensen, der er skibsfører på fiskerikontrolskibet ’Vestkysten,’ som stod for den pågældende kontrol.
Forsøgte at stikke af
’Vestkysten’ blev i første omgang opmærksom på skibet, fordi det sejlede i et område, som fartøjet – blandt andet grundet sin store størrelse – ikke havde adgang til, hvilket bliver betegnet som en grov overtrædelse af de gældende regler.
Mandskab fra Fiskerikontrollen boardede det hollandske skib, men da et af besætningsmedlemmer er kommet ombord, forsøger trawleren at stikke af.
- Fartøjet prøver at lave en afvigemanøvre, som sætter vores folk i fare, og derfor har vi også særskilt politianmeldt fartøjsføreren for – om man så må sige – hasarderet kørsel, siger Hanne Jensen.
Det ulovlige fiskeri er blevet opdaget i en tid, hvor kontrollen med bomtrawlerne er på sit højeste i nyere tid. Tilbage i efteråret ønskede Fiskeriminister Rasmus Prehn en skærpet indsats mod netop bomtrawlerne.
- Vi har risikovurderinger på daglig basis, så vi hele tiden kigger på fiskerimønstre; kigger på, hvor der er problemstillinger, hvor vi ved, at der er behov for mere kontrol, siger Hanne Jensen.
Dækker fra Læsø til Rømø
Fiskerikontrolskibet Vestkysten er ene om at kontrollere farvandet fra Rømø til Læsø. Alligevel mener ministeren, at kontrolindsatsen er tilstrækkelig.
- Vi er på bolden. Vi ville gerne gøre endnu mere, men vi har som i mange andre sammenhænge, at vi har begrænset med økonomiske midler, siger fiskeriminister Rasmus Prehn.
Rasmus Prehn siger videre, at han i EU-regi fortsat arbejder for et forbud mod fiskeri med bomtrawl.
Den hollandske bomtrawler kan udover politianmeldelsen se frem til en bøde på 375.000 kroner for ulovligt fiskeri.