En ”motherfucking superstar” er flyttet ind i nordjysk musikkollektiv
Rasmus Hedegaard havde sit første gennembrud i 2011.
Den internationalt anerkendte DJ Rasmus Hedegaard er rykket ind i ”The Brew” i Nørresundby. Kom med produceren på job i serien Musikbryggeriet.
Stream Musikbryggeriet nederst i denne artikel. Serien sendes tirsdage klokken 19.50 på TV2 Nord Salto.
En halv milliard afspilninger. Et antal, der vækker misundelse hos de fleste aspirerende musikere og producere.
For DJ Rasmus Hedegaard er det det samlede antal afspilninger af blot to af de sange, han har været med til at producere – Lukas Grahams ”Happy Home” og Brandon Beal og Christophers ”Twerk It Like Miley”.
Rasmus Hedegaard er kæmpe. Det rager langt ud over landets grænser
Jesper Sidelmann, producer
Dertil kommer en række andre populære remixes, som den 34-årige DJ står bag.
Første gennembrud var i 2011, da han som 23-årig lavede et remix af The Next Episode med Dr. Dre på et lille værelse i København. Remixet spredte sig med lynets hast, og på diskoteker og til privatfester sang folk pludselig højlydt med på ”Smoke Weed Everyday”.
- Det startede det hele. Pludselig kunne jeg begynde at turnere rundt. Folk ville gerne have sessions med mig, og så kunne jeg begynde at lave min egen musik og bygge karrieren ovenpå det, siger Rasmus Hedegaard, der sagde jobbet som bartender op og har levet af at producere musik lige siden.
Den svære toer
Dengang i 2011 var Rasmus Hedegaard flyttet fra Randers til København, fordi han spillede i et rockband, der havde fået en pladekontrakt. Det blev dog kun til et enkelt album, og så fortsatte Rasmus Hedegaard med musikken alene.
- Jeg var begyndt at interessere mig for det elektroniske miljø i mellemtiden og kunne mærke, at det startede noget i mig, som var federe end det, jeg oplevede med rockmusikken. Det føltes mere som den vej, jeg skulle gå, siger han.
Og med monsterhittet ”Smoke Weed Everyday” fik Rasmus Hedegaard en flyvende start. Men bare fordi man har ramt den lige i r…. én gang, er det ingen garanti for, at det vil lykkes igen.
- Når man har et gennembrud, er det svært at følge op umiddelbart efter. Det har jeg døjet meget med gennem årene. Der gik lang tid, hvor jeg forsøgte, og jeg tror, der gik tre år før mit næste gennembrud, siger Rasmus Hedegaard.
Efter tre års dødvande fik Rasmus Hedegaard endnu en gang en kæmpesucces at smage. Faktisk to gange på kort tid. Vi er tilbage ved den halve milliard afspilninger af ”Happy Home” og ”Twerk It Like Miley” tilsammen.
- Det er rimeligt voldsomt, siger Rasmus Hedegaard med et smil.
Et kæmpe navn
Rasmus Hedegaard har i mange år boet i Aalborg sammen med kæresten Rikke Darling, der også er DJ.
I flere år fløj han frem og tilbage til studiet i København, hvor han producerede musik. Men under coronapandemien kunne han mærke, at det var tid til forandring.
- Jeg havde brug for at komme ud, hvor der var nogle fede mennesker og mærke noget energi – og mærke følelsen af at have kollegaer. Det har man jo ikke som musikproducer, medmindre man vælger det, siger han.
Derfor rykkede han ind i lokalerne hos musikkollektivet ”The Brew”, som TV2 Nord har fulgt i serien Musikbryggeriet. Her er de mildt sagt begejstrede for det nye medlem.
- Rasmus Hedegaard er kæmpe. Det rager langt ud over landets grænser, siger producer Jesper Sidelmann og fortsætter:
- Han passer perfekt ind i huset, og så er han jo en motherfucking superstar. Et kæmpe navn. Det er fedt, siger han med et grin.
I anden sæson af Musikbryggeret er vi blandt andet med, når Rasmus Hedegaard producerer musik sammen med kunstneren Camilia. Og så er vi med til Hjallerup Marked, hvor Rasmus Hedegaard og kæresten Rikke Darling tænder op under dansegulvet.
Se første afsnit i anden sæson af Musikbryggeriet her: