De vil skabe et musikmiljø i Nordjylland: - Ellers flytter hele lortet til København
Fire musikere og producere er flyttet sammen i et musikkollektiv, hvor målet er at dyrke flere talenter i Nordjylland. TV2 Nord følger dem i serien ”Musikbryggeriet”.
Lyden strømmer ud af højttalerne. Producer Jesper Sidelmann lytter igen og igen, mens han finpudser bittesmå detaljer.
Sangen skal sidde lige i skabet, og der må ikke være en eneste fejl. Han er perfektionist til fingerspidserne, og særligt det nummer, han arbejder på, betyder meget for ham – det er nemlig Sanne Salomonsen, der lægger stemme til.
- At jeg må pille ved en Sanne-sang er fuldstændig vanvittigt. Hun er en fucking legende i min verden, siger Jesper Sidelmann, der efterhånden er en erfaren herre i branchen med flere kæmpehits i bagagen.
Fra Facebook til musikstudie
I et andet lokale er sangerinden Camille ved at indspille en ny sang. Med på sidelinjen er Gregers Mogstad, der er sanger, pianist og manager samt Peter Bang, der er sangskriver og talentudvikler.
De spottede Camilles talent på Facebook, hvor hun havde delt en sang om corona. Siden er det gået stærkt, og Camille er i kontakt med producere i både Danmark og udlandet.
- Det er fantastisk at være med i en proces fra et opkald, til at der pludselig er en karriere skudt afsted, siger Peter Bang.
Inspireret af hitfabrik i Korea
Vil man være noget indenfor musik i Danmark, er det typisk i København, det sker. Men alting behøver ikke foregå i København, mener Jesper Sidelmann, Gregers Mogstad, Peter Bang og Oliver Engqvist, der nu har fundet sammen i The Brew – Musikbryggeriet i Nørresundby.
- Hele lortet flytter til København, hvis vi ikke hjælper og støtter hinanden. Hvis vi ikke putter ressourcer og kræfter i det, så sker der sgu ikke noget, siger Jesper Sidelmann.
Idéen til Musikbryggeriet fik de på en tur til Korea, hvor de besøgte en hitfabrik, der lavede K-pop.
Sangerinden Camille er fra Solrød, og at hun tager rejsen til Nordjylland for at forløse sit potentiale, er lidt usædvanligt.
- Jeg har altid rejst til København for at få sessions. Nu er Camille taget fra Solrød til Aalborg. Hendes første kommentar var, om der var internet. Hun vidste ikke, om hun kunne forstå nordjysk. Det var fedt, at hun skulle rejse til Aalborg for at kunne få sit afsæt ud i verden, siger Gregers Mogstad.
Kom med indenfor i Musikbryggeriet lige her: