62-årig mand tiltalt for alvorligt knivstik
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Offeret blev ramt omkring mellemgulv og lever. Stikket var cirka seks centimeter dybt og forårsagede en mindre blødning ved offerets mavesæk, ligesom en mindre pulsåre blev ramt.
En 62-årig mand skal onsdag for retten, tiltalt for at have overfaldet en 59-årig mand med en kniv.
Offeret fik en seks centimeter dyb læsion, da en 62-årig mand natten til 2. marts ifølge politiets oplysninger stak ham ned med en kniv eller en anden spids genstand.
Det fremgår af anklageskriftet i sagen, der efter planen kommer for Retten i Hjørring onsdag 1. juni.
Overfaldet, som politiet betegner som grov vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, fandt sted kort før klokken 01 natten til 2. marts på en adresse midt i Frederikshavn.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til mandag 1. juni klokken 9 til 15 i Retten i Hjørring. Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Kendte hinanden
Den 62-årige mand og offeret, der er en mand på 59 år, kendte hinanden i forvejen, men det fremgår ikke før retssagens start, hvorfor de to tilsyneladende kom så meget på kant, at den 62-årige ifølge anklagerne stak den 59-årige ned.
Den 59-årige mand blev ramt omkring mellemgulv og lever. Stikket var som nævnt cirka seks centimeter dybt og forårsagede en mindre blødning ved offerets mavesæk, ligesom en mindre pulsåre blev ramt.
Det fremgår af anklageskriftet, at den 62-årige også tidligere er dømt for grov vold. Han har siddet varetægtsfængslet siden voldsepisoden.