Forsvarsadvokat tror på erstatning til Gravenshoved-ofre: - Kommune må stå ved sit ansvar
Brud på menneskerettigheder og straffeloven. Sådan lyder konklusionen på en uvildig advokatundersøgelse af Gravenshoved Kostskole, hvorfor kommunen nu skylder de tidligere elever en erstatning, vurderer forsvarsadvokat.
Omkring 100 tidligere elever fra Gravenshoved Kostskole har siden oktober 2021 stået frem og fortalt om vold og seksuelle overgreb på skolen. Mandag er en uvildig advokatundersøgelse fremlagt og har klarlagt, hvad der præcist skete for cirka 30 år siden. En undersøgelse, der blandt andet peger på, at kommunens tilsyn var mangelfuldt men ikke kunne stilles til ansvar.
Alligevel mener forsvarsadvokat Bjørn Elmquist ikke, at de tidligere elevers kamp behøver at være slut endnu.
- Hvis ikke der er tale om en straffesag, så er det måske lettere at sige, at kommunen er ansvarlig. Der er mange strenge krav i en straffesag til bevisbyrden. I en erstatningssag er det noget lettere at få medhold.
Det er en behandling, som man må kalde tortur eller anden umenneskelig, grusom eller nedværdigende behandling. Det er ansvarspådragende og uforældeligt
Forsvarsadvokat
På trods af, at rapporten frikender Aalborg Kommune for viden om disse forhold og ikke kan drages til juridisk ansvar, så er de ikke uden skyld eller indflydelse, mener forsvarsadvokaten. Det fastslår en ny rapport, der også bekræfter, at de tidligere elever har været udsat for krænkelser og overgreb.
- Min erfaring med Godhavnsdrengene er, at man har en meget vidtgående forpligtelse, selvom man ikke kan sige, at et konkret tilsyn har svigtet. Så er det dog immervæk en anbringelse, som kommunalbestyrelsen i sin tid har haft ansvaret for, og så må den tage skade for hjemgæld, siger han og fortsætter:
- Det, de har været udsat for ifølge deres beretninger, som advokatundersøgelsen nu siger, er troværdigt, der er det en behandling, som man må kalde tortur eller anden umenneskelig, grusom eller nedværdigende behandling. Det er ansvarspådragende og uforældeligt. Det har vi fået fastslået i forbindelse med Godhavnsdrengene.
Det siger rapporten
Klagerne over vold, seksuelle krænkelser, tvangsfodring, nedværdigende behandling og den generelle afskæring af kommunikation med børnenes familier er generelt troværdige.
De beskrevne forhold udtrykker i de grovere tilfælde overtrædelser af straffeloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og forbuddet mod legemlig afstraffelse i skolen.
Kommunens tilsyn med Gravenshoved Kostskole lever ikke op til nutidige standarder men afviger ikke fra, hvad der var sædvanligt på den tid, hvor Gravenshoved Kostskole blev drevet.
Det er ikke dokumenteret, at der er kommet klager til repræsentanter for Aalborg Kommune af et sådan indhold og i en sådan grad, at det kan kritiseres, at kommunen ikke greb ind.
Det er ikke dokumenteret, at dokumenter på Gravenshoved Kostskole er blevet uberettiget bortskaffet i forbindelse med lukningen af skolen.
Uklart, hvem der har afvist straffesag
Selvom rapportens konklusioner nu er fremlagt, så kan det være langt fra det sidste, vi hører fra de tidligere elever på kostskolen, der har gode argumenter for at kræve erstatning. Det mener forsvarsadvokat Bjørn Elmquist.
- Jeg vil for det første råde dem til at finde ud af, om det, at der ikke bliver nogen straffesag, er blevet besluttet hos statsadvokaten eller politiet. Ifølge advokatundersøgelsen, som jeg har været igennem, står der politiet. Og det er ikke politiet, der træffer den endelige afgørelse, siger forsvarsadvokaten.
Erstatning er mulig
- Det næste skridt må være at spørge kommunalbestyrelsen direkte: "Hvad vil I gøre ved det her? Vil I sige undskyld til os?" Og er der nogen af dem, som vil kræve erstatning, så skal de også spørge: "Er I indstillede på at give os erstatning?"
For netop elevernes chancer for at få erstatning er ganske gode, vurderer forsvarsadvokaten.
- Der har været disse overgreb, så jeg mener, at de har meget gode chancer for at få både undskyldning og erstatning.
Sagen om Gravenshoved opsummeret
Flere nordjyske børn med udfordringer blev af Aalborg Kommune og det daværende Nordjyllands Amt sendt til kostskolen i 60’erne og frem til starten af 90'erne.
Siden efteråret 2021 er 100 tidligere elever på Gravenshoved Kostskole stået frem og berettet om seksuelle overgreb, tæsk, indespærring og psykisk terror. Det er nogle af de beretninger, som over 100 tidligere elever på Gravenshoved Kostskole er stået frem med siden efteråret 2021.
De tidligere elever politianmeldte dermed Gravenshoved Kostskole. Men kort før jul slog Syd- og Sønderjyllands Politi fast, at der ikke kan rejses tiltale ved retten, da samtlige forhold er forældede.
Aalborg Kommune satte en uafhængig advokatundersøgelse af skolen i gang, da det for flere af de tidligere elever er vigtigt at få anerkendt deres oplevelser.