Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kirsten har hjulpet ensomme og enlige i 31 år – og har ingen planer om at stoppe

Kirsten Agger fra Thisted er finalist nummer 5 til Årets Nordjyde. Hun er nomineret for gennem mere end 30 år at have hjulpet ensomme og enlige i Thisted.

Kirsten Aggers dåbsattest er ikke helt ny længere. Faktisk har den rundet 77 år, men at håret er blevet gråt, og pensionsalderen blev rundet for mere end et årti siden, har ikke fået hende til at sætte farten ned. Slet ikke.

For 31 år siden startede Kirsten Agger ”Sognets dagligstue” op i Thisted. Som nyuddannet lærer flyttede hun med sin mand, der havde fået embede som præst, til Thisted, men jobbet som underviser var ikke lige til at finde. I stedet fik Kirsten lov til, mens hun var på understøttelse, at grundlægge ”Sognets Dagligstue”.

Hun står alt for tidligt op om morgenen, og så kører hun bare på til om aftenen. Hun har simpelthen energi for 20 mennesker

Rikke Bak Johansen

Her har hun og en lang række frivillige gennem årene arbejdet for, at ældre, enlige og ensomme har kunnet finde det fællesskab, de ellers ikke har haft i deres hverdag.

- Oprindeligt tænker jeg, som et kristent menneske, at min næste, skal jeg tage mig af - mit medmenneske skal jeg tage mig af, forklarer Kirsten Agger.

- Og når man er alene – det dur vi ikke til. Vi dur til at være med i et fællesskab, og derfor vil jeg gerne være med til at danne gode fællesskaber, siger hun videre.

Sognets Dagligstue er indrettet som en dagligstue med sofaer, bløde stole og bogreoler. Og der er altid kaffe på kanden - 364 dage om året. Foto: Daniel Mikkelsen

- Hun har energi for 20 mennesker

Det er en af de mange frivillige i Sognets Dagligstue – Rikke Bak Johansen – der har indstillet Kirsten til titlen som Årets Nordjyde. Ifølge hende er Kirsten et kraftværk af en anden verden, som gør godt fra tidligt om morgenen til sent om aftenen.

- Kirsten kender dem alle sammen privat, og hun tager sig af dem, hvis de er syge. Hun besøger dem på sygehuset – og på plejehjemmet, når det er der, de skal bo. Vores gamle kolleger besøger hun også, fortæller Rikke Bak Johansen.

- Hun står alt for tidligt op om morgenen, og så kører hun bare på til om aftenen. Hun har simpelthen energi for 20 mennesker, lyder det videre fra Rikke Bak Johansen.

Hun er virkelig ”en elcykel” i nogens liv – hun er den der hånd, man lige skal have for at komme op over bakken

Lone Rødbroe, dommer, Årets Nordjyde

"Det er jo helt vildt"

De tre dommere til Årets Nordjyde skulle da heller ikke bruge lang tid på at finde frem til, at Kirsten var en af de fem nordjyder, der fortjente at blive nomineret til prisen. Ifølge dem er det helt vildt hvad Kirsten bedriver i Thisted.

- Hun tilsidesætter fuldstændig sig selv. Og jeg tror, at hun får nogle mennesker ind, som hun hjælper i sin ”dagligstue” - mennesker som formentlig er meget ensomme eller ikke har så meget familie. Nogen som har ekstra meget brug for den her nære kontakt, lyder det blandt andet fra Lasse Heidelbach, mens Peter Møller Madsen siger det helt kort:

- 364 dage om året. Det er kun 1. juledag dagligstuen er lukket. Det er jo vildt.

Lone Rødbroe beskriver Kirsten Agger og hendes arbejde som en enorm hjælp for de mennesker, der har brug for en ekstra hånd.

- Hun lytter, hun trøster, hun er til stede. Hun hjælper, hvis der er en lille ansøgning, der kan være svær at have med at gøre. Hun er virkelig ”en elcykel” i nogens liv – hun er den der hånd, man lige skal have for at komme op over bakken.

Artiklen fortsætter under billederne..

Morten Pedholt udgav sig, da Kirsten skulle overraskes med nyheden om sin nominering, som rejseleder på Sognets Dagligstues tur til Venø. Foto: Daniel Mikkelsen
Kirsten var lettere chokeret, da hun fik nyheden om, at hun er en af de fem finalister til at vinde prisen. Foto: Daniel Mikkelsen
Rikke Bak Johansen er frivillig i Sognets Dagligstue. Hun fik æren af at overrække Kirsten Agger den store buket efter hun var blevet overrasket - og så gik turen ellers til Venø. Foto: Daniel Mikkelsen

Tid er dagligstuens vigtigste ressource

Da TV2 Nord overraskede Kirsten Agger med beskeden om, at hendes mangeårige indsats i Sognets Dagligstue betyder, at hun er nomineret til Årets Nordjyde, var hun og en hel bus fyldt med brugere fra dagligstuen på vej på tur til Venø ved Struer. Sådanne arrangementer findes jævnligt sted i Thisted, men det er ikke det, der er det vigtigste i hverdagen.

- Vores vigtigste ressource i dagligstuen er tid. Vi skal ikke andet end at være nærværende og lytte til alle de fortællinger, hvert eneste menneske har. Og hvis man prøver på at komme til at lære et andet menneske at kende, så opdager man som regel, at man får en ven, lyder det fra Kirsten Agger, der forklarer, at hun aldrig har arbejdet for anerkendelsen – men fordi hun ikke kan lade være.

- Jeg bliver da glad (for at blive nomineret red.). og lidt ydmyg også. For det er jo bare at være med i det fællesskab. Det er klart, det er en opgave, men det sidder på rygraden på en eller anden måde. Jeg kan slet ikke lade være. Jeg har det dejligt med det, og jeg elsker at tage min cykel og køre derned, mærke atmosfæren og været til stede, forklarer Kirsten.

Kirsten startede selv Sognets Dagligstue op for 31 år siden. Nu er der masser af frivillige til at hjælpe med driften, men Kirsten har ikke planer om at stoppe endnu. Foto: Daniel Mikkelsen

Stopper ikke foreløbigt

Selvom Kirsten har rundet de 77 år, går hun ikke med planer om at lægge dagligdagen i dagligstuen på hylden – hun har gjort sig tanker om, hvad der mon skal ske med Sognets Dagligstue, når hun en dag ikke kan gå forrest længe – og hun er sikker på, at nye kræfter er klar til at tage over. Men selv at stoppe er ikke på tale lige nu, og det kommer det heller ikke, så længe kroppens kræfter lader hende fortsætte.

- Jeg kan ikke undvære det. Jeg kan fortælle dig, at vi har en medarbejder, som er et godt stykke oppe i 80’erne. Hun sagde til mig en dag: ”Jeg havde bestemt, at jeg ville stoppe som 80-årig, men jeg kan ikke stoppe.” Så sagde jeg. ”Så længe du ikke kan stoppe, kan vi heller ikke undvære dig.”

De øvrige nominerede til titlen som Årets Nordjyde kan du møde ved at klikke herunder.


Under middel til AaB-spillerne: En gjorde det dog lidt bedre end de andre

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Morten Bruun uddeler karakterer efter kampen mellem AaB og Viborg FF. S

Karakterer

AaB

Vincent Müller: 7

Kasper Jørgensen: 6

Lars Kramer: 6

Bjarne Pudel: 5

Andreas Bruus: 3

Mylan Jiménez: 5

Kasper Davidsen: 5

Andres Jasson: 5

Mathias Jørgensen: 3

Oliver Ross: 4

John Iredale: 2

Indskiftere:

Sebastian Otoa: 5

Mads Bomholt: 5

Diego Caballo: UB

Jubril Adedeji: UB

Kelvin John: UB

Viborg FF

Oscar Hedvall: 5

Jean-Manuel Mbom: 5

Daniel Anyembe: 6

Ivan Näsberg: 6

Oliver Bundgaard: 7

Thomas Jørgensen: 6

Magnus Westergaard: 5

Jeppe Grønning: 5

Isak Steiner Jensen: 4

Renato Junior: 4

Ibrahim Said: 7

Indskiftere

Anosike Ementa: 4

Justin Lonwijk: 4

Charly Nouck: UB

Jakob Vester: UB

Sofus Berger: UB

AaB

Efter en times spil skulle AaB prise sig lykkelige for stillingen 0-0, men i den sidste halve time var hjemmeholdet ikke for alvor i problemer. Til gengæld blev AaB aldrig farlige selv, og helt generelt har holdet enorme problemer med at skabe chancer mod et etableret forsvar. En spiller som Mathias Jørgensen blev jo nærmest udsultet. Ny flot kamp af målmand Vincent Müller.

Viborg FF

Muligheden for top-6 fortoner sig. 0-0 var to tabte point for Viborg, der i en time fremstod som klart det bedste hold. Men da kræfterne slap op hos Thomas Jørgensen og Ibrahim Said var Viborg færdige med at være farlige. Hvis indskiftningerne skulle ses som et forsøg på at sætte ekstra skub i tingene, så lykkedes det ikke for alvor. Forsvaret ser virkelig stabilt ud.

Kampens spiller: Ibrahim Said, Viborg (7)

Ibrahim Said. Det var godt set af Jakob Poulsen at satse på Ibrahim Said, for den lille dribler var kampen igennem den, der var tættest ved at bryde dødvandet i Aalborg. Han var udfordrende og selvsikker i sit spil og millimeter fra at blive matchvinder med sit spark på indersiden af stolpen efter et elegant sololøb.


Ingen forløsning i AaB's sidste hjemmekamp i Superligaen

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I årets sidste kampe møder AaB Brøndby på udebane.

Der var lagt op til det helt store, da AaB tog imod Viborg FF hjemme i årets sidste hjemmekamp i Superligaen. Dog fik AaB og de mange tilskuere ikke den forløsning, man havde håbet på.

Det var nemlig gæsterne, der dominerede nærmest hele kampen, og både mål og de store chancer udeblev.

Det var først i de døende minutter, at gæsterne kom frem til store chancer, og var tæt på at tage sejren til sidst.

Heldigvis for AaB manglede både held og den sidste kvalitet, og derfor kunne AaB tage det ene point, da slutfløjtet lød, og kampen endte 0-0.

Hør, hvad målmand Vincent Muller havde at sige om kampen i dag herunder:

En AaB-sejr ville ellers bringe klubben tættere på netop Viborg FF, der inden kampen lå lige over aalborgenserne i tabellen med fire points forskel.

I stedet måtte nordjyderne nøjes med endnu en uafgjort kamp i bagagen - den femte af de seneste seks Superligakampe.

I årets sidste Superligakamp møder AaB Brøndby på udebane.

Hør, hvad anfører Mathias Jørgensen havde at sige efter søndagens kamp:


To kørt som traumepatient efter grim ulykke: Her er seneste status

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Arkivbillede

Den ene kvinde er sigtet for ikke at overholde sin vigepligt forud for uheldet.

Lørdag eftermiddag blev to kvinder på henholdsvis 33 og 58 år kørt som traumepatienter, efter de var involveret i et grimt uheld i krydset ved Essendrupvej og Gunnerupvej.

De to kvinder var alvorligt tilskadekomne og blev behandlet på Aalborg Universitetshospital.

Søndag er der dog nyt omkring kvinderne, der begge er uden for livsfare.

- De har begge nogle alvorlige skader, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, men de er uden for livsfare, og begge er ved bevidsthed, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

En kvinde sigtet

Lørdag betragtede politiet uheldet som et vigepligtsuheld, og det viser sig fortsat at være gældende.

- Den 58-årige kvinde er sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, fortæller vagtchefen og tilføjer.

- Hun kom kørende af Essendrupvej, hvor hun ikke overholder sin vigepligt, inden hun fortsætter på Gunnerupvej.


Vild biljagt, hunde og droner: Sådan fangede politiet tre tyve

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Der blev fundet tyvkoster i bilen.

Lørdag aften klokken 21.45 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse omkring et indbrud i et sommerhus i Tversted, der var i gang i samme øjeblik.

Derfor blev både hundepatrulje og beredskabspatrulje sendt afsted med det samme mod adressen.

Dog nåede politiet ikke helt frem til sommerhuset, før en bil med tre personer kom flyvende forbi dem.

- Derfor forsøger patruljen at få bragt bilen til standsning, men den fortsætter i fuld fart, og vi sætter efter dem, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Jagtet i bil og til fods

De tre mænd kaster undervejs ting efter patruljebilen, og det er først, da mændene ender ved havneområdet i Hirtshals, at det lykkedes politiet at få standset bilen.

- De endte med at køre fast i et grønt område, så vi fik anholdt de to af dem der, forklarer vagtchefen.

Den tredje gerningsmand valgte dog at fortsætte jagten til fods.

- Vi sender en hundepatrulje efter ham, og så kom vores indsatsleder med en drone med termiske kamera, så det lykkedes dem hurtigt at finde man liggende i noget krat, oplyser vagtchefen.

Politiet får anholdt den sidste gerningsmand, mens man også beslaglægger bilen, da der i forbindelse med biljagten har været kørt vanvidskørsel. I bilen fandt politiet fem y-stole.

De tre mænd er henholdsvis 25, 35 og 37 år og har bopæl i Hjørring. De har alle været forbi politigården i Aalborg, men blev senere løsladt, da man ikke fandt juridisk grundlag for at fremstille dem i et grundlovforhør.


Statsminister klar til kamp: Vil kæmpe for nordjydernes tillid

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Statsministeren sparkede for alvor gang i kommunalvalgkampen i Aalborg, og hun ved godt, at der skal knokles.

- Vi føler os ikke sikre på noget, så vi kommer til at kæmpe for alle danskeres tillid og alle aalborggenseres tillid. Det er også derfor, jeg allerede nu er i gang med kommunalvalgkampen her i Aalborg,

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da TV2 Nord fanger hende, efter hun har uddelt roser på Nytorv i Aalborg.

Meningsmålingerne er lige nu elendige for Mette Frederiksens regering, og samarbejdet mellem Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet får masser af kritik i befolkningen.

Spørgsmålet er derfor, hvad det kommer til at betyde for kommunal- og regionsrådsvalget 2025. Det første lokale valg siden folketingsvalget i 2022.

Dengang fik nye partier stor succes, og vi endte med den nuværende regering med Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet.

- Jeg tror ikke, der er noget, der er sikker mere i politik, fordi det er en meget urolig verden, og danskere vælger og stemmer anderledes end før, forklarer Mette Frederiksen.

Der var næsten kø for at blive fotograferet med statsministeren. Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

'De er så kloge'

Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen er helt enig i, at der i disse år bliver skabt en hel ny politisk virkelighed i Danmark, og at vi ved kommunalvalget næste år kommer til at se, hvilken betydning det får i kommunerne.

- Vi ser mere og mere ude i de større kommuner, at de landtendenser der er, de smitter også af på de store kommuner, men jeg håber også, at man kigger tilbage på, hvad har borgmesteren, og hvad har Socialdemokratiet gjort lokalt, siger Lasse Frimand Jensen, der dog ikke er bange for, at landspolitikken smitter af på lokalpolitikken.

- Dem, der bor i vores kommune, de er så kloge til at se forskellen på, hvad der er lokalt, og hvad der er nationalt, smiler Lasse Frimand Jensen.

Den seneste meningsmåling fra 11. november i år viser laveste opbakning nogensinde til Mette Frederiksens flertalsregering, der står til at miste 30 mandater, hvis der var valg i dag.

- Vi stod heller ikke ret godt i meningsmålingerne forud for det sidste folketingsvalg, og der gik det godt set med socialdemokratiske briller. Ikke mindst heroppe i Nordjylland, pointerer Mette Frederiksen.

Se hele interviewet med statsminister Mette Frederiksen.

Ved godt, der skal knokles

Venstre sidder på ni af 11 borgmestertaburetter i de nordjyske kommuner. Socialdemokraterne har de sidste to, og begge steder skal der vælges en ny borgmester i forhold til seneste valg i 2021.

I Aalborg har Lasse Frimand Jensen allerede taget over for Thomas Kastrup Larsen, og i Frederikshavn er den nuværende borgmester Birgit Hansen gået af.

- Alle ved jo, at Birgit fik helt vildt mange stemmer, og hun var nummer et stemmesluger i hele landet. Nu er vi så klar til at tage handsken op og kæmpe for en fornyet omgang i Frederikshavn, men selvfølgelig har det en betydning, når en så vellidt borgmester takker af, siger Mette Frederiksen.

Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen håber begge, at regeringen kan få vendt de dårlige meningsmålinger, så landspolitikken ikke går ud over kommunalpolitikken.

- Vi ved godt, at der skal knokles på, og det har vi tænkt os at gøre. Derfor er vi startet allerede i dag, fastslår Mette Frederiksen.

Der er valg til kommuner og regioner 18. november næste år. I Aalborg har Socialdemokratiet altså sparket gang i deres valgkamp.

Se hvordan det gik, da Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen startede kommunalvalgkampen i Aalborg.