Virksomheder lokker med slik, chips og firmahund: - Alle kneb gælder i kampen om de unge
Lav ledighed betyder, at virksomheder må kæmpe for at gøre sig attraktive hos studerende.
Bordene bugner med slik, chokolade, chips, og bolcher. Alle kneb gælder, når det handler om at få de studerendes opmærksomhed.
140 virksomheder er mødt op til karrieremesse på University College Nordjylland - det er flere end nogensinde før. Uddannelseschefen er ikke i tvivl om, hvad det store fremmøde skyldes.
- Vi hører gang på gang, at virksomhederne skriger på kvalificeret arbejdskraft, og at de har ordrer i bogen. som de ikke kan honorere. Derfor er det oplagt at deltage her i dag, siger Henriette Rosa Eduardsen, der er uddannelseschef hos UCN Teknologi og Business.
Den store efterspørgsel på arbejdskraft og lave ledighed betyder, at de studerende er blevet en eftertragtet vare.
- Vi er mange, der skal bruge dem. Vi er en nystartet virksomhed, så vi skal rekruttere rigtig rigtig mange, siger Michelle Rønne fra Norlys Energy Trading.
Norlys benytter sig hverken af slik eller sodavand i forsøget på at gøre kur til de studerende. Deres samtale-starter har fire ben og mere kropshår end de fleste.
- Vi har vores kontorhund, Mille, med. Hun er en god icebreaker, og hun nyder opmærksomheden, siger Michelle Rønne, idet den næste elev kommer for at hilse på virksomhedens golden retriever.
Studerende er i høj kurs
Det er særligt virksomheder inden for byggeri, IT salg og produktion, der er at finde på messen. Alle håber at møde deres fremtidige praktikanter og måske på sigt deres fremtidige arbejdskraft.
- Vi er på jagt efter lidt af hvert. Vi arbejder både med el, VVS, miljø, energi og konstruktioner. Vi kan lidt af det hele, siger Dennis Berner, der er bygningskonstruktør hos OJ Rådgivende Ingeniører.
Det er ikke gået ubemærket hen hos de studerende, at de er i høj kurs under dagens messe.
- Alle vil gerne have en ind. Det er nærmest som om, man er garanteret en praktikplads, hvis man bare kommer hen og snakker med dem, siger Kirill Jensen, der er bygningskonstruktørstuderende på UCN.
Særligt to virksomheder har gjort indtryk på ham under dagens messe, så han ved allerede nu, hvem der får en ansøgning fra ham.
- Som bygningskonstruktør er der flere veje, man kan gå. Derfor er det mega fedt, man kan komme til at tale med de forskellige virksomheder. Jeg er kommet frem til, at jeg nok hælder mest til den projekterende-vej, siger han.
Efter tre timer er messen slut, og virksomhederne pakker sammen og kører hjem. Det er ikke kun kontorhunden, Mille, der tager mange nye indtryk med hjem.
- Jeg kan godt mærke, at jeg har snakket med mange. Men jeg er helt klart blevet klogere på, hvad virksomhederne kan tilbyde, og hvad de er på jagt efter hos praktikanterne, siger Mathilde Louise Pedersen, der studerer Grafisk designteknologi på UCN.
Om det ender med at være en hund, chips, slik eller bolcher, der i sidste ende giver pote - det vil tiden vise. Nu kan virksomhederne kun håbe på, at det er lige netop dem, de unge vælger til.
- Det lyder til, at der er rigtig mange, der er interesserede, men der er jo også rigtig mange stande her, så der er jo konkurrence om det, siger Camilla Rafn Andersen, der er Byggeleder hos Færch og Co.