Værksted totalskadet efter brand
Årsagen til branden er endnu ukendt. Nu skal politiet undersøge, hvad der var skyld i branden.
Torsdag aften har der været brand ved Nordjysk Autoophug på Gammel Hvorupvej i Nørresundby. Meldingen om branden indløb klokken 19.27.
- Vi kunne se flammer, da vi kom derud. Der var nogle plasticruder, der var smeltet og så var der en del røg, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Nils Eltzholtz.
Branden var opstået i et værksted med plads til to biler og brandfolkene kunne slukke branden udefra.
- Det var et forholdsvist lille værksted, så der var ingen grund til at gå derind. Der er også en risiko for, at loftplader kan falde ned, så vi vurderede, at vi lige så godt kunne blive udenfor, siger Nils Eltzholtz.
Omkring klokken 21 var brandvæsnet færdige med opgaven. Værkstedet er blevet totalskadet efter branden, men resten af virksomheden har ikke taget skade. Der har ikke været nogen personer i fare, understreger Nils Eltzholtz.
Årsagen til branden er endnu ukendt. Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen oplyser at politiet nu skal undersøge brandårsagen.