Unge er ramt af ensomhed: Studenterpræst flytter ind på universitet
Ensomhed og nervøsitet kan gøre studiestarten svær. Men der er hjælp at hente for de nye studerende.
Tobias Andersen har taget hul på sin tredje uge som studerende på Aalborg Universitet. Han er flyttet fra Sjælland til Aalborg for at læse til arkitekt.
- Jeg var faktisk utrolig nervøs for at starte på studie igen.
- Jeg var nervøs for det der med, at jeg nu skulle endnu længere væk fra familie og hjemegnen. Her bliver jeg jo nødt til at skabe mig en base, som jeg kalder det, hvor basen er de venner, man har i skolen, siger Tobias Andersen.
Han er langt fra den eneste, der er nervøs for, hvordan den sociale del af livet som studerende vil gå.
Det kan være, man føler sig ensom, det kan være, man har problemer derhjemme
Nanna Holm, studenterpræst
Unge i aldersgruppen 16-24 år er nemlig den aldersgruppe i Aalborg Kommune, der føler sig mest ensomme.
Den tendens vil studenterpræst Nanna Holm være med til at vende.
- Der er mange, der oplever her, når nu støvet har lagt sig fra de første hektiske studiestartsuger, at man måske oplever sig selv stå som "Palle alene i verden", pointerer Nanna Holm.
Derfor er hun som præst nu flyttet fra kirken og ind på Aalborg Universitet. Og selvom man ikke er kristen eller medlem af folkekirken, kan man sagtens komme forbi studenterpræsten.
- Vi skal jo ikke lave mission her, men vi arbejder ud fra det værdigrundlag, der hedder, at det enkelte menneske altid er uendeligt værdifuldt og altid er værd at lytte til.
- Det kan være, man føler sig ensom, det kan være, man har problemer derhjemme, lyder det fra præsten.
For Tobias Andersen giver det god mening, at lyttende ører byder sig til på universitetet. Og at man som studerende vælger at opsøge dem.
- Det er bare vigtigt, at man kommer ud med tingene i stedet for at brænde inde med tingene, fordi det tror jeg vil have en større negativ påvirkning på din daglige gang, fortæller han.
I hvert fald håber han, at der for ham vil være gode studieår i vente.
- Jeg har store forventninger til det sociale. Jeg regner også med at ændre mig på det sociale, hvor jeg har været lidt mere indelukket til tider, siger den nye arkitektstuderende.
Se indslaget fra Aalborg Universitet nedenfor: