Udsolgt om 3, 2, 1 ... Så få billetter har historisk Nibe Festival tilbage lige nu!
Foto: Nibe Festival
Aldrig er billetterne blevet revet så hurtigt væk.
- Vi peaker lige nu!
Så klar i mælet er Nibe Festivals festivalleder Peter Møller Madsen. Det er da også helt forståeligt, hvis han render rundt med armene solidt over hovedet.
Der er nemlig bare 50 onsdagsbilletter tilbage, før han kan melde totalt udsolgt.
- Der bliver med garanti udsolgt i dag. Det har vi prøvet før under festivalen eller lige op til, men vi har aldrig oplevet det så tidligt, siger han.
Millioner brugt på verdensstjerner
Der kommer til at være 18.000 dagligt i Skalskoven, når gæster, presse, frivillige og alle omrkring festivalen tælles med.
Alle kan se frem til at høre en masse musik fra 28. juni til 1. juli lørdag, hvor det hele løber af stablen. Peter Møller Madsen forsikrer, at der ikke er sparet på noget. Musikbudgettet har nemlig fået et nøk opad, og ifølge festivallederen er der blevet brugt på den gode side af 10 millioner kroner på at booke diverse artister.
Det er dog også lykkedes at tiltrække stjernenavne som blandt andre Zara Larsson og One Republic samt danske fan-favoritter som Lukas Graham, Nik & Jay og The Minds of 99.
- Det er virkelig en sejr. Mange ting har bare flasket sig for os i år, og vi har næsten udelukkende fået positive tilbagemeldinger på vores line up.
Frivillighed blomstrer
Det er ikke bare gået forrygende med billetsalget. Også de frivillige har virkelig budt sig til. Sidste år havde de ellers anderledes svært ved at tiltrække tilstrækkeligt med frivillige kræfter.
For tre uger siden havde Den Lille Fede allerede erhvervet omkring 4200 frivillige. Et tal de end ikke nåede op på sidste år. I år er planen, at 4700 skal hjælpe til for at få festivalen til at glide planmæssigt.
- Vi er slet ikke bekymrede for ikke at nå op på det. Langt størstedelen af vores teams er helt besat, så det er en positiv udvikling, siger Peter Møller Madsen.