Udeundervisning bør droppes: - Vi skal tilbage til en almindelig skoledag
Det kniber med at få udeundervisningen til at fungere. Derfor håber man på, at børnene snart kan komme tilbage på skolebænken på fuldtid.
For mange skolebørn og forældre lød det godt, at 5.-8. klasserne som en del af genåbningsplanen igen kunne møde på fuld tid. Men at undervise en hel uge udenfor er slet ikke muligt for mange af skolerne. De bør i stedet for åbne helt op, lyder opråbet fra lærerforeningen.
Der har været så mange justeringer, at nu skal det til at stoppe, siger Karsten Lynge Simonsen, der er formand for Aalborg lærerforening.
- Nu skal vi have lærere og elever tilbage til en almindelig skoledag.
Eleverne i 5.-8. klasse kan ellers vende tilbage på fuld tid – men hver anden uge skal undervisning foregå udendørs. Og det er langt fra alle skoler rustet til.
- Bare sådan en ting, som toiletforhold. Hvor skal man være udendørs for, at det kan give mening? Og man kan ikke være på en parkeringsplads eller lille græsplæne, man er nødt til at have noget, som giver mening, siger formanden.
Det fysiske møde har stor betydning
Ifølge skolelederforeningen kan cirka 50 procent af landets skoler ikke leve op til den planlagte udendørsundervisning.
Jeg prioriterer børnenes trivsel over fadøl – bare for at være helt konkret
Karsten Lynge Simonsen, Formand, Aalborg Lærerforening
I Hjørring Kommune har man besluttet, at hver anden uge foregår virtuelt – men med mulighed for at være udenfor mindst én gang i denne uge.
- Vi må tilrettelægge skolegangen sådan, at de fag og emner der egner sig bedst til den virtuelle del er der, og der hvor vi har brug for at være sammen med hinanden, de fag har vi der, siger Rasmus Vørs Carlsen, der er Skoledistriktsleder i Hjørring Kommune.
Og det at mødes fysisk på skole har stor betydning.
- Det er dejligt, for så kan man være sammen med sine venner igen, jeg føler også man lærer mere, for man kan bedre få noget hjælp. Det er altid dejligt at komme lidt i skole, siger William Nicolajsen fra 6.a på Hirtshals Skole.
Og udenfor i Hirtshals var der undervisning på tennisbanerne.
- Jeg synes, det var dejligt. Skønt at komme udenfor og startede uden det er direkte at starte igen. Det er lidt anderledes, fordi man ikke har normale timer, og vi plejer jo også at have en masse lærere, men dem har vi heller ikke på grund af corona, siger Julie Tvilling Welle fra 5.a på Hirtshals Skole.
Børn over fadøl
Skoledistriktslederen anerkender udfordringerne, men glæder sig over muligheden for mere samvær.
- Vi er jo i hvert fald bare rigtig rigtig glade for at se vores børn mere. Jo mere fysisk tilstedeværelse med børnene jo bedre, siger han.
Det samme gør Aalborg Skolelederforening, der gerne ser en normaliseret hverdag hurtigst muligt.
- Jeg synes, de her børn har ret til at komme tilbage nu. Jeg prioriterer børnenes trivsel over fadøl – bare for at være helt konkret, mener Karsten Lynge Simonsen.
Både de yngste elever og afgangsklasserne er tilbage i skole på fuld tid.