TV2 Nord afslører: Så mange narkosager har omstridt natklub
Natklubben Stygge i Aalborg var omdrejningspunktet i en nylig TV2-dokumentar.
Club Stygge har nu været til den varslede "kammeratlige samtale" med Nordjyllands Politi.
Det er ikke korrekt, når daglig leder af Club Stygge, Mark Benzon, siger, at natklubben, der blev centrum for TV2 Echos dokumentar om om drugging i Jomfru Ane Gade, kun har haft seks narkosager på fem år.
Tallet viser sig at være tre gange så stort, viser en aktindsigt, som TV2 Nord netop har fået af Nordjyllands Politi.
- Seks narkoanmeldelser er selvfølgelig i den bedste af alle verdner seks for mange – også på hele fem år, skrev Mark Benzon og Club Stygge i et mailsvar, da dokumentaren rullede over skærmen.
Samtidig kaldte de journalisterne "immune for fakta og skruppelløse i deres anstrengelser for at opnå en seersensation."
Drugged på sin fødselsdag
Caroline Møller Johansen oplevede på sin 19-års fødselsdag i november 2022, at nogen havde puttet en pille i hendes drink, hvilket efterlod resten af aftenen med huller og hukommelsessvigt.
Blandt andet købte Caroline i sin vildfarelse af drugging en hel flaske spiritus til 3000 kroner på baren, hvilket hun ikke husker.
Tilfældene var så grelle, at en stærkt bekymret politikommissær fra Nordjyllands Politi, Sune Myrup, varslede, at natklubbens ansvarlige ville blive indkaldt til møde.
Den kammeratlige samtale er nu afholdt, bekræfter politiet, der dog ikke ønsker at gå i detaljer med, hvad der blev diskuteret.
- Jeg kan bekræfte, at vi har afholdt møde med Club Stygge på baggrund af jeres dokumentar, fortæller vicepolitiinspektør Sune Myrup.
- Men af hensyn til mødefortrolighed kan vi ikke referere, hvad vi har talt om.
Ifølge TV2 Nords oplysninger er der langt flere, end de seks tilfælde Stygge selv henviser til siden 2019.
Se tallene hér:
OVERSIGT ÅR FOR ÅR
Der er i alt 36 anmeldelser indenfor gerningskoderne mellem den 1. januar 2013 og den 12. juni 2023.
Det bemærkes, at anmeldelser i sager om besiddelse og salg af narkotika ofte er initiativsager, dvs. at anmeldelserne typisk sker på politiets initiativ, hvorfor antallet af anmeldelser vedrørende narkotika typisk afspejler den politimæssige indsats på stedet, skriver Nordjyllands Politi.
2014 2
2015 2
2016 8
2017 5
2018 6 + 1 sag om salg af euforiserinde stoffer
2019 7
2020 1
2022 1
2023 3
Faktisk er der siden 2014 registreret i alt 36 sager om besiddelse og salg af narkotika.
Siden 2019, som er den periode Stygge selv tidligere har talt om, er tallet 18. Altså tre gange så højt.
Derudover er der yderligere otte anmeldelser, som relaterer sig til ”bedøver” eller ”drugrape” - alle fandt sted sidste år, 2022.
TV2 Nord har kontaktet Club Stygge og deres advokat, der ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.
Alkoholbevilling op til overvejelse
Den 22. juni er der møde i Aalborgs bevillingsnævn, der blandt andet beslutter og fornyer beværtningers alkoholtilladelse.
- Vi skal selvfølgelig tale om de ting, der kom frem i jeres dokumentar, har medlem af bevillingsnævnet Nuuradiin Hussein (S) tidligere fortalt.
Fratages de deres alkoholbevilling er det første gang i Bevillingsnævnets historie, det sker før tid.
Stygges nuværende bevilling udløber næste år.