Tre-om-dagen: Nordjysk ægtepar napper 330 kirker efter 30 år samme sted
Foto: Privatfoto
Hvor spændende er gudstjeneste nummer 257 mon? Ægtepar fra Gærum har sat sig selv på noget af en mission.
- Når man har været i kirke hver eneste søndag i 30 år, er det egentlig sjovt at se andre kirker.
Arne og Vibeke Nielsen er ikke ligesom alle andre.
De har nemlig sat sig for at deltage i gudstjenester i alle kirker i Aalborg Stift - det vil sige 330 kirker.
Og de mangler kun en.
Det har taget dem fem år at komme igennem, men på søndag skal den sidste gudstjeneste på listen krydses af.
- Det er en dejlig beskæftigelse en søndag formiddag at komme til gudstjenester, og så er det sjovt at komme ud og se, hvordan de gør det andre steder, siger Arne Nielsen.
Men det er ikke eneste plus i kirkebogen for Arne og Vibeke Nielsen.
- Der er mange, man kender rundt omkring og så finder man pludselig ud af, at de er der. Det er også sjovt at møde nogle.
Fem års rejse
Både Arne og Vibeke Nielsen er tidligere kirketjenere - Arne gennem hele 30 år.
Og da det var slut, besluttede de sig for at det ikke var nok. De skulle opleve andre gudstjenester end dem, som de er vant til i Abildgaard Kirke og Vodskov Kirke.
- Nu når man har været i kirke hver eneste søndag og taget et par gudstjenester i 30 år, så er man vant til at gå i kirke, og så er det egentlig sjovt at se andre kirker end den, som man har arbejdet i, siger Arne Nielsen.
Men det kan ikke være hver søndag, som står i guds tegn, for som Arne Nielsen siger:
- Der er jo også andre ting, og tiden kan hurtigt gå.
I stedet har de nogle søndage besøgt tre kirker i rap, og det kræver noget koordinering.
For kirkerne skal helst ligge i nærheden af hinanden, så man kan nå det hele.
Og man kunne fristes til at tænke, at det må blive kedeligt i længden, men ikke når man er to om det.
- Så har vi fået en lille tur ud af det, og det er da også hyggeligt at komme rundt og se en masse kirker, så det har været en oplevelse i sig selv, fortæller Arne Nielsen.
Næste punkt på listen
Men når fem års tur rundt i 330 kirker er slut på søndag, så er det måske ikke helt slut for ægteparret fra Gærum.
For der er sat et nyt punkt på listen - landets domkirker.
- Det bliver det næste, vi kommer til at satse på. Der er ti domkirker i alt, og vi har været i de seks, siger Arne Nielsen.
Så de er allerede godt i gang.
Når de sidste fire domkirker så er besøgt, vender de trofaste kirkegængere tilbage til det lokale sogn og Gærum Kirke.