Ny 'chef for det hele': Trænregimentet i nye hænder
Trænregimentet i Nordjylland fik i dag ny chef.
Med ordene "Du har kommandoen" fik Michael Elsøe Frandsen tidligere i dag overrakt Trænregimentets fane, og tiltrådte da stillingen som ny chef i Forsvaret i Nordjylland.
Til kommandooverdragelsen var salen fuld af både civile og militære i uniform, baret og medaljer på brystet.
Den nye forsvarschef ser frem til de opgaver, der nu lander på hans skrivebord.
- Det betyder meget. Jeg er utroligt stolt, og jeg er også ydmyg over det. Det er en stor opgave, så jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med forsvarsforlig og med opbygning. Der er rigtig mange store opgaver, der venter.
En erfaren herre
Forsvaret er ikke fremmed for Michael Elsøe Frandsen, der kommer fra en stilling ved Operationsstaben.
Tidligere har han blandt andet været stabschef ved 1. Logistikbataljon og chef for Militærpolitiet.
Han skal fremover være chef for godt 1700 medarbejdere, og mener ikke at de vil opleve de store ændringer i arbejdsgangen - til en start.
- Jeg vil sige, at jeg starter et rigtig godt sted. Det jeg er mødt ind til her ved Trænregimentet, er et godt og veldrevet regiment. Så det de kommer til at mærke på den korte bane, der er ikke store ændringer, siger Michael Elsøe Frandsen.
Trænregimentet bidrager til Hæren og Forsvaret med blandt andet logistik, forsyning, transport, sanitet, bilinspektion og militærpoliti.