To røverier på fire timer: Kan være samme gerningsmænd
Foto: Rigspolitiet
Nordjyllands Politi leder efter gerningsmændene til to røverier, der er sket inden for kort tid.
Klokken 07:50 søndag morgen har to unge mænd begået væbnet røveri mod 7-Eleven forretningen på Østergade i Nørresundby.
De to gerningsmænd truede sig med en kniv til kassebeholdningen og tre kartonner cigaretter.
De to mænd bar mørkt tøj, hættetrøjer og mørke mundbind. Efter røveriet stak de af til fods.
Kan være samme gerningsmænd
Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard, kan der være en sammenhæng mellem dette røveri og et røveri tidligere søndag morgen, da gerningsmændene passer samme beskrivelse i begge røverier.
Klokken 03:09 søndag morgen blev en 18-årig mand truet med kniv til at udlevere et kontantbeløb på 50-60 kroner. Røveriet skete på John F. Kennedys Plads i Aalborg.
Ifølge Nordjyllands Politi havde den unge mand der blev udsat for røveriet, set de to gerningsmænd i toget mellem Århus og Aalborg.
Hvis man har informationer i sagen, bedes man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.
OPDATERING
Nordjyllands Politi har søndag eftermiddag delt dette billede fra røveriet i 7-Eleven forretningen
Billede af de to gerningsmænd fra røveriet. Har man oplysninger så ring gerne til Nordjyllands Politi på 114 #Njylpoliti pic.twitter.com/TPOS5s5UXv
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) March 28, 2021