To mænd tiltalt for designer-kup i Gug
Foto: Pierre Verdy/AFP/Ritzau Scanpix
To mænd skal mandag møde i Retten i Aalborg i en sag, hvor de er tiltalt for at have stjålet for næsten 400.000 kroner ved et indbrud i Gug.
Ifølge anklageskriftet var det to særdeles kvalitetsbevidste herrer, som i højsommeren begik indbrud i en villa i Gug i det sydøstlige Aalborg. Udbyttet blev eksklusive produkter til flere hundrede tusinde kroner.
De to mænd, der nu er tiltalt for at stå bag designerkuppet, er henholdsvis 19 år 28 år, og de sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i sagen, som efter planen kommer for retten mandag.
Det fremgår af anklageskriftet, at de to mænd er tiltalt for at have begået indbruddet i Gug 18. juli i år sidst på eftermiddagen. Efter at være brudt ind i huset er de to tiltalt for at stjålet flere designertasker af mærker som Louis Vuitton, Gucci, Burberry og Ralph Lauren.
Derudover tog de et pengeskab med cirka 28.000 kr. i kontanter samt diverse smykker, herunder i guldsmykker og smykker med diamanter. Desuden forsvandt en Macbook, bilnøgler, kreditkort og flere personlige papirer.
Foromtale af retssag
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til mandag 29. august ved Retten i Aalborg.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Stjal for næsten 400.000
Byttet løb op i en værdi af minimum 382.000 kroner. Gerningsmændene nåede dog ikke langt, for de blev snuppet af politiet kort efter og har siddet fængslet siden dagen efter indbruddet.
Det fremgår af anklageskriftet, at en tredje person også er involveret i kuppet, men denne person skal have sin sag behandlet særskilt i retten.
Der er i øvrigt lagt op til, at sagen kan køre som tilståelsessag, hvilket tyder på, at de to mænd tilsyneladende har lagt kortene på bordet og erkendt alt.