Tiltale: 39-årig filmede og delte billeder af sin begåede voldtægt
Foto: TV2/Nord
Ifølge anklageskriftet græd kvinden og sagde flere gange fra, hvilket tilsyneladende ikke standsede manden.
Ifølge politiet lod en 39-årige mand kameraet rulle, mens han forgreb sig på en kvinde i Hadsund. Tirsdag skal han for retten.
Når en 39-årig mand efter planen møder i retten i Aalborg tirsdag, står han overfor en tiltale for at have begået voldtægt.
Men samtidig er han også tiltalt for blufærdighedskrænkelse, fordi han ifølge politiets anklager også filmede voldtægten og efterfølgende delte billeder af overgrebene.
Overgrebet fandt sted ved otte-tiden om morgenen 16. august i år på en adresse i Hadsund. Her befandt den 39-årige sig sammen med en kvinde, som han ifølge anklageskriftet skubbede ned på en seng, mens han sagde, de skulle have sex, hvorefter han tog hendes tøj af og gennemførte voldtægten.
Delte billeder via messenger
Ifølge anklageskriftet græd kvinden og sagde flere gange fra, hvilket tilsyneladende ikke standsede manden.
Det forhindrede ham heller ikke i at filme overgrebene. Ifølge politiet lod han kameraet rulle, mens han forgreb sig på kvinden. Han er tiltalt for efterfølgende at have delt fire billeder af overgrebet med en anden person via Messenger.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den 39-årige forholder sig til anklagerne.