Sæt farten ned - politiet laver kontroller hele ugen
Nordjyllands Politi er ude med bødeblokken i uge 41, hvor fartsynderne bliver holdt nøje øje med.
Det er altid en god idé at lette foden fra speederen, men især i den her uge gør du klogt i at overholde fartgrænserne.
Politiet gennemfører nemlig en landsdækkende indsats mod fartsyndere.
Høj hastighed skaber utryghed på vejene og øger risikoen for ulykker markant, oplyser Rigspolitiet.
Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne.
Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter
For høj hastighed vurderes nemlig at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlige skader og dødelig udgang.
- Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang, og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken, siger Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Fartkontrollen varer til og med på fredag, hvor efterårsferien begynder.
Så farlig er høj fart i trafikken
- Fra 2014 til 2019 omkom 401 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72% af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28% var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang.
- Ved 80 km/t. kører du ca. 33 meter, mens du reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t., bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
- Hvis to bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30% af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60% ved en hastighed på 90 km/t.
- Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t., vil ulykken være fatal i 60% af tilfældene. Risikoen stiger til 80% ved 90 km/t.
- De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62% af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38% af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik