Tidligere basket-prof er kommet til Nordjylland: - Vi håber, at han kan sprænge det hele i luften
Den tidligere professionelle basketballspiller Alonzo Brooks skal sikre sporten vækst i Nordjylland.
I Hasseris Gymnasiums gymnastiksal er det ikke de sædvanlige gymnasieelever, der løber rundt og sveder.
I stedet er det nemlig omkring 40 børn og unge i alderen otte til 17 år, der alle deltagere i en tre dage lang basketcamp hos den tidligere professionelle basketspiller Alonzo Brooks, som har gjort karriere i både USA, Tyskland og Danmark.
Men udover sin spiller- og trænerkarriere i sporten har Alonzo Brooks også været med til at opstarte konceptet børnebasket.dk på Sjælland tilbage i 2014.
Og netop det populære initiativ øst for Storebæltsbroen håber amerikaneren nu også at kunne få etableret i Nordjylland.
Første basketcamp i Aalborg
En af dem, der er dukket op til basket-træningen, er Saliou Vitus Touré, der har et helt særligt forhold til træner Alonzo Brooks. Derfor er det heller ikke hans første basketcamp, selvom det er første gang, at Alonzo Brooks afholder konceptet i Aalborg.
- Jeg synes, han er god til at gøre det sjovt at spille, samtidig med at han formår at holde os alle glade selv, hvis vi taber, fortæller Saliou Vitus Touré om sin træner og papfar.
Alonzo Brooks er også selv meget tilfreds, og det er særligt én ting, som betyder noget for den tidligere basketspiller.
- Vi har 40 børn her i dag, som er kommet til vores camp med store smil og masser af glæde. Både børnene og deres forældre kommer og fortæller mig, at det her arrangement betyder rigtig meget for dem, og det er helt sikkert den bedste og mest naturlige følelse, fortæller arrangøren, der håber, at børnene vil tage nogle bestemte ting med sig fra campen.
- Jeg håber, de vil være stærkere, mere selvsikre og mere passionerede omkring den her sportsgren, samtidig med at de forhåbentligt vil få flere venner og måske endda kunne blive en ledertyper på længere sigt, understreger han.
Svære vilkår gav blod på tanden
Alonzo Brooks begyndte sin karriere i USA, hvor han selv er født og opvokset. Men selvom livet som professional basketballspiller kan lyde glamourøst, så var Alonzo Brooks' barndom langt fra det.
Amerikaneren kommer nemlig selv fattige vilkår i Baltimore, men netop dette har haft stor betydning i hans videre karriere og liv, samt hans initiativer med børn og unge.
- Hele min spillerkarriere er begyndt på baggrund af min opvækst, som også har været en stor faktor i min succes. Jeg har spillet basketball her i Danmark professionelt længe, men efter jeg gik over til at være professionel træner, overtog det alt, fortæller basketspilleren, der nyder at holde sine camps for de mange børn.
Starten på fremtidsdrømmen
Udover arrangør og træner Alonzo Brooks er Kasper Lunde Agerholm også en del af campens stab. Han nemlig med som hjælpetræner til arrangementet, og det er der en helt særlig grund til.
- Det er en mulighed for at komme et skridt tættere på drømmen om at kunne være omkring sporten hele livet. Skulle jeg på et tidspunkt ikke være i stand til at spille selv, så vil træner-vejen helt klart være en drøm for mig, og derfor tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne begynde tidligt ved at hjælpe her, forklarer Kasper Lunde Agerholm, der selv spiller i basketklubben Aalborg Vikings.
Udover arrangementet glæder den unge basketballspiller sig dog også over amerikanerens tilstedeværelse i det nordjyske af andre grunde.
- Det ville være en fornøjelse, hvis Alonzo kunne hjælpe med at gøre sporten større i Nordjylland, så vi kunne få nogle flere spillere i klubben, fortæller Vikings-spilleren, der har store forhåbninger til den tidligere professionelle spiller.
- Vi håber jo lidt på, at han kan sprænge det hele i luften og bringe flere basketspillere til klubben, så sporten kan blive lige så stor i Nordjylland, som den for eksempel er på Sjælland, fortæller Kasper Lunde Agerholm, der til træningen lærer børnene at skyde bolden i kurven.