Tanja og flaget følger Simon Hald og Magnus Saugstrup
Simon Hald og Magnus Sagstrup som begge spiller med på det danske herrelandshold, der i øjeblikket spiller om verdensmesterskabet i håndbold, har begge startet deres karriere med at spille ungdomshåndbold i den lille klub Nøvling IF.
Og det glemmer man ikke i klubben. Derfor er det blevet en fast tradition, at når Danmark spiller i EM og VM-slutrunder, så sender klubben nogle medlemmer afsted med et helt specielt Dannebrogsflag.
- Det startede, da vi for to år siden var i Stockholm til finalen deroppe. Der blev vi enige om, at for at lave lidt sjovt for klubben, så ville vi havde det her flag. Vi havde været i Malmø inden, og der havde vi bare haft et hjemmelavet flag med, og vi kunne godt se, at standarden var rigeligt høj, siger Tanja Esko, der er træner i klubben.
Sidste år var flaget med til EM-finalen i Køln, hvor de to tidligere spillere satte deres autografer. Derfor pryder de nu Dannebrogsflaget, og på lørdag går turen til Oslo.
- Vi er slet ikke i tvivl om, at de lægger mærke til det. Der er faktisk også autografer på det fra dem begge, siger Tanja Esko, der helt bestemt regner med, at Danmark skal spille VM-finale søndag den 3. februar i Oslo.
Kunne ikke undgås at blive set under kampen
Det er Tanja Esko, der også selv har spillet i klubben, der søger for hver gang at medbringe flaget, og selvfølgelig var flaget også med i går, da Danmark spillede den sidste kamp i Jyske Bank Boxen, hvor de som bekendt vandt over Tjekkiet.
Omkring middagstid samledes cirka 50 medlemmer fra klubben foran Klarup Hallen hvorfra man satte kursen mod Herning i højt humør, og de fleste iført røde landskampstrøjer.
Vel ankommet til Jyske Bank Boxen var der lige tid til en tur ind i fanzonen, inden flaget blev rullet ud, og da de danske spillere kom ind til opvarmning tog Tanja og sin egen søn blandt andre opstilling helt nede ved banden i håb om at Magnus Sagstrup og Simon Hald skulle få øje på det, og det lykkedes faktisk.
Magnus Sagstrup vinkede under opvarmningen ud til Tanja og børnene, og Simon Hald sagde efter kampen, at han selvfølgelig også havde lagt mærke til, at de var der.
Og under kampen kunne man ikke undgå at se 'Nøvling-flaget', da det røg i vejret, hver gang Danmark scorede og det gjorde de 28 gange
Det blev sent, inden Nøvling bussen igen var tilbage i Klarup, men flaget skal ikke pakkes for langt væk.
Lørdag morgen tager Tanja Esko og flere andre Nøvling-medlemmer afsted mod Oslo, og kommer forhåbentlig hjem med endnu en guldmedalje.