Striden fortsætter: - Wolt viser ikke samfundssind, siger restauratør
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
En række nordjyske restauratører fortsætter boycottet af Wolt. Foto: Ib William Christensen/Robert Bedsted
Mandagens møde mellem en række restauratører og Wolt flyttede ikke noget. Derfor går restauratørerne nu egne veje.
Der er kold luft mellem madudbringningstjenesten Wolt og en lang række restauratører i Aalborg.
Restuatørerne mener, at de betaler en urimelig høj procentsats for Wolts service, og kombineret med de stigende energipriser har flere mere end ualmindeligt svært ved at drive forretning.
Derfor boykottede flere restauranter Wolt i sidste uge.
Til formiddag afholdte parterne et møde på Aalborg Bibliotek for at se, om stridsøksen kunne begraves. Parterne nåede dog ikke nærmere hinanden.
- Det er gået som forventet. Wolt vælger ikke at støtte os og viser ikke samfundssind. De vil ikke sænke procentsatsen. Det er ærgerligt. Vi havde nok forventet, at det ville ende sådan her, men vi havde et lille håb om, at de ville rokke sig, siger Ann-Britt Pedersen, der er indehaver af Casa Pazza og talsperson for byens utilfredse spisesteder.
Arbejder på ny løsning
Wolt kom til mødet med to løsningsforslag, men restauratørerne vurderede ikke, at de var tilstrækkelige, og derfor er parterne ikke nået nærmere hinanden.
- Hvis restauranterne ikke fortsætter på Wolt, så ærgrer det mig, men det er vigtigt for mig at understrege, at vi har omkring 150 forskellige valgmuligheder for vores forbrugere lokalt her i Aalborg, siger Daniel Johansen, der er ansvarlig for Wolts partnerskaber med restauranter.
Wolts to løsningsforslag
- Alle nye ordrer på Wolts platform kan blive tillagt et energitillæg, hvis restauranterne ønsker det. Energitillægget, som bliver op til ti kroner per ordre, er en ny funktion, som restauranterne hver især skal vælge til, hvis de ønsker det. Tillægget tilfalder restauranterne 100%.
Foreløbig kan restauranterne få gavn af energitillægget frem til årsskiftet.
- Ekstra indtjening uafhængig af Wolts platform.
Blandt løsningsforslagene, som blev fremlagt på mødet med de fremmødte aalborgensiske restauranter, er der også mulighed for at skabe mere omsætning uden for Wolts platform. Eksempelvis tilbyder Wolt at hjælpe restauranterne i gang med at oprette deres helt egen hjemmeside som salgskanal via en ekstern partner. Med Wolt Drive kan restauranterne dog stadig tilbyde, at bestillingerne fra deres hjemmeside leveres til slutbrugeren. Det kan give restauranterne omsætning, hvor de selv fastsætter leveringspriserne, og selv står for markedsføringen og kundekontakten.
Kilde: Wolt
De stigende energipriser betyder, at Ann-Britt Pedersen ikke kan udbetale løn til sig selv og sine ansatte i denne måned. Hun glæder sig imidlertid over, at hun selv og flere andre restauratører har en plan for fremtiden. En plan, der på ingen måde indebærer Wolt.
- Vi har fået en anden partner indover. Vi (restauratører, red.) arbejder på at få en fælles platform, som bliver en app eller hjemmeside, og det er så meningen, at vores gæster skal kunne købe maden derfra.
Ann-Britt Pedersen har tidligere fortalt til TV2 Nord, at de også arbejder på at få startet en fælles leveringsservice.