Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Stoppede som direktør for skandaleramt sygehus: Modtager løn flere måneder endnu

Foto: Jesper Larsen / Region Nordjylland

Den fratrådte projektdirektør for det kommende supersygehus i Aalborg modtager løn ind i det kommende år.

I sidste uge meddelte Region Nordjylland i en pressemeddelelse, at Martin Kjær, projektdirektør for det kommende supersygehus i Aalborg, har opsagt sin stilling.

Nu viser en aktindsigt, som TV2 Nord har fået hos Region Nordjylland, at Martin Kjær fortsat får løn, skønt han har fratrådt stillingen som projektdirektør for supersygehuset.

Det får han til og med den 31. januar 2024.

Det drejer sig om en månedsløn på 139.882,11 kroner, oplyses det i aktindsigten. Dertil får Martin Kjær et månedligt pensionsbidrag på 31.017,24 kroner. 

Det vil sige, at den nu fratrådte direktør samlet set modtager 170.899,35 kroner månedligt frem til den 31. januar 2024.

Region Nordjylland bekræfter endvidere, at Martin Kjær ikke fortsætter sit arbejde for regionen i opsigelsesperioden, der varer til og med den 31. januar 2024, og dermed er stoppet i Region Nordjylland. 

Selv fortæller Martin Kjær på LinkedIn, at han ikke forlader et byggeri i kaos.

Byggeriet på det nye supersygehus er seks år forsinket, og det har overskredet budgettet med 1,37 milliarder kroner.

Senest i juli kom det frem, at der var en kæmpe vandskade på sygehuset, efter 40.000 liter vand fossede ud fra operationsstuerne på første sal.

I marts måned kom det frem, at der flere hundrede steder var trængt vand ind i facaden i så store mængder, at der lå synligt vand på gulvene.

I september 2022 erfarede TV2 Nord, at 36 kilometer rør skulle udskiftes, fordi der havde været stillestående vand i rørene, og der dermed var dannet bakterier inde i rørene.

Følg med på TV2 Nord i aftenens regionale nyhedsudsendelse 19.30, hvor regionsrådsformand for Region Nordjylland, Mads Duedahl (V), kommenterer på Martin Kjærs opsigelse.


Nu har fiskerne fået deres muslinge licenser - men der mangler noget

Muslingefiskerne har torsdag middag fået deres licenser til muslingefiskeri fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Nu kan muslingefiskerne smide fortøjningerne og lægge fra land. 

De har nemlig fået de licenser, som de har ventet på i over seks uger. 

Sæsonen for fiskeriet begyndte egentlig 1. september, men fiskerne har ikke haft mulighed for at fiske, da deres licenser fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ikke var landet. 

Henrik Nielsen, som er daglig leder og formand for Foreningen Muslingeerhvervet fortæller, at licenserne landede ved middagstid torsdag.

- Fiskerne sejler ud i morgen og skal begynde at finde de muslinger, der er store nok og den rigtige kvalitet, siger han. 

Nu hvor licenserne er landet, kan man også få gang i de følgeerhverv, der findes med tilknyt til muslingefiskeriet. 

- Nu kan vi begynde at få planlagt sæsonen. Fabrikkerne ved, at de kan begynde at få afsat nogle af muslingerne. Det er jo det hele, der skal spille sammen, siger han. 

Fiskerne kan dog endnu ikke gå i gang med at fiske søstjerner. Licenserne til at fange dem er nemlig ikke landet endnu. 

Licenserne er landet med et lille aber dabei. De kommer nemlig med et nyt krav til, hvordan fiskerne skal bogføre deres fangst.

Ifølge Henrik Nielsen er det noget, der vil gøre arbejdet mere besværligt. 

- Det kommer til at gøre det rigtigt svært for fiskerne at føre deres logbøger korrekt, siger han.

Meldingen om, at licenserne nu er landet, er også blevet noteret hos muslingevirksomheden Vilsund Blue, hvor produktionen indtil videre har stået stille. 

Torsdag eftermiddag siger administrationschef Jan Christiansen ved virksomheden til TV MIDTVEST, at man håber at sætte gang i produktionen i starten af næste uge. 



Else har lagt æg i 40 år, og hun tager gerne 10 år mere

Det er de færreste, der opnår at være 40 år på den samme arbejdsplads, men den milepæl har Else Andersen nået på DAVA Foods i Hadsund.

Hun var blot 19 år, da hun i 1984 startede i pakkeriet i på virksomheden.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte, her bliver du ikke gammel, men den ene dag tager jo den anden, og så er man glad for sit arbejde, konstaterer hun.

Hun indrømmer dog, at der har været tidspunkter, hvor hun har overvejet at stoppe.

- Men så har man holdt lidt ferie, og så kommer man tilbage med nyt pust, og så går tiden jo igen. Så kan man jo tage en uges tid mere, hvis man bliver træt af den igen, griner hun.

Har lært næste generation op

Direktøren er glad for Else Andersen, og selvom, han godt ved, at hun stopper en dag, så er det først om lang tid ifølge ham.

- Nu har hun jo lovet mig, at hun har 10 år mere, så vi kan fejre hendes 50-års jubilæum her om præcis 10 år. Men hun stopper jo på et tidspunkt, men det er jo også helt naturligt, konstaterer Kristian Ramstad, der er vicedirektør hos DAVA Foods Danmark, og tilføjer.

- Men i den periode, hun så har været her i nu 40 år, har hun været med til at lære de nye generationer op og har lært fra sig, påpeger han.

Else Andersen selv vil også selv fortsætte i flere år endnu, men om det er lige så mange, som direktøren regner med, må tiden vise.

- Jeg skal jo have ni år mere, men jeg har lovet Christian 10, så må vi se, om det holder, fastslår hun.

Er stadig ikke træt af æg

Lidt over halvdelen af de æg, der spises i Danmark, har været igennem Elses lagerhal, som kan rumme 12,5 millioner æg. På hver paller hun kører med, er der 12960 af slagsen.

Og selv om Else nu har arbejdet med æg i 40 år, er hun ikke træt af dem.

- Nej, jeg spiser tit æg, afslutter hun.


Se de eksklusive billeder: Sådan skal trecifret millionbeløb forvandle nordjysk by

Byens meget omtalte skrothandler Kenneth Haastrup har også taget imod et købstilbud, og derfor er en 30 år gammel strid nu slut.

Ambitionerne er høje på det 30.000 kvadratmeter store område midt i Aggersund, hvor der blandt andet indtil nu har ligget en omstridt skrothandler.

Ambitionerne indeholder blandt andet en Drive-in restaurant, boliger, et besøgscenter, en tankstation, en dagligvarebutik, en udvalgsvarebutik og ladepladser.

Det er nemlig lykkedes bysbarnet Jimmy Foldager Madsen og en partner at opkøbe flere ejendomme på og omkring den såkaldte trekant i Aggersund, som 9200 biler hvert døgn kører forbi, når de passerer Aggersundbroen.

Og de vil benytte lejligheden til at shine byen op for et trecifret millionbeløb.

- I dag er vi oppe på omkring 20 matrikelnumre, som indgår i hele projektet, og det startede jo bare lige med nogle få, lyder det fra Jimmy Foldager Madsen, der er Direktør for Trekanten Aggersund ApS.

Hvornår kan man så begynde at se noget?

- Det kan man til foråret, det skal man kunne, konstaterer Jimmy Foldager Madsen.

Nu bliver skrotbiler endelig fjernet

Byens meget omtalte skrothandler Kenneth Haastrup har også taget imod et købstilbud. Han bor til leje, mens han rydder grunden for brugte biler og skrot.

Også Vesthimmerlands Kommune investerer nu i området. Kommunen haft skaffet godt 21 millioner kroner til områdefornyelse. En del af pengene går til at forbedre forholdene omkring Aggersborg, som i september sidste år blev optaget på Unescos verdensarvsliste.

- Nu skal man stoppe i Aggersund og nyde udsigten over fjorden og se, hvad vi kan byde på ved indgangen til Vesthimmerland, lyder det fra borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).


Havneformand sendte vigtig rapport om havn: Nåede først byrådet 15 måneder senere

Foto: Foto: Henriette Maj Pedersen

Der gik 15 måneder fra den daværende formand for Frederikshavn Havn, Bo Uggerhøj, i sommeren 2022 sendte en rapport med muligheder om, hvordan havnens økonomi kunne genoprettes, til den nåede frem til byrådet.

I de 15 måneder havde forvaltningen i Frederikshavn Kommune og borgmester Birgit S. Hansen således kendskab til rapporten fra Frederikshavn Havn uden at sende videre til byrådet.

Rapporten er udarbejdet af Frederikshavn Havns advokatfirma DLA Piper, og indeholder seks konkrete forslag til, hvordan havnens pressede likviditet kan forbedres. Her bliver det blandt andet foreslået, at kommunen kan sende penge til havnen for at dække driftsunderskud, ligesom en anden mulighed var, at havnen kunne sælge arealer for at skaffe penge i kassen.

- Jeg ville gerne have haft den i juni 2022, så jeg kunne have dannet mig et overblik over, hvad der er galt. Vi får den 15 måneder senere i september 2023, siger Venstres gruppeformand i byrådet i Frederikshavn, Jan Bjeldbak.

Rapporten er lavet efter, at Frederikshavn Kommune i januar 2022 fik udarbejdet et notat, som konkluderede, at havnen manglede likviditet og dermed penge i kassen, samt at driften ikke hang sammen, da omsætningen alene ikke kunne dække udgifter til renter og afdrag.

Vigtig viden blev ikke delt

Det notat blev forelagt kommunens økonomiudvalg i marts 2022, men den vigtige viden er aldrig delt med det øvrige byrådet.

- Jeg synes, at to et halvt år, hvor man har en viden, det er ikke godt nok. Det skulle vi have haft noget før, siger Christina Lykke Eriksen, byrådsmedlem for SF.

Mens notatet altså ikke blev delt med byrådet, så fik politikerne indsigt i rapporten med de seks løsningsforslag fra havnen med forsinkelse.

Ifølge en mail som Bo Uggerhøj sender til kommunaldirektør Thomas Eriksen allerede 30. juni 2022, så bliver han spurgt af den daværende formand for havnebestyrelsen, om byrådet er med på beredskabsplanen og de seks punkter.

Bo Uggerhøj siger i dag, at han er overrasket over den seneste tids afsløringer, som TV2 Nord har bragt.

- Helt sikkert. Det er nyt for mig, siger han.

Er du også overrasket over, at byrådet ikke har været orienteret om de her ting?

- Ja bestemt. Jeg ville helt sikkert have troede, at de var kommet videre, siger Bo Uggerhøj.

Byrådsmedlem: Rart hvis vi havde fået den viden

Rapporten fra juni 2022 er lavet for at klæde politikerne på med forslag til, hvordan havnens likviditet kan forberedes. Da de får rapporten i hænderne 15 måneder senere, er situation langt mere alvorlig end først antaget.

Det havde vel været rart, hvis I alle have haft den viden?

- Jo det kunne have givet mening, så vi havde kunnet se, hvilke håndtag der var, som vi kunne dreje på, siger Christina Lykke Eriksen.

Politikerne læser først rapporten i forbindelse med, at de siger ja til at stille den første af flere garantier for millionlån til havnen i september 2023.

- Det er det, vi ser hele vejen igennem; at der er dokumenter, som er blevet sendt til økonomiudvalget og byrådet, men vi har bare aldrig fået dem før halvandet år efter, siger Danmarksdemokraternes byrådsmedlem Jens Nygaard Johansen.

Sten Bønsing er professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet. Han mener, at byrådet som ejer af havnen skulle have været forelagt rapporten langt tidligere.

- Jeg mener, at det følger af havneloven og kommunal lovgivningen, at kommunalbestyrelsen skulle have været inddraget langt tidligere i processen. Sådan en sag af den her størrelse må ikke være på administrativt- og borgmester-niveau i så lang tid, siger Sten Bønsing.

Vi har spurgt borgmester Birgit S. Hansen, hvorfor der går 15 måneder før byrådet før rapporten, men hun skriver i en SMS, at hun holder ferie.

Foto: Foto: Henriette Maj Pedersen

Én episode fik Mikkel Hansen til at indse, at der var noget helt galt

Foto: TV2

Mikkel Hansen blev sygemeldt med symptomer på stress i 2023.

Han vågnede op et sted og anede ikke, hvor han var. 

Mikkel Hansen havde nogle tumultariske år op til sin sygemelding med symptomer på stress, og han fortæller nu til Aftenshowet om særligt én episode, der blev skelsættende for ham. 

- Jeg havde en situation, hvor jeg ikke kunne huske, hvor jeg var henne. Jeg vågnede op et sted efter at have taget en lur og kunne ikke genkende loftet. Jeg kunne bare se, at det ikke var mit hjem, siger han.

Det skulle vise sig, at Mikkel Hansen lå på det hotel, som han overnattede på, da han spillede for Aalborg Håndbold. Samtidig holdt familien til i København.

Jeg fik lov til at slutte på toppen. Jeg er glad og stolt af, at jeg trak stikket

Mikkel Hansen

Mikkel Hansens oplevelse på hotelværelset den dag satte sine spor og fik ham til at indse, at der var noget galt.

- Jeg vågnede op med hjertebanken. Den følelse i kroppen af at man havde x-antal timer, man ikke kunne huske. Det sad rimelig meget i en. Efter en snak med min kone og familie gik det op for mig, at jeg var et sted, der ikke var helt sundt. 

En presset slutrunde

Op til episoden på hotelværelset var der flere tegn på, at ikke alt var, som det skulle være.

For Mikkel Hansen skulle i januar 2023 med håndboldherrerne til VM i Malmø, og her havde den danske stjerne svært ved at hive op i sig selv, som han plejede.

Han fortæller i DR-programmet, hvordan han var mere presset end normalt. Den danske legende vil normalt beskrive sig selv som disciplineret omkring sin træning, men pludselig var overskuddet bare væk.

Alligevel lykkedes det for Mikkel Hansen og holdkammeraterne at hive VM-guld med tilbage over Øresund, og ifølge Hansen fik han også hanket op i sig selv og spillet en "nogenlunde slutrunde".

Nyder tilværelsen

Mikkel Hansen stoppede karrieren som professionel håndboldspiller efter OL-triumfen i sommers.

Stjernen har tidligere i TV 2 Sports program 'Mikkel Hansen - Farvel og tak' sat ord på nogle af højdepunkterne i karrieren og sagt tak til danskerne.

Nu har han så haft nogle måneder til at vænne sig til tilværelsen, og han lægger ikke skjul på, at han trives med sin nye hverdag, hvor han har fået ekstra god tid til at være sammen med sin familie og sine børn.

For trods nogle hårde år er Mikkel Hansen glad for, at han fik stoppet, mens legen var god.

- Jeg fik lov til at slutte på toppen, jeg er glad og stolt af, at jeg trak stikket, så der ikke skulle være et par ærgerlige år, hvor jeg ikke synes, at jeg var god nok.