Stoppede som direktør for skandaleramt sygehus: Modtager løn flere måneder endnu
Foto: Jesper Larsen / Region Nordjylland
Den fratrådte projektdirektør for det kommende supersygehus i Aalborg modtager løn ind i det kommende år.
I sidste uge meddelte Region Nordjylland i en pressemeddelelse, at Martin Kjær, projektdirektør for det kommende supersygehus i Aalborg, har opsagt sin stilling.
Nu viser en aktindsigt, som TV2 Nord har fået hos Region Nordjylland, at Martin Kjær fortsat får løn, skønt han har fratrådt stillingen som projektdirektør for supersygehuset.
Det får han til og med den 31. januar 2024.
Det drejer sig om en månedsløn på 139.882,11 kroner, oplyses det i aktindsigten. Dertil får Martin Kjær et månedligt pensionsbidrag på 31.017,24 kroner.
Det vil sige, at den nu fratrådte direktør samlet set modtager 170.899,35 kroner månedligt frem til den 31. januar 2024.
Region Nordjylland bekræfter endvidere, at Martin Kjær ikke fortsætter sit arbejde for regionen i opsigelsesperioden, der varer til og med den 31. januar 2024, og dermed er stoppet i Region Nordjylland.
Selv fortæller Martin Kjær på LinkedIn, at han ikke forlader et byggeri i kaos.
Byggeriet på det nye supersygehus er seks år forsinket, og det har overskredet budgettet med 1,37 milliarder kroner.
Senest i juli kom det frem, at der var en kæmpe vandskade på sygehuset, efter 40.000 liter vand fossede ud fra operationsstuerne på første sal.
I marts måned kom det frem, at der flere hundrede steder var trængt vand ind i facaden i så store mængder, at der lå synligt vand på gulvene.
I september 2022 erfarede TV2 Nord, at 36 kilometer rør skulle udskiftes, fordi der havde været stillestående vand i rørene, og der dermed var dannet bakterier inde i rørene.
Følg med på TV2 Nord i aftenens regionale nyhedsudsendelse 19.30, hvor regionsrådsformand for Region Nordjylland, Mads Duedahl (V), kommenterer på Martin Kjærs opsigelse.