Stine lever med sjælden sygdom: Nu får hun hjælp af AaB-kaptajn
Foto: Privatfoto
Den første operation er overstået for Stine Sigsgaard Risager, men kampen er ikke slut. Hun samler ind til de to næste operationer og onsdag har AaB’s anfører Lucas Andersen doneret en signeret trøje.
Stine Sigsgaard Risager har sygdommen ’vaskulær malformation. Den giver hende konstante smerter i hverdagen og er en medfødt sygdom. Hun har haft altså døjet med lidelsen i mange år.
Hun kan opereres for det – dog ikke i Danmark. Derfor er hun i gang med at samle ind til, at hun kan betale for de operationer, som hun skal have i Athen af specialisten Dr. Waner.
Første operation er veloverstået, og der er så småt fremgang at spore for 21-årige Stine Sigsgaard Risager. Og til indsamlingen har hun nu fået hjælp. Den kommer fra AaB og anfører Lucas Andersen, som har doneret en signeret spillertrøje til Stine.
- Det er mega fedt, at de vil støtte heri det lokale. Det havde jeg ikke regnet med. Jeg havde nok tænkt, at jeg ville få et autosvar eller intet svar dem, så det er fedt, at jeg kunne få en respons tilbage. Det er jeg virkelig taknemmelig for, siger Stine Risager Sigsgaard.
Tidligere har hun forklaret til TV2 Nord, hvordan sygdommen giver smerter og påvirker hverdagen.
- Det er nogle vener, der er total viklet sammen, og så er de på størrelse med en halv liter sodavand, sagde hun tidligere.
Spillede selv som lille
Hun har færdiggjort sin finansøkonom-uddannelse og har nu et fuldtidsarbejde Derfor er det også hårdt for hende, at hun skal samle ind, når hun har fri. Heller ikke at lægge sig ud i det offentlige med en lidelse.
- Det har bestemt ikke været sjovt, at man bliver så offentlig med min problematik, når det er personligt. Jeg er nok lidt chokeret – på den gode måde – fordi jeg er så taknemmelig for opbakningen til mig, siger hun og fortsætter:
- Jeg har jo også selv spillet fodbold som lille, indtil jeg ikke kunne holde til det mere. Jeg har selv været ude for at se AaB, og jeg er bare taknemmelig for, at de ville hjælpe mig.
Hun fik også snakket lidt med Lucas Andersen og så et par andre AaB-profiler, men ellers var hun der ikke så længe.
Som tidligere skrevet har hun fået den første operation. Den fik hun i slutningen af november. Nu venter næste operation i marts 2024.
- Så er der lidt scanninger inden, hvor det skal forberedes, hvad der præcist skal laves der, siger Stine Sigsgaard Risager.
Samler stadig ind
Og når der skal flere operationer til, så er der bare også brug for flere penge.
- Målet er stadig de 475.000 kroner, og lige nu er jeg på 208.000 kroner. Så der er også et stykke tid til endnu, siger hun
AaB-trøjen kan formentlig også indbringe noget - hvor meget, det er, bliver spændende.
- Jeg har ingen anelse om, hvad det bliver til. Men jeg begynder nok med et lavt bud på den auktion, jeg laver med trøjen, siger Stine Sigsgaard Risager.
Hvis du vil følge både auktionen og indsamlingen, kan du følge med på Stines Facebook-side.