Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Stammedans i Nordjylland: Forskere vil digitalisere kulturarv

Freja Johansen og Kasper Rodil har været tre måneder i Namibia, og de har lavet et VR-spil, hvor man skal lære at en traditionel stammedans.

Stammedans og Nordjylland. 

Det er ikke helt det, man normalt kombinerer, men alligevel har to forskere lavet et VR-spil, hvor folk kan få lov til at opleve den traditionelle stammedans fra san-folket i Namibia. 

Freja Johansen, tidligere studerende i Medialogi på Aalborg Universitet, og Kasper Rodil, Associate professor på Aalborg Universitet, har tilbragt tre måneder i Namibia med et formål.

- Formålet er helt sikkert at digitalisere kulturarven, så der er andre, der kan få glæde af det siger Kasper Rodil, og Freja Johansen supplerer:

- Få noget bedre forståelse for de mennesker, der lever ude i verden sammen med os, siger Freja Johansen.

Du kan se hele indslaget herunder:

Ekstremt vigtigt

Stammedans er netop fra en kultur, som de færreste nordjyder og danskere kender særlig meget til. 

I VR-spillet - som står for Virtuel Reality - føres man ind i den virtuelle verden for at lære at danse San-folkets stammedans.

At få viden om andre kulturer - og give folk en nemmere indgang til denne viden - er noget af det, som de to forskere har arbejdet på.

- Især i de her tider, hvor vi snakker kunstig intelligens og mainstream, kultur og så videre. Det, at der er repræsentationer fra stemmer og kulturer andre steder uden for det her blik, det, synes jeg, er ekstremt vigtigt, at vi gemmer, fortæller Kasper Rodil. 

I et VR-spil har man et såkaldt VR-brille på, som får sig til "stå" inde i spillet. Teknologien er blevet mere og mere udbredt henover de seneste år, og den skal altså nu være med til at hjælpe med at forstå andre kulturer.


Kæmpefejl, flået ud og tårevædet: Højtflyvende AaB’er har rejst sig

Halvanden måned siden de sidst stod overfor hinanden, hvor særligt én ting stjal fokus.

Jesper Olsen har gjort det. Jesper Grønkjær også, begge endda i landsholdstrøjen.

Begge gange skete det i forrige årtusinde, så det er forståeligt, at Kasper ’Kalle’ Davidsen ikke erindrer det, når han selv er født i 2005.

Da sommer blev til efterår var det den tidligere Gug-spillers tur til at lave en afgørende fejl. Den kom endda ovenpå to kampe, hvor han havde tabt 0-4 på hjemmebane og begge gange blev flået ud i pausen.

Længe siden

Nu tabte oprykkerne for tredje gang, og efter kampen var det en tårevædet Kasper Davidsen, der modtog fansenes hyldest i Randers. På trods af en fejl, der førte til 0-1-nederlaget. Søndag, halvanden måned efter, venter hestene igen.

Rumsterer det fra sidst?

- Overhovedet ikke!

Kun når jeg spørger?

- Haha! Jamen det er lang tid siden. Jeg ved ikke engang hvor længe. Det er to landholdspauser siden, smiler Kasper Davidsen om den mere eller mindre tilstedeværende revanche-sult.

Med en sejr kan AaB faktisk overhale Randers FC, der parkerede sig selv med 15 point inden landsholdspausen.

Tidligere i sæsonen har Kasper Davidsen også talt med os i forbindelse med 0-4-kampen mod AGF, hvor han også kom i fokus. Se interviewet hér:

Gennembrud

Men mod Randers spillede han videre trods både fejl og gult kort. Og han har ikke set sig tilbage. Heller ikke hvis man spørger U-landsholdsspileren selv, der fik debut i sidste sæson, men har spillet langt mere end de fleste, inklusive ham selv, regnede med:

- Den har været svingende, men generelt en opadgående kurve. Nu blev jeg smidt ind i noget, jeg ikke har prøvet før, og der er ingen, der forventer, jeg bare brager igennem, lyder det ærligt.

I sommer var der ellers heftig snak om en ny mand – især efter Malthe Højholt blev solgt – skulle hentes til Davidsens plads. Men det skete ikke. Tilliden til Kasper Davidsen er intakt, måske endda voksende.

- Det har været helt fantastisk!

- Ovenikøbet på en plads med meget ansvar. Jeg kan lide det. Jeg kan lide presset, og jeg har altid haft den rolle på ungdomsholdet. Hvorfor jeg kan lide den? Det er lidt svært at sætte ord på, men spiller jeg en god kamp, så spiller holdet for det meste også en god kamp, reflekterer den hårdttacklende midtbanespiller.

Den 19-årige AaB’er har spillet ni ud af sæsonens 11 kampe fra start. Endda ofte på bekostning af sin makker fra ungdomsafdelingen, Mads Bomholt, der ellers bed sig fast sidste år, men mestendels har varmet bænk – og scoret to vigtige mål som indskifter.

Foto: AaB

Tager for meget ansvar?

Han har haft et stort ansvar i nordjydernes maskinrum, men efter Randers-fejlen og tårene, var blandt andre TV 2 Sports ekspert, Morten Bruun, ude at mene, at han måske tog for meget ansvar på sine skuldre, når han gav sig selv skylden for nederlaget.

- Der var faktisk flere, der sagde bagefter, at de syntes, jeg tog lidt for meget ansvar og tænkte lidt for meget over det bagefter. Det er trods alt et frispark, de sparker op i krydset bagefter. Man reagerer jo, som man reagerer. Om jeg overreagerer, ved jeg ikke, men nu er jeg videre.

Hvordan har du det med, at du reagerede sådan?

- Det var lidt en mærkelig oplevelse. Fansene var helt fantastiske. De lavede faktisk en helt ny sang til mig. Så det var fedt at få den opbakning, siger han.

Kasper Davidsen skrev i sommer under på en kontrakt med AaB til 2028.

AaB møder Randers i første kamp efter turneringen vender. Det er på søndag klokken 14. Få reaktioner på sport.tv2.dk.


Fra slam til cellofan: Spildevand er langt fra spild af tid

Foto: Kristian Steve Kristensen

Spildevandet holder på en masse ressourcer, som kan udvindes og bruges til en lang række produkter - og et forskningsprojekt i Nordjylland er langt fremme udviklingen.

Slam, spildevand og bakterier lyder umiddelbart ikke så attraktivt, men det gemmer på noget værdifuldt.

- I princippet vil vi gå fra bakterier i renseanlæg til produkter som for eksempel cellofan.

Det fortæller Per Halkjær Nielsen, som er professor i miljø og mikrobiologi ved Aalborg Universitet. Han er blandt de forskere, som lige nu arbejder på projektet REThink.

- REThink projektet går ud på, at vi gerne vil bruge de bakterier, der findes i renseanlæg til at lave biopolymere, som vi så kan tage ud af bakterierne og lave til produkter, som kan sælges. Som kan erstatte andre polymere, fortæller professoren.

Biopolymere kan anvendes i produktionen af en lang række ting som for eksempel tøj, plastikflasker og cellofan. Men mulighederne strækker sig også endnu bredere.

- For eksempel er der forsøg med byggematerialer. Man har også fundet ud af, at det er brandhæmmende, hvilket vil sige, at man kan putte det ind i materialer, og så kan de ikke brænde. Så det er jo en meget interessant brug af dem.

Hvad er biopolymere?

Biopolymere er lange molekylekæder lavet af levende organismer, som kan vokse uden på bakterier, som en "pels" eller klistret belægning.

En sammenligning fra professoren.

- Når vi nu børster vores tænder om morgenen, er det jo blandt andet, fordi vi gerne vil fjerne de belægninger, der måtte komme. Det er faktisk bakterier, der er kommet i nattens løb eller i dagens løb, som hæfter sig ved tænderne ved at producerer biopolymerer.

Det er altså det samme, der sker med bakterierne på renseanlægget.

- Det, vi gør der, er, at vi børster tænderne og fjerner det. Det, vi gør her ved renseanlægget, er, at vi gerne vil samle det sammen og udvinde de her biopolymerer i stedet for.

Spildevandet fra én person producere gennem renseanlægget omkring 30 kilo bakterier eller slam på et år. Og heraf vil cirka 10 kilo være biopolymere.

Når spildevandet kommer ind i renseanlægget, renses de store partikler væk, hvorefter det kommer ind i store tanke med bakterier. I spildevand er der en masse ressourcer, som kan omsættes til blandt andet fosfor, men man kan også få bakterierne til at danne biopolymere. Det sker ved at bakterierne vokser og producere klister-stoffer omkring sig, kaldet biopolymere, som kan udvindes.

- Vi får rent vand, vi får ressource-genbrug og anlægget spare en masse kemikalier og ressourcer. Så det er win-win for alle parter, fortæller professor Per Halkjær Nielsen.

En flaske med bakteriefyldt vand fra et renseanlæg. Foto: Kristian Steve Kristensen Foto: Kristian Steve Kristensen

Tre store fordele ved biopolymere

Professoren kommer med tre fordele ved brug af biopolymere i produkter.

1. Biopolymere er bionedbrydelige.

- Det vil sige, at der ikke er noget problem med at komme af med det på sigt. Selfølgelig skal man ikke smide det ude i naturen, men det er nemmere at omsætte.

2. Erstatter forsile olier

- Så kan man gradvis bruge mindre olie til at producere vores plastik og mange andre materialer.

3. Ned med CO2

For de forskellige renseanlæg vil de kunne mindske deres CO2-udslip og altså forbedre deres CO2-regnskab.

Per Halkjær Nielsen med en rulle cellofan og en æggebakke, som biopolymer for eksempel kan anvendes til. Foto: Kristian Steve Kristensen. Foto: Kristian Steve Kristensen

Kæmpe potentiale: Vil opskalere fra gram til ton

Sammen med Holland er Danmark blandt de førende på området i hele verden. Holland, som først begyndte forskningen i udvindingen af biopolymere ved renseanlæggene, er længere fremme Danmark, men hollænderne samarbejder dog med forskerne ved projektet REThink i Aalborg.

- Der er jo et kæmpe potentiale. For tænk på hvor mange renseanlæg, der er i hele verden. Der er jo hundredtusindvis af dem, og der er masse massevis af tons her, som kunne erstatte, de polymere, der findes i dag, og så lave biopolymerer. Så der er et kæmpe perspektiv og også en god forretning, lyder der fra professor Per Halkjær Nielsen.

Der er stadig skridt der skal tages inden biopolymererne på renseanlæggene får mulighed for at blive en stor industriel forretning, men det er på vej.

- Vi er der, hvor vi siger, 'nu kan vi godt gøre det', vi skal lige forstå nuancerne, og så skal vi have det skaleret op.

Det bliver nemlig aldrig til nogen stor industriel succes, hvis ikke der skaleres op, ifølge professoren. Det vil de gøre ved sammen med vandforsyninger at etablere pilotanlæg, hvor udvindelsen kan øges markant.

- For at de virkelig kan lave materiale ud af det, så skal vi lave tonsvis. Så det er den proces vi går i gang med nu, og den vil nok tage et år eller to før vi sådan kommer godt i gang med det.


Breaking

Tidligere bestyrelsesmedlem bryder tavsheden om skandale-havn

Foto: Foto: Henriette Maj Pedersen

Der er forkerte historier fremme om hændelsesforløbet på havnen, lyder det fra bestyrelsesmedlem i den kuldsejlede Frederikshavn Havn.

Leif Pedersen sad i ni år i bestyrelsen i Frederikshavn Havn.

I efteråret sidste år stoppede han brat og har siden været tavs om forløbet.

Nu står han frem og fortæller for første gang sin version af, hvorfor nøglerne til havnen i foråret blev afleveret til kommunen sammen med en gæld på 1,7 milliarder kroner.

- Jeg må sige, at det billede, der er fremstillet af tingene, kan jeg slet ikke genkende, så er man nødt til at reagere på det og sige, det her vil vi ikke deltage i, så nu skal det frem, siger Leif Pedersen, der var en af fire erhvervsfolk, der sammen med to politikere var valgt til havnebestyrelsen frem til efteråret 2023.

Det, der skal frem, er ifølge det tidligere bestyrelsesmedlem, at vigtig viden fra havnebestyrelsen slet ikke blev sendt fra borgmester Birgit S Hansen (S) eller kommunaldirektøren videre til det samlede byråd. 

Der hvor skoen trykker

Det betød, at byrådet, som på det tidspunkt var ejer af havnen, ikke fik indsigt i de massive økonomiske problemer, som havnen var i.

- Jeg tror, at der, hvor skoen trykker, er, at Birgit (borgmester Birgit S. Hansen, red.) har en opfattelse af, hvordan hun ønsker at se det, og det er den historie, der skal være den rigtige, den virkelige historie forsøger hun at dække over ved ikke at italesætte den og heller ikke bringe den derhen, hvor den skal, lyder kritikken fra Leif Pedersen.

Og hvad mener du med det?

- Jeg mener, tingene er stoppet på kommunekontoret eller kommunaldirektørens bord, og så har de besluttet, hvad de vil give videre, og hvad de ikke vil give videre, forklarer han.

Krav på detaljeret beslutningsgrundlag

Sten Bønsing er professor ved Aalborg Universitet og har fulgt sagen om Frederikshavn Havn og kommune tæt, og ifølge ham er det et problem, at mange informationer omkring havnen tilsyneladende strander på få, men centrale skriveborde.

- Man har i lang tid vidst, at der var problemer med økonomien uden at inddrage kommunalbestyrelsen (byrådet, red.), lyder det fra Sten Bønsing, som peger på, at et byråd har krav på at have et detaljeret beslutningsgrundlag forud for en beslutning.

Men på det tidspunkt tilbage i 2022 blev der ikke taget politiske beslutninger i byrådet om økonomien i Frederikshavn Havn.

Det er ifølge Leif Pedersen borgmesteren og kommunaldirektøren, der tager beslutninger og siger nej til bestyrelsens forslag, der handler om at få styrket havnens likviditet.

- Det er jo sådan set dem, der sidder og siger hvad, de vil og ikke vil. Og når bestyrelsen anbefaler noget, og vi får nej, og vi får nej, så kan vi ikke gøre noget, konstaterer Leif Pedersen.

Strid om tal og regnskaber

En række hidtil tilbageholdt dokumenter viser, at både borgmester Birgit S. Hansen og kommunaldirektør Thomas Eriksen tilbage i 2022 vidste, at økonomien i havnen var presset.

Det havde kommunen selv såvel som havnen gjort opmærksom på.

Og det er der, man blandt andet kan se, at I skriver til dem, at der er problem med likviditeten?

- Ja. Et voldsomt problem, påpeger Leif Pedersen.

Men ifølge borgmester Birgit S Hansen så situationen anderledes ud, for et af de store problemer var ifølge hende, at havnen ikke fremlagde tal og oplysninger om havnens økonomi til Frederikshavn Kommune.

Det var først efter, Leif Pedersen og tre andre bestyrelsesmedlemmer havde forladt bestyrelsen, og en ny var sat ind, at kommunen ifølge borgmesteren kunne få indsigt i tallene.

Og der var, som borgmesteren tidligere har forklaret, tale om tal og regnskaber, der ifølge hende "ikke tålte et møde med virkeligheden".

Rapport med flere muligheder

Tidligere bestyrelsesmedlem Leif Pedersen har en anden udlægning af situationen. For havnens bestyrelsen havde fået udarbejdet en rapport med flere mulige løsninger på den trængte økonomi.

Kunne man have undgået, at havnen blev kommunal?

- I min verden sagtens. Der var masser af håndtag, vi kunne have rykket i, hvis man ville, lyder det fra det tidligere bestyrelsesmedlem i Frederikshavn Havn, Leif Pedersen.

Professor Sten Bønsing er enig.

- Man havde flere valgmuligheder i kommunalbestyrelsen end det, som borgmesteren påstår på det møde, hvor man i realiteten omdanner havnen til kommunal havn. Så det er i hvert fald forkert information kommunalbestyrelsen har fået, siger Sten Bønsing.

Han tilføjer, at det er et problem, at man ikke får den viden, da man så har overtrådt kommunestyrelses regler, idet kommunalbestyrelsen således ikke har haft et detaljeret beslutningsgrundlag forud for at tage beslutning om havnens fremtid.

- Problemet bliver, at man kan gå hen og træffe forkerte beslutninger, understreger Sten Bønsing.

Ifølge den tidligere havnebestyrelse kunne man have søgt om flere lån, man kunne have fået kommunen til - som ejer - at skyde penge i havnen, man kunne sælge ud af arealer på havnen, man kunne omdanne havnen til et aktieselskab – og endelig kunne man akut skaffe penge til havnen ved at omlægge lån.

Men alle muligheder blev afvist.

- Den roman var skrevet

Da Leif Pedersen trådte ud af bestyrelsen, trådte en ny bestyrelse til, men efter fem måneder måtte den nye bestyrelse smide håndklædet i ringen og overdrage nøglerne til Frederikshavn Kommune.

Frederikshavn Havn kunne ikke reddes som selvstyrende havn, lød det.

Ifølge Leif Pedersen kunne den nye bestyrelse umuligt have nået at sætte sig ind i den økonomiske situation omkring havnen på så kort tid.

- Den roman var skrevet, inden der var gravet ret dybt - set fra min stol, fastslår Leif Pedersen.

TV2 Nord har forlagt borgmester Birgit S. Hansen kritikken fra det tidligere bestyrelsesmedlem, men skriver i SMS til TV2 Nord, at hun holder ferie.

Karsten Dybvad, der indgik i bestyrelsen, efter blandt andre Leif Pedersen trådte ud, gav tilbage i april følgende skriftlige besked til byrådet i forbindelse med, at havnen overgik fra selvstyrende havn til kommunal havn.


Nu har fiskerne fået deres muslinge licenser - men der mangler noget

Muslingefiskerne har torsdag middag fået deres licenser til muslingefiskeri fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Nu kan muslingefiskerne smide fortøjningerne og lægge fra land. 

De har nemlig fået de licenser, som de har ventet på i over seks uger. 

Sæsonen for fiskeriet begyndte egentlig 1. september, men fiskerne har ikke haft mulighed for at fiske, da deres licenser fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ikke var landet. 

Henrik Nielsen, som er daglig leder og formand for Foreningen Muslingeerhvervet fortæller, at licenserne landede ved middagstid torsdag.

- Fiskerne sejler ud i morgen og skal begynde at finde de muslinger, der er store nok og den rigtige kvalitet, siger han. 

Nu hvor licenserne er landet, kan man også få gang i de følgeerhverv, der findes med tilknyt til muslingefiskeriet. 

- Nu kan vi begynde at få planlagt sæsonen. Fabrikkerne ved, at de kan begynde at få afsat nogle af muslingerne. Det er jo det hele, der skal spille sammen, siger han. 

Fiskerne kan dog endnu ikke gå i gang med at fiske søstjerner. Licenserne til at fange dem er nemlig ikke landet endnu. 

Licenserne er landet med et lille aber dabei. De kommer nemlig med et nyt krav til, hvordan fiskerne skal bogføre deres fangst.

Ifølge Henrik Nielsen er det noget, der vil gøre arbejdet mere besværligt. 

- Det kommer til at gøre det rigtigt svært for fiskerne at føre deres logbøger korrekt, siger han.

Meldingen om, at licenserne nu er landet, er også blevet noteret hos muslingevirksomheden Vilsund Blue, hvor produktionen indtil videre har stået stille. 

Torsdag eftermiddag siger administrationschef Jan Christiansen ved virksomheden til TV MIDTVEST, at man håber at sætte gang i produktionen i starten af næste uge. 



En fortælling om to byer: En gruppe gør oprør, mens en anden gruppe er trætte af det dårlige omdømme, som den første skaber.

Hvem skader Præstbro mest?

Er det de mange opholdssteder, som har samlet en række udsatte borgere i den lille landsby syd for Sæby? Eller er det den konstante dårlige omtale, som kampen mod bostederne giver i medierne.

De spørgsmål deler lige nu Præstbro i to.

Børnefamilier bliver væk

Jens Søndergaard er talsmand for den såkaldte lokalgruppe. Han mener, at Præstbro allerede har langt flere bosteder end byen kan rumme. Og beboerne?

- Det er jo hele skalaen af kriminalitetsesforhold. Det er stofmisbrugere eller voldelige, men også psykisk syge, der skal have hjælp. Det er ikke en gruppe mennesker, hvor man i en bred forstand siger: Det var da hyggeligt, at de kommer her og slår sig ned, siger Jens Søndergaard.

Præstbro har bevisligt langt flere bosteder end landsgennemsnittet. Ifølge lokalgruppen udgør bostædernes beboere lige nu godt 25 borgere. Det er mere end 10 procent af byens indbyggere.

Det afholder især børnefamilier fra at flytte til byen, mener Jens Søndergaard.

- Vi burde jo være et attraktivt sted at flytte hen for en ung familie, for vi har billige huse og mange ting at byde på, men når de opdager, at naboen lige til højre eller venstre er en person, der har kæmpeproblemer, er det klart, at de vælger et andet sted at flytte hen, siger Jens Søndergaard.

Det siger modparten

I følge en anden gruppe borgere udtaler lokalgruppen sig ikke på hele byens vegne. De er trætte af den konstante dårlige omtale, som kritikken af bostederne medfører. De færreste har lyst til at udtale sig til TV2 Nord, men Jens Dahl er en undtagelse.

- Jeg synes faktisk vi har haft en positiv periode i byen, men nu er det som om luften er gået af ballonen med den negative omtale der har været af byen her de sidste tre-fire måneder. Jeg synes virkelig den dårlige omtale har skadet Præstbro, siger Jens Dahl

Lokalgruppens talsmand erkender, at de ikke ved, om de har et flertal af byens borgere bag sig, men tror på, at de kan vende udviklingen i byen.

- Jeg er ret sikker på, at jeg repræsenterer dem, der gerne vil være med til at skabe en udvikling i byen, siger Jens Søndergaard.

Andre spørger: Hvad vil Præstbro helst have. Bosteder eller stribevis af usælgelige huse, der står og forfalder, som i mange andre nordjyske landsbyer? Jens Søndergaard er ikke i tvivl.

- Jeg tror på, at det tomme hus bliver omsat i det øjeblik, at vi får den her lille gnist af lyst til at komme til byen, siger Jens Søndergaard.

Her er de enige, men ...

Paradoksalt nok er Jens Dahl enig i, at Præstbro ikke har brug for flere opholdssteder. Det kan landsbyen ikke rumme, men han synes, at de bostedet er der allerede er kan vendes til en bedre fortælling.

- I stedet for, at vi modarbejder bostederne, skal vi til at samarbejde med dem også. Det kunne være at vi kunne hjælpe de unge mennesker til en lidt mere tålelig tilværelse ved at indrage dem i byens liv i stedet for at stemple dem som problemer, siger Jens Dahl.

Både lokalgruppen og oppositionen er enige om, at et borgermøde måske kan klinke skårene og få alle til at arbejde sammen for en fremtid for Præstbro - og det arbejder de på lige nu.

Samtidigt vil det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) forsøge at få landdistriktsminister og partikammerat Morten Dahlin til at se på sagen.

- Det er dybt problematisk det vi ser i Præstbro. Vores regering promoverer bosætning i landdistrikterne og så duer det ikke, at alt for mange bosteder er samlet på et sted. Det afholder folk fra at bosætte sig der.

- Vi skal have ændret lovgivningen, så Socialtilsynet får en mulighed for at tage geografiske hensyn, før de godkender et nyt opholdssted, siger Preben Bang Henriksen.