"Spritten" kørt helt af sporet: Bygherre føler sig presset til ulovlig aftale af kommunen
Foto: A. Enggaard
Ankestyrelsen skal nu afgøre striden mellem Spritten A/S og Aalborg Kommune, der står stejlt over for hinanden i forbindelse med den ambitiøse omdannelse af den gamle spritfabrik i Aalborg.
Det bliver nu Ankestyrelsen, der skal finde hoved og hale i konflikten mellem Aalborg Kommune og Spritten A/S, der står bag den ambitøse omdannelse af den gamle spritfabrik i Aalborg til et moderne center med kunst og andet kulturliv, restauranter, boliger, erhverv og spektakulær arkititektur.
Direktør i Spritten A/S Martin Nielsen hævder, Aalborg Kommune har krævet, at Spritten A/S skulle påtage sig at bygge mere i projektet end oprindeligt aftalt.
- Kommunen vil presse to udbygningsaftaler ned i halsen på os, siger han.
By- og Landskabsforvaltningen hævder omvendt i en pressemeddelelse 28. maj blandt andet, at det er Spritten A/S, der har ønsket tilladelse til at opføre flere ejendomme på grunden.
Jeg mangler simpelthen ord for deres ageren. De går ud så skarpt og siger noget, der er så forkert. Det, synes jeg, er dybt forkasteligt.
direktør for Spritten A/S
Martin Nielsen er rystet over kommunens udmelding.
- Jeg mangler simpelthen ord for deres ageren. De går ud så skarpt og siger noget, der er så forkert. Det, synes jeg, er dybt forkasteligt, siger han.
Et konkret eksempel på en udbygningsaftale er ønsket om klimasikring af havnefronten ved spritgrunden. Et projekt, der vil koste Spritten A/S 2,5 millioner kroner. Kommunen har budgeteret med projektet allerede i 2019, men det står Martin Nielsen uforstående over for.
- Hvordan skulle Aalborg Kommune kunne gætte, at vi halvandet år efter skulle "ønske" at deltage i en udbygningsaftale, vi ikke kendte noget til, og som koster os penge, siger han.
Jeg er så rystet. Kommunen siger ét, Spritten noget andet, men samtidig har Spritten rigtig meget dokumentation for, at noget af det, kommunen vil, ikke er helt i orden.
Anne Honoré Østergaard, byrådsmedlem for Venstre
Samtidig har kommunen i en henvendelse talt om en udbygningsaftale også for Kulpladsen, og det har nu fået oppositionen i Aalborg Byråd til at bede om en redegørelse som supplement til den redegørelse byrådet fik 31. maj.
- Jeg er så rystet. Kommunen siger ét, Spritten noget andet, men samtidig har Spritten rigtig meget dokumentation for, at noget af det, kommunen vil, ikke er helt i orden, siger Anne Honoré Østergaard fra Venstre.
Se tv-indslag med Martin Nielsen og medlem af byrådet i Aalborg Kommune for Venstre Anne Honoré Østergaard, der er rystet over konflikten:
Direktør: - kun et forslag... ikke et krav
Direktøren i By- og Landskabsforvaltningen understreger, der blot har været et forslag fra kommunen om udbygningsaftaler. Sådanne aftaler bliver brugt, hvis en privat bygherre ønsker at udbygge for eksempel infrastruktur i forbindelse med et større projekt, og det skal altid ske på bygherrens initiativ.
- Udbygningsaftaler er noget, vi før har brugt i forbindelse med store anlægsprojekter. Derfor har vi foreslået, at det kunne overvejes, men der er ikke nogen aftale. Der er ikke nogen aftale, før man er enige om, at det er en løsning, siger Anders Fokdal.
Anders Fokdal afviser at kommentere på, at Aalborg Kommune skulle have krævet 2,5 millioner kroner af Spritten A/S til klimasikring af havnefronten ved den tidligere spritfabrik.
- Det er en del af det materiale, tilsynet nu skal kigge på, siger han.
Se interviewet med Anders Fokdal, hvor han også kommenterer på Anne Honoré Østergaards udtalelser:
Det er nu op til Ankestyrelsen at afgøre sagen, og før det er sket, går Spritten-projektet ikke i gang igen, lyder det fra direktør Martin Nielsen..