Spækhuggeren aflives ikke: - Det handler om at gøre det rigtige
Den stilleliggende spækhugger ved Nørre Uttrup har mandag ligget stille i fire uger. Selvom måger er begyndt at hakke i den, skal den ikke aflives.
Den lever stadig, spækhuggeren, der nu har ligget stille i fire uger, og det er lidt af et mysterie. For i de fire uger har den ikke fået mad og heller ikke væske, som den indtager gennem føden.
Da den kom til Nørre Uttrup, mente spækhuggereksperter, at den kun ville overleve tre til fire dage uden mad, for normalt vil den spise omkring 250 kilo føde om dagen, men mandag kommer der stadig blås fra spækhuggeren, som viser, at den trækker vejret.
- Den har det lidt ringere dag for dag, og den er blevet smallere over ryggen, som kan være tegn på, at den er afmagret. Men den trækker vejret regelmæssigt cirka hvert 25. sekund, siger Ivar Høst, vildtkonsulent ved Naturstyrelsen.
To metoder til aflivning
Mandag lå spækhuggeren ikke alene mere, for flere måger var landet på den og begyndt at hakke i den, hvilket gav blodige billeder af det usædvanlige dyr.
Billederne førte til, at flere nordjyder igen ytrede undren over, hvorfor man ikke afliver den, men Naturstyrelsen holder stadig fast i, at den ikke skal aflives.
- Det handler om at gøre det rigtige, og vi har ikke umiddelbart den rigtige metode til at gøre det, så vi kan være sikre på, at vi ikke påfører den smerte eller stress, siger Ivar Høst.
Han forklarer, at der er to metoder, man kan aflive den med: Enten ved at skyde eller med indsprøjtning. Men ingen af metoderne er optimale.
Hvis man skyder, skal det være meget præcist, og det er svært fra en båd. En indsprøjtning skal foregå under vand, så det er ifølge Ivar Høst ikke rigtig til at gøre.
- Med de metoder kan det ikke gøres forsvarligt, hverken overfor hvalen eller overfor dem, der skal gøre det.
Love om aflivning af dyr
Dyreværnsloven
§ 13 Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning ved drukning må ikke finde sted.
Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om aflivning af dyr, herunder regler om slagtning og om forbud mod visse aflivningsformer samt regler om, at aflivning af visse større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person.
§ 20 En dyrlæge, der bliver bekendt med, at et dyr behandles uforsvarligt, skal anmelde forholdet til politiet. Dette gælder dog ikke, hvis forholdet ikke er groft og i øvrigt straks rettes.
Stk. 2. En dyrlæge, der tilser et tilskadekommet eller sygt dyr, skal opfordre den ansvarlige til at lade dyret aflive, hvis det ikke kan helbredes, og det vil medføre unødig lidelse at lade det leve. Aflives dyret ikke, skal dyrlægen indberette forholdet til politiet.
Kilde: Danske Love
Aflivning er imod loven
Ifølge Ivar Høst er det altså ikke muligt at aflive spækhuggeren på en sikker og effektiv måde. Det kan derfor betyde, at en aflivning vil påføre dyret en del smerte. Og det er imod dyreværnsloven.
- Hvis man skal aflive et dyr, skal man være sikker på, at man ikke påfører den unødig lidelse, ellers må vi ikke gøre det, siger Ivar Høst.
Kan man som privatperson tage ud og aflive den?
- Hvis du overvejer selv at aflive den, skal du nok tænke dig om en ekstra gang, for det forbryder sig mod flere love. Foruden loven om at påføre dyret smerte, er spækhuggeren et fredet dyr, så myndighederne skal involveres ved en aflivning.
DERFOR FILMER TV2 NORD SPÆKHUGGEREN
TV2 Nord har løbende kontakt til Naturstyrelsen for at sikre, at vores optagelser tager hensyn til spækhuggeren og dens aktuelle helbredstilstand.
Vi filmer altid i god afstand fra spækhuggeren og aldrig direkte hen over den. En optagelse tager blot få minutter.
Naturstyrelsen benytter desuden TV2 Nords optagelser for bedre at kunne vurdere spækhuggerens aktuelle placering, tilstand og udvikling. Dermed kan vildtkonsulenterne bedre lægge en plan for, hvordan den kan hjælpes, hvis det bliver nødvendigt.
Naturstyrelsen fraråder, at private fotografer laver optagelser tæt på spækhuggeren, da det vil stresse dyret.
Lider den?
Hos Naturstyrelsen er de løbende i kontakt med eksperter fra hele verden for at få mest mulig viden om spækhuggeren og den usædvanlige situation. Der er bred enighed om, at spækhuggerens adfærd er mere end ualmindelig.
Ivar Høst forklarer, at det er svært at vurdere, om det store dyr lider, men idet den trækker vejret i et roligt tempo, mener han ikke, den lider. Spækhuggeren har lagt sig på en måde, så den kan trække vejret med så lidt besvær som muligt.