Smadrede knogler på buschauffør - nu er mindreårig knallertfører sigtet
Vejvrede udviklede sig til voldsomt overfald i Storvorde. Genrefoto
Flere tip fra borgere ledte politiet på spor af gerningsmanden.
Torsdag formiddag kunne betjente fra Nordjyllands Politi sigte den mindreårige dreng, de mistænker for at stå bag et voldsomt overfald på en buschauffør i Storvorde 12. juni.
Her skubbede drengen chaufføren og nikkede ham skaller i en sådan grad, at han fik et ukendt antal knoglebrud.
Onsdag efterlyste Nordjyllands Politi vidner og øvrige personer, som måtte have oplysninger i sagen. Flere konkrete henvendelser førte torsdag formiddag til sigtelsen af en dreng under 18 år.
- Vi har sigtet ham for vold mod en person i offentlig tjeneste, siger sagens efterforskningsleder, politikommissær Henrik Kjær Hansen.
Vi ser med stor alvor på sagen, fordi han påfører chaufføren flere knoglebrud
Henrik Kjær Hansen, efterforskningsleder, Nordjyllands Politi
Han fortæller, at politiet har modtaget flere brugbare tip i sagen, som netop endte med at lede ordensmagten på sporet af gerningsmanden.
- Vi vil gerne takke for alle henvendelserne, for de har været afgørende for, at vi er nået hertil med sagen, lyder det fra efterforskningslederen.
Selvom Nordjyllands Politi nu har sigtet den dreng, de formoder, står bag overfaldet, mangler man stadig at finde frem til den røde Piaggio-knallert, drengen kørte på under overfaldet.
- Ser man knallerten og en hvid hjelm efterladt et sted i Storvorde eller Klarup, hører vi meget gerne fra jer, opfordrer Henrik Kjær Hansen.
Derudover vil Nordjyllands Politi nu sikre flere spor og beviser i form af overvågningsmateriale fra området.
Ekstrem vejvrede
Overfaldet udspillede sig på Tofthøjvej i Storvorde 12. juni om eftermiddagen.
Her måtte buschaufføren bremse kraftigt ned for en Piaggio-knallert, der kom kørende ad Rødhøjvej. Han brugte samtidig sit horn, og det fik føreren af knallerten til at se rødt.
Nogle af skolens mindre børn har legeplads ud til vejen, hvor det skete
Henrik Højmark Steffensen, skoleleder, Tofthøjskolen
Han vælger at følge efter bussen og skubbe til chaufføren og nikke ham en skalle i det øjeblik, han stiger ud af bussen omkring en kilometer længere henne ad Tofthøjvej - ude foran Tofthøjskolen.
- Vi ser med stor alvor på sagen, fordi den udspringer af vejvrede, og gerningsmanden vælger at påføre chaufføren knoglebrud – endda lige foran en skole, hvor flere børn ser optrinnet, fortæller Henrik Kjær Hansen.
Forældre er orienteret
På Tofthøjskolen bekræfter skoleleder Henrik Højmark Steffensen, at flere elever kan have set det voldsomme overfald.
- Nogle af skolens mindre børn har legeplads ud til vejen, hvor det skete, så vi har sørget for at tage hånd om dem, i tilfælde af de har set noget ubehageligt, fortæller skolelederen.
Han har også orienteret samtlige af skolens forældre og medarbejdere.
Da TV2 Nord taler med Henrik Højmark Steffensen torsdag formiddag, er skolen ikke blevet kontaktet af andre elever, der har set optrinnet. Men man er klar til at tage sig af dem, hvis der måtte komme nogle.
- Jeg tror, vi har taget rimeligt godt hånd om det, mener skolelederen.
Han fik selv besøg på sit kontor af et vidne den 12. juni, der netop havde overværet overfaldet. Kvinden var hverken elev eller ansat på skolen.
Kvinden vidste ikke, hvor hun ellers skulle gå hen med sine oplysninger, så Henrik Højmark Steffensen gav hendes kontaktoplysninger videre til Nordjyllands Politi.
Han orienterede samtidig skolens ledelse.