Buschauffør udsat for vold - politi efterlyser gerningsmand
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi er i gang med at efterforske en voldssag, hvor en buschauffør er blevet tildelt skaller og spark i en episode, der fandt sted 12. juni.
Den ganske alvorlige sag udspillede sig på Tofthøjvej i Storvorde 12. juni om eftermiddagen, da en bus måtte bremse kraftigt ned for en knallert.
Samtidigt brugte chaufføren sit horn, hvilket fik knallertføreren til at følge efter bussen. Da buschaufføren steg ud af bussen, gik knallertføreren hen til ham og tildelte ham en skalle og nogle hårde skub, der gav chaufføren nogle ret alvorlige skader.
- Det her voldsforhold ser vi med stor alvor på. Der var tale om en buschauffør, som var på arbejde og skulle hente skolebørn, da han blev overfaldet på den her måde. Det er helt uacceptabelt, siger politikommissær Henrik Kjær Hansen.
Signalement:
Mand
16-18 år gammel
Cirka 185 centimeter høj
Dansk talende
Iført hvid styrthjem, beige/sandfarvet jakke samt mørke bukser
Den mistænkte gerningsmand kom desuden kørende på en mat, mørkerød og formentlig nyere Piaggio-knallert, der havde et sort sæde med ordet "Piaggio" i hvid print bagerst på sædet og sorte sidespejle.
Desuden havde den formodede gerningsmand delvist følgeskab af et vidne på en sort PGO-knallert.
- Jeg vil gerne opfordre denne person til at give sig til kende til os. Personen kan nemlig være et potentielt og vigtigt vidne i sagen, siger politikommissæren.
Samtidigt opfordrer han andre vidner til at henvende sig til politiet, hvis man har været på enten Rødhøjvej eller Toftegårdsvej 12. juni i tidsrummet 14-15.
- Jeg vil gerne opfordre borgere, der kender en person, som passer på ovenstående signalement, og som kører på den beskrevne knallert og måske færdes i området i eller omkring Storvorde til straks at rette henvendelse til os, slutter Henrik Kjær Hansen.